Vil du give en hånd til jul på Diakonissestiftelsen?

30. november 2017

Ingen skal sidde alene til jul. Derfor afholder Diakonissestiftelsens forstanderinde hvert år juleaften sammen med frivillige kræfter og ca. 50 mennesker, der finder fælles juleglæde.

Foto:Colourbox

Der var engang, da diakonisserne boede på Diakonissestiftelsen og derfor naturligvis holdt jul sammen. De samledes i Søsterhjemmet, når de havde afsluttet dagens arbejde på hospital, alderdomshjem, børneasyl eller ude i menighedsplejerne.

I dag bor diakonisserne og diakonerne ikke på Diakonissestiftelsen, men nogle har stadig brug for at være sammen med andre juleaften.

”Med tiden har vi inviteret nye grupper med til jul. For mig er det vigtigt, at Diakonissestiftelsen er åben i højtiderne, og jeg synes, det er flot, at vi kan klare det med frivillig hjælp,” siger forstanderinde for Diakonissestiftelsen søster Merete Pelle Poulsen, der er vært juleaften.

Så familiært som muligt
Juleaften på Diakonissestiftelsen starter med julegudstjeneste kl. 16 og bagefter samles gæsterne i Søsterhjemmets stuer, hvor der er gammeldags julemiddag med det hele. En af diakonerne er uddannet kok. Han sørger for at færdiggøre maden, som de ansatte i køkkenet har forberedt, og steger flæskestegene. De frivillige giver en hånd med, blandt andet som værter ved bordene, hvor de sikrer, at alle gæsterne er vel tilpas.

”Vi gør det så familiært som overhovedet muligt. Det er ikke altid nemt, fordi der om et bord kan sidde otte personer, som for det første ikke kender hinanden, og for det andet kan der være nogen, som har mistet en kær i årets løb eller har anden sorg. Men ved fælles hjælp plejer snakken at flyde godt, og det skal nok blive sjovt,” fortæller søster Merete Pelle Poulsen.

Efter middagen samles gæsterne omkring juletræet, hvor en af diakonerne og hendes ægtefælle i år sørger for musikalsk underholdning på flygel og violin. Når selskabet har danset rundt om juletræet og gennem Søsterhjemmets stuer, serveres kaffe, godter og frugt. Aftenen slutter kl. 22, hvor der er en julegave til alle gæsterne.

Brændende hjerte for at hjælpe
En af de frivillige er Pernille Rosengård Madsen, der for tredje år i træk skal fejre jul på Diakonissestiftelsen.

”Jeg synes, det er et meget meningsfuldt, socialt fællesskab, hvor folk kan komme, som de er og holde jul på gammeldags manér. Mange har ikke nogen at holde jul med, og jeg kan godt lide at være med til at værne om dem, der har brug for det,” siger Pernille Rosengård Madsen.

Hendes egen familie har bakket op om hendes beslutning, og hendes far donerer juletræet.

”De ved godt, at jeg har et brændende hjerte for at hjælpe andre, og at juleræset ikke lige er mit behov. Der er jo så mange andre lejligheder til at være sammen i julen,” konstaterer Pernille Rosengård Madsen.

Læs også:

Fakta:

  • Der er som regel mellem 40 og 60 deltagere til juleaften på Diakonnissestiftelsen.

  • Der er masser af opgaver til de frivillige juleaften, og vil du være med, kan du melde dig til søster Merete Pelle Poulsen på smpp@diakonissen.dk.

  • Billetter til juleaften koster 300 kr. og kan købes i Diakonissestiftelsens reception, Peter Bangs Vej 5B. De frivillige skal også købe billet.

Det store juletræ rækker helt op til loftet og er i år doneret af faren til en af de frivillige. Der er dans om træet og rundt i Søsterhjemmets stuer.