”Vi vil se elefanten!”

4. juni 2018

Fire beboere og fire medarbejdere fra Søster Sophies Minde har været på tur til Zoo. Ud af huset-oplevelsen vakte minder fra både safari-ferier og tidligere besøg blandt vilddyrene på Frederiksberg.

Fire beboere og fire medarbejdere er netop ankommet til Zoo.

Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

Det er ikke en rigtig tur i Zoo, hvis ikke man har set elefanterne. Det kan Sophie og Kirsten godt blive enige om. De bor begge på plejehjemmet Søster Sophies Minde og er tirsdag den 29. maj på udflugt sammen med deres naboer Palle og søster Erna samt de fire medarbejdere Annette, Hanne, Ina og Randi fra plejehjemmet. Palle synes, det vigtigste er at se en sekretærfugl med sjove stritfjer, som han har oplevet 10 år tidligere, og søster Erna har sin sælskindstaske med og bliver enig med personalet om, at det kunne være sjovt at se levende sæler.

Af sted det går med Søster Sophies Minde i baggrunden.

Det er godt varmt, hvad enten man sidder i kørestolen og er helt spændt eller går og skubber bag på. Løverne hviler sig også i skyggen, og er lidt svære at få øje på. Mens isbjørnen nyder det kølende vand og svømmer flere gange forbi den imponerende undervandstunnel til stor begejstring for tilskuerne.

Det er ret fantastisk at være i tunnellen midt i isbjørnens bassin.

Efter en længere omvej rundt om byggepladsen til det kommende panda-område troner elefanthuset omsider foran flokken, der aser op ad bakken. Og anstrengelserne bliver belønnet, da den store hanelefant poserer lige foran den glade delegation, og en elefantunge kommer også helt tæt på.

"Se, elefanten står lige der mellem søjlerne," siger Annette til Sophie.

Der er ikke lang afstand til de imponerende dyr.

Sekretærfuglen har desværre forladt Zoo, men sælerne svømmer rapt af sted som torpedoer i vandet. Og da frokosten dukker frem af de medbragte poser og kan nydes i skyggen, er alle godt tilpas.

Frokost i skyggen gør godt.

Fakta

  • Søster Sophies Minde er Diakonissestiftelsens plejehjem i hjertet af Frederiksberg.

  • Plejehjemmet har 31 beboere. Der er 12 to-værelses og 19 et-værelses lejligheder. På etagerne over plejeafdelingen ligger 40 ældreboliger og to aflastningspladser.

  • Der er et væld af aktiviteter for beboerne hver måned, hvoraf mange er mulige på grund af de engagerede frivillige, der giver en hånd.

  • Diakonissestiftelsen er en by i byen, der favner hele livet – fra vuggestue til hospice. Der er boliger til studerende, til seniorer, til ældre og til psykisk sårbare. Diakonissestiftelsen lægger hus til mennesker i udsatte situationer og bygger boliger til nye fællesskaber.

Tema om Fællesskab: