Diakonissestiftelsens nybyggede hospice har nu været i brug i to år, og hospicechefen konstaterer, at det er blevet det hus, de havde drømt om: ”Et hus med sjæl og høj æstetik. Det omfavner brugerne og understøtter lige det, vi gerne vil.”
Det indre gårdrum på hospice giver privathed, mens man på tagterrassen kan nyde udsigten og føle sig som en del af byen. Foto: Adam Mørk.
Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
Med bløde buer tager den gyldenbrune bygning imod sine gæster. Væggene krummer sig venligt, som ville de omfavne menneskene i huset. Meget passende, for det er mennesker i livets allermest sårbare situation, der kommer i Diakonissestiftelsens Hospice.
”Mennesker kommer her for at afslutte livet og for at tage afsked med deres kære. Det betyder, at vi har et hus fyldt af de allerstørste kontraster: Den største glæde over at være sammen og over at være i live kontra den store sorg over at miste. Og behovet for privathed over for behovet for støttende fællesskaber,” siger hospicechef Helle Tingrupp.
Hospicechef Helle Tingrupp glæder sig over, at hospice er blevet et hus fuldt af sjæl og sanselighed. Foto: Thomas Wittrup.
”Efter vores første to år i det nybyggede byhospice er jeg allermest glad for den høje sanselighed i huset. I den sidste tid er man bare i sin ’væren’, og alle sanser er i spil, og det understøtter bygningen,” tilføjer hun.
Hotel frem for hospital
Midt i april 2016 blev det nye hospice taget i brug. Forud var gået mange timers diskussioner og idéudvikling om, hvad bygningen skulle kunne. Blandt andet var stuerne i det gamle hospice for trange, og de pårørende, som gav input til byggeplanerne, ønskede, at de skulle være lidt større – men ikke for store.
”Stuerne skulle fortsat have en omfavnende effekt og kunne overskues fra sengen. Men vi har fået bedre overnatningsmuligheder i form af en sovesofa på alle stuer og et sofaarrangement, som gør det mere bekvemt for de pårørende. Vi har i høj grad ladet os inspirere af hoteller frem for hospitaler i indretningen – for eksempel kan loftliften skjules i et skab,” fortæller Helle Tingrupp.
Det har også været vigtigt, at patienter og pårørende kan sætte deres eget præg på stuen. Derfor er reolen ikke fuld, og der er opmalet et magnetfelt på væggen til tegninger og billeder.
Patienter og pårørende gør stuen personlig med billeder og tegninger. Foto: Jesper Grud Rasmussen.
”Det er helt fantastisk at se, hvor forskellige stuerne kan tage sig ud, alt efter hvilket menneske, der er flyttet ind. Tegninger og personlige effekter er noget af det allervigtigste for vores patienter, har vi erfaret,” siger Helle Tingrupp.
Sanseindtryk gennem vinduerne
Et af de ønsker til det nye hospice, som virkelig gav ingeniørerne hovedbrud, var, at vinduerne på stuerne skulle kunne åbnes.
”Ingeniørerne var helt dårlige over, at vi ville kunne åbne til fri luft. Men frisk luft fås nu engang bedst udefra, og mange ønsker, at sjælen skal kunne forlade huset ud ad vinduet, når døden indtræffer. Samtidig har vi behov for at kunne køle stuen helt ned, hvis der skal ligge en afdød, så de har måttet designe et helt særligt ventilationssystem til os,” fortæller Helle Tingrupp.
”Der er så mange sanseindtryk udefra, som er væsentlige at få ind gennem vinduerne: Duften af græs og blomster, lyde af fugle og legende børn. Så jeg er meget tilfreds med, at det lykkedes os at få trygheden og hverdagen bygget ind på den måde,” fortsætter hun.
Rum til fællesskaber og privatliv
Et andet sted, der har givet udfordringer, men er endt som en succes, er den fælles opholdsstue. Her er det lykkedes at integrere gangarealerne og dermed få et rum, der virker meget større end ellers. Der er åbnet op til førstesalen, hvor det er muligt at deltage i fællesarrangementer og samtidig sidde mere privat.
Den fælles opholdsstue er åbnet op til første sal, så det er muligt at deltage i arrangementer lidt på afstand. Foto: Adam Mørk.
”Vi oplever, at mange gerne vil være ’med på en lytter’. Den mulighed har man, når arrangementerne foregår i stueetagen, og man sidder oppe på overetagen. Vi så det for eksempel til jul, da børn fra den nærliggende skole gik i Lucia-optog hos os. Da sad flere patienter oppe på afstand og havde en dejlig følelse af at være med,” husker Helle Tingrupp.
”Jeg er glad for, at vi har fået skabt et hus med sjæl og høj æstetik, der i den grad understøtter alt det, vi vil og står for her på hospice,” konstater hun.
Tilbage til jubilæumssiden
Fakta
|