Hvad enten vi møder små børn eller ældre borgere, ser vi det enkelte menneske med egne ressourcer og behov. I bund og grund, er det, hvad vi alle ønsker; at blive mødt som vi er, ikke sat i kasser efter diagnoser eller ydelser.
Rikke Munch, Mette Lindhardt, Marija Krogh Hjertholm og Anne-Katrine Rønn Mathiassen. Fotos: Mette Frid Darré og Thomas Wittrup.
Af Kommunikation // kommunikation@diakonissen.dk
Selvom jeg kun har været her i 23 dage, så føler jeg mig allerede hjemme
Rikke Munch er nyansat leder i Børnehuset Marthagården. Hun er med nærvær, tillid og en god portion nysgerrighed ved at lære husets 25 ansatte, godt 100 børn og deres forældre at kende. Hendes opskrift på ’at se mennesket’ er individuelle samtaler, hvor hun kortlægger kompetencer, og hvad den enkelte brænder for.
”Når jeg taler med en ansat, er jeg interesseret i at finde ud af, hvor hans eller hendes kompetencer ligger, og hvad de synes, er super fedt at arbejde med. Én pædagog er eksempelvis meget interesseret i naturen, og en anden brænder for metoden ’dialogisk læsning’. Her lytter jeg og finder ud af, hvordan jeg kan støtte dem i at udvikle sig. Jeg er heldigvis kommet til en personalegruppe, der rigtig gerne vil lære og udvikle sig, og de er utroligt åbne. De kommer til mig og spørger om råd og vejledning, og på den måde føler jeg mig også set. Når jeg har tilfredse, veludviklede medarbejdere, så smitter det af på børnenes trivsel.”
"Jeg føler mig også set af mine nye kolleger på Diakonissestiftelsen. Selvom jeg kun har været her i 23 dage, så føler jeg mig allerede hjemme.”
Livshistorier er et enormt godt redskab til at nå mennesker, der har lidt eller intet sprog
Mette Lindhardt er social- og sundhedshjælper på Plejehjemmet Salem. For hende er samtale og kreativ udfoldelse den bedste måde at møde beboerne på.
”Det er enormt vigtigt for mig, at jeg ser menneskets behov, selvom han eller hun ikke selv kan udtrykke det. Jeg bruger rigtigt meget den pædagogiske metode ’livshistorier’, når jeg taler med beboerne. Det er et enormt godt redskab til at nå mennesker, der har lidt eller intet sprog."
"Hvis en beboer altid har været vant til at læse sin avis til morgenkaffen, så er det morgenritual en vigtig del af hendes livshistorie. Det skaber tryghed at bevare avisabonnementet - også selvom hun kognitivt ikke er i stand til at læse.”
”Jeg bruger også kreativitet til at skabe nærvær og gode samtaler. Forleden foldede jeg origami-traner til vores troldegren i afdelingen. Det satte en samtale i gang med beboerne, og vi googlede, hvad traner spiser og så på billeder af fugle. Der er så mange gode ting at tale med beboerne om, og et emne leder hurtigt til et andet.”
Jeg er ude efter det ærlige møde med menneske
Marija Krogh Hjertholm er præst i Emmauskirken og en del af afdelingen for Kirke og diakoni. Hendes nysgerrighed hjælper hende, når hun gerne vil se det menneske, hun står foran.
”Jeg har en indbygget, spontan nysgerrighed over for mennesker, jeg møder. Jeg føler det hverken som en pligt eller en høflighed, når jeg spørger: ’Hvordan har du det?’ Jeg vil virkelig gerne vide det! Gerne gå i dybden i mine relationer til mennesker omkring mig. Det er ikke tilfredsstillende kun at kradse lidt i overfladen. Jeg er ude efter det ærlige møde med mennesker – hvad enten det handler om liv og død, eller hvilken kaffebar, der har den bedste espresso.
Selv føler jeg mig set, når mine kolleger på Diakonissestiftelsen er opmærksomme på mine uudtrykte behov. Når nogen omkring mig har overskud til at se mere end det, som bliver sagt og gjort. Så føler jeg mig set som hele mig. Jeg vil helst gå på arbejde som et helt menneske – at være præst er for mig ikke en rolle, jeg påtager mig, men at være autentisk til stede som den, jeg er i mødet med andre. Omvendt er det lige så vigtigt, at andre kan være dem, de er.”
Jeg forsøger at være tilgængelig for mine studerende
Anne-Katrine Rønn Mathiassen er adjunkt på Diakonissestiftelsens sygeplejerskeuddannelse. Hun sætter pris på den tætte – men uformelle – kontakt til de studerende.
”Uddannelsescentret er et lille sted med få studerende og undervisere. Vi følger de studerende tæt og kommer til at kende dem ret godt i løbet af deres uddannelse. Der er en uformel tone på stedet og et stort fokus på omsorg for den enkelte.
Jeg forsøger at være tilgængelig for mine studerende. De ved, hvor jeg har kontor, og min dør er altid åben for dem. Det er der heldigvis mange af dem, som benytter sig af. De kommer for at få sparring og hjælp med både det ene og det andet.
Personligt føler jeg mig også både set og hørt i mit job. Jeg har været på Diakonissestiftelsen i små to år og oplever at blive anerkendt for det netværk og de kompetencer, jeg har bragt med mig fra tidligere jobs – det betyder meget for mig.”
