Empowerment er et nydansk udtryk for at give handlekraft. Og det er vigtigt gennem hele livet. Vi har spurgt medarbejderne, hvordan de gør mennesker i stand til at tage ansvar for eget liv og situation - lige fra de små børn til de ældre.
Af Thomas Wittrup, Karen Grønkjær Kjeldsen og Mette Frid Darré // kommunikation@diakonissen.dk
Pædagogmedhjælper Milla Henriksen, Børnehuset Marthagården:
”Vores opgave er at forberede børnene til at begå sig ude i verden. Det gør vi på flere måder hver dag, hele dagen. Vi bruger f.eks. meget energi og tid på, at børnene selv tager deres tøj på, når de skal ud på legepladsen. Nogle gange kunne det sikkert gå hurtigere, hvis vi gjorde tingene for dem. Men det er en vigtig og prioriteret opgave at hjælpe børnene med at hjælpe sig selv. Det er en fornuftig investering, for det giver børnene en god følelse af at ’kunne selv’. Det giver dem mulighed for at gøre ting, som de gerne vil. F.eks. er det jo dejligt at kunne tage sine egne sko på, når man gerne vil hurtigt på legepladsen og i gang med at lege.
Vi er her i forældrenes sted. Det er ofte os, som har tiden til at arbejde med børnenes kompetencer. Vi er med til at gøre børnene klar til skole. Ikke kun i forhold til de praktiske ting med f.eks. at tage tøj på, men også i forhold til deres sociale evner. De lærer at forholde sig til andre mennesker i børnehaven. Vi vil gerne lære dem gode vaner med at kunne vente på deres tur og ikke tale i munden på hinanden. Det er færdigheder, som kommer dem til gode, når de forlader børnehaveverdenen.”
Uddannelsesleder Louise Elmgaard Thiem, Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelse:
”Hele tanken bag SOSU-uddannelserne er, at de er bygget op om udviklingen af både elevernes erhvervsfaglige og personlige kompetencer. Det er enormt vigtigt, at man er i stand til at balancere mellem de tre p’er; det professionelle, det personlige og det private, når man som assistent eller hjælper arbejder i en relation til en borger. Man skal have styr på sin faglige platform og være i stand til at bruge sin personlighed uden at blive privat.
Grænserne mellem de tre p’er er meget individuelle og kan være svære at læse sig til for den enkelte elev. Derfor bruger vi samarbejdende fællesskaber, hvor man kan øve sig i at udnytte sin personlighed uden nødvendigvis at give for meget af sig selv i relationen til borgeren. Vi bruger forskellige pædagogiske værktøjer som case-studier, rollespil og simulationsspil til at træne, samtidig med at eleverne naturligvis også høster erfaringer i deres praktikforløb. Det er vigtige redskaber, som giver eleverne et trygt rum til at lære sig selv at kende og derved oparbejde den robusthed, som er nødvendig i deres branche.”
Social- og sundhedshjælper Beata Maria Hansen, Diakonissestiftelsens Hjemmepleje:
”Kan de noget selv, skal de gøre det. Borgerne har selvfølgelig selvbestemmelse, men som sundhedspersonale hjælper vi dem i retning af sundhedsfremmende beslutninger. Jeg prøver for eksempel at motivere mine borgere til at bevæge sig eller komme ud på dagcentret. Det kan være, at jeg opfordrer dem til at tage en klud, så vi kan snakke sammen, mens jeg gør rent, eller vi griner og snakker over gryderne, når jeg laver mad, og de hjælper til.
En af mine borgere er lige begyndt at komme på dagcenteret, hvor han får træning og selskab. Det krævede megen overtalelse, fordi han har prøvet det før uden succes. Jeg sagde til ham, ’du er sådan et selskabeligt menneske, du kan dele ud af din store viden – og fortælle om dengang, du mødte dronningen’. Så jeg tror, jeg fik trykket på de rette knapper, og han er så glad for det nu. Det gælder om at finde ind til, hvad der motiverer det enkelte menneske.”
Social- og sundhedsassistent Helle Rosenquist, plejehjemmet Søster Sophies Minde:
”Når de helt basale behov er dækket, såsom ernæring, søvn og bevægelse, er man i stand til at tage stilling til sine ønsker og drømme. Det kan godt være, at man ikke kan bestemme, hvad der er på menuen, men så kan jeg spørge, ’har du lyst til at komme ned i spisestuen lidt tidligere? Hvor vil du gerne sidde? Og er der noget særligt, du gerne vil have indkøbt som tilbehør?’ Vi har en frivillig, som køber ind for beboerne, og nogle dage kan det lige være det ekstra, som giver følelsen af tilfredshed og selvbestemmelse.
Vi lærer, hvad beboerne godt kan lide. Det er vigtigt for os at vide, når hukommelsen bliver svækket med alderen, at en person måske elsker appelsiner og ikke bryder sig om ost. Så kan vi hjælpe med at huske, så de stadig har oplevelsen af at vælge. De har sat nogle spor, som viser, hvem de er.”
Fysioterapeut Hanne Oest Jacobsen, Diakonissestiftelsens Hospice:
”Hos os kan patienterne være overvældede af fysiske symptomer som åndenød, træthed, smerter og funktionstab. Hele deres korthus er brudt sammen, og de oplever, at de ikke er den samme som før. De er ofte angste for, hvad der vil ske. Når de kommer på hospice oplever de tryghed ved, at vi tager ansvar for dem og lindrer deres symptomer.”
Selvom personalet tager ansvar for patienterne, lærer de dem også at kunne mestre livet, mens de er på Hospice, og hvis de skal vende hjem igen.
”Vi lærer dem at mestre egen situation og symptomer. Som fysioterapeuter guider vi dem til, hvad de skal gøre, når de er alene og f.eks. får et åndenødsanfald. Vi fortæller dem, hvad der fysiologisk sker, når de får et anfald. Vi viser dem bl.a. vejrtrækningsøvelser, og hvor de kan lægge hænderne på kroppen for at slappe af. De lærer sig selv at kende på ny med de udfordringer, de har, og lærer at agere i situationer alene og at håndtere angsten.” fortæller Hanne Oest Jacobsen.
