Farvel til Anne Mette Fugleholm

23. juni 2021

Over flere dage har adm. direktør Anne Mette Fugleholm taget afsked med medarbejdere, ledere, bestyrelse og samarbejdspartnere i den organisation, som har fyldt meget af hendes liv de seneste ni år.

Anne Mette Fugleholm smiler.

Både smil og følelser var store hos dagens hovedperson.

Tekst og fotos Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

Tonerne fra ’Time to say goodbye’ blander sig i et musikalsk potpourri med ’Du kom med alt det, der var dig’, og pianisten, Hugo Jensen, sender et sigende smil til dagens hovedperson. Stemningen i Emmauskirken, hvor medarbejderne er inviteret til at sige farvel, er lys og lidt højtidelig, og Anne Mette Fugleholm har lige ført deltagerne gennem en buket af indtryk fra de seneste ni år på Diakonissestiftelsen.

Medarbejdere sidder i kirken.

Medarbejdere fra hele Diakonissestiftelsen var mødt op for at tage afsked.

”Når jeg ser tilbage, ved jeg, at det, som Diakonissestiftelsen står for, er langtidsholdbart. Vi lever til fulde op til vores vision om at styrke mennesker og skabe fremtidens velfærd. Og det gør mig stolt. Men resultatet af de sidste ni år er ikke mit eller direktionens: Det har været en holdindsats. Uden jeres indsats havde det ikke været muligt,” sagde hun og sluttede:

”Jeg har hver dag på Diakonissestiftelsen elsket mit arbejde. Jeg har været så heldig, at jeg hver dag har arbejdet med noget og ikke mindst med nogen – nemlig jer – som har givet mig energi. Tilbage er kun at sige ’tak’ for jeres kæmpe indsats hver dag – tak fordi I var med mig på rejsen – og held og lykke fremover.”

Farvel i Gentofte

På Plejehjemmet Salem i Gentofte talte hun lidt senere på dagen til medarbejderne både på plejehjemmet og på Hvide og Gule Hus om, hvordan de seneste år og fusionen af fonde har bragt dem tættere på Diakonissestiftelsen – fra at være en fjern kusine til at være nær familie.

”Jeg har nydt at være på Lyt & flyt-møder og se, hvordan I brænder for at omsætte faglighed i jeres arbejde med de ældre og med beboere og unge i Hvide og Gule Hus. Hver eneste af jer er med til at støtte de mennesker, I møder, i at mestre livet og på den måde leve op til vores vision om at skabe livskvalitet ved at styrke det enkelte menneske,” sagde hun.

Medarbejdere smiler til Anne Mette.

Medarbejderne i Gentofte sagde farvel med blomster og flag.

Reception i Søsterhjemmets Stuer

Tirsdag den 22. juni lagde Diakonissestiftelsens gamle stuer vægge til afskedsreception for op mod 100 samarbejdspartnere, ledere og bestyrelsesmedlemmer. Forstanderinde søster Merete Pelle Poulsen agerede toastmaster og lagde ud med at præsentere Anne Mette Fugleholm for en buket med ni blomster – en for hvert år på Diakonissestiftelsen.

”Blomsterne er forskellige, kræver forskellig pleje og holder nok ikke lige længe. Ligesom dine oplevelser og bedrifter har varieret gennem årene. Og den hvide rose i midten er fra mig,” sagde hun.

Søster Merete Pelle Poulsen taler.

Forstanderinden styrede deltagerne sikkert gennem receptionen - og holdt tidsplanen.

”Du har sprudlet af energi og virkelyst,” sagde bestyrelsesformand Mogens Madsen, der som den første overtog talerstolen.

Mogens Madsen taler.

Bestyrelsesformand Mogens Madsen takkede for indsatsen.

”Det er næsten dit barn, du afleverer – et barn på 158 år – men du virker tryg, selvom vi skifter fra en læge til en økonom. Da du blev ansat var det første gang, Diakonissestiftelsen fik en læge som øverste leder. En overlæge til en blødende økonomi. Du har sat dine aftryk, og du afleverer en topmoderne og professionel organisation, som samtidig har bevaret vores værdier. Og du har gjort det hele ved at være dig. For mig har det været et tillidsfuldt og respektfuldt samarbejde,” fastslog han.

Fælles fundament med Frederiksberg

Anne Mette Fugleholm smiler til Simon Aggesens tale.

Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen, takkede for samarbejdet.

Borgmester Simon Aggesen fortalte om en skulptur i Engum Kirke ved Vejle, der viser en mand og en kvinde med ryggen mod hinanden.

”På samme måde står Diakonissestiftelsen og Frederiksberg Kommune på samme fundament. Hver især ser vi kun 180 grader, men sammen når vi hele vejen rundt. Vi har ind imellem udfordret hinanden, men afsættet har været et fælles, stærkt værdisæt. Tusind tak fordi I og du har været med til at give 180 grader til Frederiksberg Kommune,” sagde Simon Aggesen.

Tre direktører tager over

Direktionen havde lavet en tretrinsraket med de to nye, fagdirektør Janne Elsborg og adm. direktør Anders Mørk Hansen, og til sidst finansdirektør Claus Pedersen, som har arbejdet side om side med Anne Mette Fugleholm i alle ni år.

Claus Pedersen taler.

Finansdirektør Claus Pedersens tale vakte latter hos tilhørerne.

”Dengang vi lige var blevet ansat, fortalte du mig, at tal ikke var din stærke side, så du var glad for at have mig ved din side – det sagde du faktisk. Nu kender du alt til KPI’er, ROI’er, risk and opps og sågar bridges. Det er ikke så ringe endda … for en læge,” sagde Claus Pedersen i en varm og venskabelig tone og sluttede af med et citat fra den afgående direktørs favorit-filosof, Peter Plys:

”Det man godt kan lide at gøre, gør man som regel godt.
Det har du gjort på Diakonissestiftelsen, og det ved jeg, at du også kommer til – både med dine fremtidige bestyrelsesposter og med dine mange planer med Kurt og familien.”

Giver roligt stafetten videre

Flere ledere delte minder, grin og en sang, før hovedpersonen selv takkede af.

Anne Mette Fugleholm smiler.

Anne Mette Fugleholm nød sang og taler. Foto: Mette Frid Darré.

”Jeg giver roligt stafetten videre,” sagde hun og takkede blandt andre bestyrelsesformanden for det gode samarbejde:

”Du har altid sagt, at hvis Plan A ikke duer, er der heldigvis 27 andre bogstaver i alfabetet.”

”Jeg vil stå på sidelinjen nu som den største fan og dele og like, alt hvad I gør. Nu får jeg mulighed for at bruge mere tid på bestyrelsesarbejde, og jeg har planlagt en lang række projekter af den type, man gemmer, til man engang får tid,” erklærede hun.

Anders Mørk Hansen og Anne Mette Fugleholm står sammen i Emmauskirken.

Den nye og den afgående administrerende direktør for Diakonissestiftelsen.

Fakta:

  • Anne Mette Fugleholm har været adm. direktør på Diakonissestiftelsen siden juni 2012.

  • Hun vil nu indtræde i indtil videre to betyrelser, arbejde med mentoring, cykle og skrive en bog.

  • Direktionen på Diakonissestiftelsen består fremover af adm. direktør Anders Mørk Hansen, finansdirektør Claus Pedersen og fagdirektør Janne Elsborg.

Se film med glimt fra afskedsreceptionerne (5:32 min.) Klik nederst til højre for større billede.

Læs mere om Anne Mette Fugleholm: