Genbrug og grin: Størst af alt er hyggen

Frivillige i Loppeshoppen hygger sig på arbejde. Her er der fællesskab, hjerterum og et job, der giver mening.

Det donerede tøj sammensætter og styler frivillige Maj-Britt Maltby hver tirsdag. Foto: Søren Svendsen.

Af Maja Ravn, studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

En fure kommer til syne mellem øjenbrynene på Maj-Britt Maltby. Hun står alene med en stilethæl i hånden. Det er tirsdag eftermiddag. Hælen tårner sig op på mindst 10 centimeter. Sort og fløjlsblød, næsten helt ny.

"Hvor er den anden?", mumler hun.

Dér står hun, Maj-Britt Maltby, i perfekt kontrapost, som en forundret statue. Den ensomme sko balancer på den højre håndflade. Pludselig bruser en bølge af bevægelse igennem den søgende krop.

"Dér var den!" Hun bryder ud i en lettet latter, og fortæller sin kollega ved disken om skoen.

Den savnede stilet gemte sig bag et par vinterstøvler. Hun stiller nænsomt den kække stiletduo på plads på skohylden, og tilslutter sig sin kollega bag kassen. Maj-Britt Maltby er en del af den gruppe frivillige, der styrer Diakonissestiftelsens genbrugsbutik Loppeshoppen på Frederiksberg.

Over 40 år med frivillighed
Selv omgivet af sjap ligner Diakonissestiftelsen en borg, som den står i al sin vælde på Peter Bangs Vej. Her har Diakonissestiftelsens huseret siden 1876, hvor den kristne organisation rykkede ind.

Diakonissestiftelsen leverer velfærd i mange former, bl.a. børnehave, hjemmehjælp, og hospice.
Langt mindre prangende er stiftelsens lille træhus på hjørnet af Søndre Fasanvej. Med blåmalede brædder og hvide kanter ligner Loppeshoppen et klubhus. Det er over 40 år siden, at de frivillige åbnede døren til Loppeshoppen, en af landets ældste genbrugsbutikker, for første gang. Overskuddet går til stiftelsens sociale arbejde.

Kunderne i Loppeshoppen kan, samtidig med at de støtter Diakonissestiftelsens sociale arbejde, få en snak om løst og fast med Loppeshoppens frivillige - her Maj-Britt Maltby. Foto: Søren Svendsen.

 

 

Fakta

  • Diakonissestiftelsens genbrugsbutik Loppeshoppen på hjørnet af Søndre Fasanvej og Peter Bangs Vej åbnede i 1975 og er dermed en af Danmarks ældste butikker med salg af genbrugstøj.

  • Den består faktisk af to butikker. Hjørnebutikken med dametøj og kælderbutikken med herretøj, bøger og inventar.
  • Her kan du finde mere information om Loppeshoppen-butikkerne og muligheden for at blive frivillig.

  • Eller følge de to butikker på de sociale medier:

 

"Man er her ikke, for at tjene til huslejen"
Her dufter af menneske. Den umiskendelige varme duft, som sætter sig i tøj, der har levet på et menneske. Nu lever tøjet på plastikbøjler, indtil det kommer med sin næste ejer hjem.

En summen af stemmer og grin fra personalerummet blander sig med bøjlernes metalliske slag mod stativerne. Den lille gruppe frivillige medarbejdere bærer ikke navneskilt, men er nemme at kende. Altid smilende. I Loppeshoppen regerer de frivillige, og det er tydeligt, at de føler sig hjemme. Intet er tilfældigt i den lille butik. Tøjet er omhyggeligt inddelt i kategori og farveorden. Hver enkelt stykke tøj er udstyret med et håndskrevet prisskilt. Den slags sirlige skråskrift, som hører den gamle skole til.

Ud fra personalerummet suser Maj-Britt Maltby med favnen fuld af tøj. En vamset, rød uldtrøje og en ternet nederdel. Hun skal lave nye vinduesopsætninger i butikken og trækker hjemmevant en gine til sig.

"Man vil ud og snakke med andre, når man går på pension. Her møder man alle mulige, får nye bekendte – høj som lav. Det er hyggeligt at være frivillig, man er her ikke for at tjene til huslejen," fortæller Maj-Britt Maltby begejstret om at være frivillig i butikken, mens hun klæder ginen på.

Et godt formål
Diakonissestiftelsen har i alt over 250 frivillige, cirka 15 arbejder i Loppeshoppen. Alle kan ansøge om at blive frivillig i butikken.

"Typisk har man været på arbejdsmarkedet i 40 år, og pludselig bestemmer man selv farten," forklarer Maj-Britt Maltby.

Loppeshoppens overskud støtter sociale projekter som GIVRUM, et kreativt værksted, der er åbent for alle. Også mentorordninger, demensgudstjenester, åbent hus til juleaften og meget mere.

"Det er hyggeligt, og det støtter et godt formål. Derfor er det så dejligt at gå på arbejde," siger Maj-Britt Maltby med et smil.

Altid plads til hygge
I personalerummet sidder en gruppe kvinder og syer. Kaffekopperne damper. Symaskinens rytmiske banken overdøver ikke snakken, der går om den forrige fredags personalefest. Der var varm mad, og de flotte kjoler blev hevet ud af skabet.

"Vi frivillige bliver behandlet så godt," siger Maj-Britt Maltby.

Hun er færdig med ét vindue. Et stilleben af tasker og tøj. Den røde uldtrøje smyger sig om ginens krop. En anden frivillig komplimenterer vinduet i forbifarten. Maj-Britt Maltby smiler, og rykker resolut videre til næste vindue.