En pause fra at tænke på sygdom. Det er et vigtigt pust at få ind på hospice, og det kommer fra de 25 frivillige, som giver deres tid. ”Jeg bliver så glad af at komme der,” fortæller en af de frivillige på Diakonissestiftelsens Hospice.
”De frivillige giver patienterne en pause fra at tænke på sygdom,” fortæller assisterende afdelingssygeplejerske og frivilligkoordinator Susanne Christophersen. Foto: Karen Grønkjær
Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
”Jeg havde en vildt god vagt på hospice i tirsdags,” fortæller frivillige Marianne Vestergaard Nielsen med smil i stemmen og fortsætter:
”Jeg sad ved siden af en herre omkring de 90 år, som undervejs i middagen undskyldte lidt for, at han ikke havde den store appetit. Da kaffen kom på bordet, så tømte han nærmest skålen med småkager, og jeg spurgte, ’mon ikke du skulle have haft noget mere hovedret?’. Det tog han på den helt rigtige måde, og vi pjattede med, at han prøvede at tage småkager, uden at jeg så det.”
Hverdagssnak versus indre kaos
Netop det er en af de vigtige ting, som frivillige bidrager med på Diakonissestiftelsens Hospice; nemlig normalitet og hverdag, forklarer assisterende afdelingssygeplejerske og frivilligkoordinator Susanne Christophersen:
”De frivillige giver patienterne en pause fra at tænke på sygdom. Det er så værdifuldt med hverdags-snak, fordi man ikke kan være i eksistentiel samtale og indre kaos hele tiden.”
Diakonissestiftelsens Hospice har for nylig udarbejdet en strategi for frivillige, der beskriver, hvorfor, om hvad og hvordan man samarbejder med frivillige. Den siger blandt andet: ”Du bidrager som medmenneske og bringer noget hverdag og atmosfære ind med din tilstedeværelse, synlighed og nyttighed.”
”Vi har involveret både personale og frivillige i strategien, og det har været en rigtig god proces for at tydeliggøre de frivilliges værdi og blive enige om rammerne for arbejdet,” siger Susanne Christophersen.
Giver tid til nærvær
Den anden store værdi ved de frivillige er, at de frigiver tid for personalet til, at de kan være mere nærværende ude hos patienterne. De hjælper eksempelvis med at fylde op i skabe, lægge linned på dyner og holde køkkenet pænt. Det er også frivillige der griller til Skt. Hans og bager æbleskiver til jul.
”Vi har frivillige, som tager imod ved hoveddøren i weekenden og hjælper pårørende på plads. Det er opgaver, som personalet ellers skulle klare ved siden af patientplejen. Og så kommer de jo med hver deres kvaliteter. Vi har en, der har organiseret vores bibliotek, en der har syet stofposer til at sætte over urinposerne, så de bliver mere diskrete, og flere der hjælper præsten med andagter,” fortæller Susanne Christophersen og tilføjer, at der er vigtige grænser i, at de frivillige eksempelvis aldrig hjælper med den personlige pleje.
Socialt klister
Marianne Vestergaard Nielsen kommer på hospice tre timer hver anden tirsdag aften.
”Jeg hjælper med at bringe bakker ud til dem, der gerne vil spise på stuerne, dækker op til fællesspisning og går til hånde i køkkenet. Under aftensmåltidet er jeg en social ingrediens. Jeg ved ikke noget om patienternes journal, men er nysgerrig på deres person. Jeg ser min opgave som at være ’socialt klister’, en slags samtalestarter,” fortæller hun.
Marianne Vestergaard Nielsen var en del af fællesskabet med ansatte og frivillige på hospice til DHL-stafetten. Foto: Iben Lund Gravesen.
Susanne Christophersen er meget enig i den rolle:
”Sygeplejerskerne prøver også at sætte sig ned til måltiderne, men de kan blive nødt til at løbe, hvis nogen ringer fra en af stuerne. De frivilliges samtaler kan vække minder og starte samtaler, som er en del af patienternes livshistorier. Det er vigtigt, når man er alvorligt syg, fordi det kan gøre det lettere at reflektere og få lukket kapitler i ens liv.”
Fælles i øjeblikket
Det er et år siden, at Marianne Vestergaard Nielsen begyndte som frivillig på hospice. Inden da havde hun været frivillig på et plejehjem i tre år.
”Beboerne på plejehjemmet var hårdt ramt af demens, og det var svært for mig at mærke, om det gjorde en forskel for dem, at jeg var der. Det er jeg ikke i tvivl om på hospice,” siger Marianne Vestergaard Nielsen og uddyber:
”Jeg blev så glad, da manden med småkagerne sagde, at han kunne mærke, min interesse for ham kom fra et godt sted, og at han virkelig havde nydt vores dialog. Det har jeg tænkt meget på siden. Jeg bilder mig ind, at han også er gået glad i seng den aften.”
Som frivillig kan man godt blive berørt af patienternes historie, men det begrænser ikke hendes lyst til at være frivillig.
”De er jo stadig mennesker, som også har brug for at blive set og hørt og inddraget. Det har vi alle sammen. Når jeg kigger andre i øjnene, er det underordnet, om de har slanger i næsen eller mangler håret. Jeg kan godt lide at falde i snak med folk og fremhæve noget, som vi kan være fælles om i øjeblikket.”
Tilbage til jubilæumssiden
Fakta:
|