Film og debat: Dem der helbreder os

15. marts 2022

Filmfestivalen CPH:DOX er tilbage i Emmauskirken på Diakonissestiftelsen. I år med en nysgerrig og varm hyldest til sundhedsvidenskaben og de mennesker, der helbreder os.

En kvinde i en hvid kittel ser på en robot.

Fra filmen ‘Healers’ (2021). Pressefoto.

Af Thomas Wittrup // thwi@diakonissen.dk

Emmauskirken på Diakonissestiftelsen lægger igen i år lærred til en af filmfestivalen CPH:DOXs forestillinger. I år med et relevant emne for mange studerende, sundhedsfaglige ansatte og erhvervslejere på Diakonissestiftelsen; den helbredende praksis.

Marie-Eve Hildbrands film ’Healers’ fra 2021 er i CPH:DOXs program beskrevet som ’… et varmt og empatisk billede af den helbredende praksis med et skarpt øje for menneskelivene bag.”

Filmen følger Marie-Eve Hildbrands egen lægefar i hans sidste tid inden pensionering. En rejse der kommer filosofisk rundt om helbredelsen som fænomen og møder med blandt andre tidligere patienter, tvivlende studerende og en lægerobot.

Vi ser altid mennesket

Jan Nilsson, som leder afdelingen for Kirke og diakoni på Diakonissestiftelsen, er begejstret for igen at kunne byde velkommen til festivalen:

”Jeg synes, det er helt oplagt, at Diakonissestiftelsen er vært for CPH:DOX-filmen ’Healers’, som kaster et nært blik på de menneskelige relationer mellem behandlere og patienter. Det er jo netop de medmenneskelige værdier, som er i højsæde her på stedet – ikke mindst blandt SOSU-elever og sygeplejerskestuderende og hos vores mange sundhedsprofessionelle medarbejdere på hospice, i hjemmeplejen, hos vores psykosociale tilbud og på plejehjemmene. Filmen handler om det værdige møde mellem mennesker, som er så væsentligt for os på Diakonissestiftelsen,” siger han.

Paneldebat

Filmen bliver efterfulgt af en paneldebat, hvor spørgsmål som: ’ Kan forholdet mellem læge og patient være med til at hele sygdomme?’ og ’Kan forventninger, sindsstemninger og omgivelser hos lægen påvirke patient og sygdomme?’ bliver taget under behandling og debatteret med filmen som udgangspunkt.

Panelet består af:

  • Post doc ved Interacting Minds Centre på AU Hanne Bess Boelsbjerg
  • Lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU Elisabeth Assing Hvidt
  • Lektor i medicinsk etik og sundhedsfilosofi på KU Jeanette Bresson Ladegaard Knox
  • Læge Nasteha Abdullahi Mohamed.

Anna Grynnerup, som er co-founder af Læger Formidler, er moderator ved paneldebatten.

Tid og sted

Torsdag den 31. marts 2022, kl. 19:30

Emmauskirken
Peter Bangs Vej 3C
2000 Frederiksberg

Det praktiske

Filmen varer 80 min.

Sprog: Fransk med engelske undertekster.

Billetter

Du kan læse mere om film og debat og købe billet til hele arrangementet via dette link til CPH:DOX.

DiaKino

Det er ikke første gang, at Emmauskirken er rammen om store filmoplevelser. Diakonissestiftelsens egen filmklub DiaKino viser regelmæssigt film på kirkens store lærred.