Vaccinernes indtog på plejehjemmene er første varsel om, at en mere normal hverdag er på vej tilbage. Der er et stykke vej endnu, men især udsigten til samvær med børnebørn og venner vækker glæde på Diakonissestiftelsens to plejehjem i Gentofte og på Frederiksberg.
Ilse Milwertz var blandt de første beboere på Søster Sophies Minde til at modtage Covid-vaccinen. Foto: Hanne Munkholm.
Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
Vi glæder os i denne tid
for snart vi vinker til Covid.
Og fællesskabet kommer.
Mit barnebarn ved vinduet står
og vinker til mig så jeg får
en følelse af sommer.
”Først og fremmest bliver det vidunderligt, at familie og venner kan besøge mig. Jeg har kun boet på Søster Sophies Minde i corona-tiden, så de færreste har set, hvordan jeg bor,” siger Ilse Milwertz, der som en af de første beboere på plejehjemmet Søster Sophies Minde blev vaccineret i starten af det nye år.
Børn giver livsmod
Hendes datter, Cecilia Milwertz, supplerer:
”Inden Ilse flyttede på plejehjem, boede hun hos mig i fire år og så ofte sine oldebørn. Børn giver de mest fantastiske knus og masser af kærlighed, og jeg glæder mig til, at Ilse igen kan få besøg af Kaya, Sonja og Bjørn i sin bolig. Børn giver i den grad glæde og livsmod.”
Også på Plejehjemmet Salem i Gentofte fylder savnet af børnebørnene:
”Det, jeg glæder mig mest til, når restriktionerne lempes, er at kunne komme på legepladsen eller ud på græsplænen med mit barnebarn. Og så glæder jeg mig til ikke at skulle bekymre mig så meget om at blive smittet og ikke hele tiden at tænke på, om jeg har rørt ved noget og glemt at spritte hænder,” siger beboeren Robert Pedersen.
Robert Pedersen, der er beboer på Plejehjemmet Salem, glæder sig til ikke at bekymre sig så meget om at blive smittet. Foto: Maja Topsøe-Jensen.
En uendelig historie om smitterisiko
På begge plejehjemmene vil de fleste beboere og frontpersonalet samt personale med kritiske funktioner være blevet vaccineret to gange inden udgangen af januar, hvis de nuværende planer holder. Men der er undtagelser: Nogle beboere var i karantæne under vaccinationerne og nogle medarbejdere var ikke på arbejde. Desuden vil der løbende flytte nye beboere ind, som ikke er vaccineret endnu. Det betyder, at man ikke skal forvente, at alt bliver som før lige med det samme.
”Det er en ’uendelig historie’, at nogen vil være i risiko for smitte. Vi er meget spændte på udmeldingerne fra myndighederne om, hvordan vi skal håndtere det, og hvor meget vi kan lukke op,” siger teamleder Christina Hundebøll Bischoff fra Søster Sophies Minde, der husker vaccinationsdagen som en af de vigtigste i sit arbejdsliv.
Teamleder Christina Hundebøll Bischoff på vaccinationsdagen foran koordinationsrummet, hvor det store logistiske puslespil blev lagt. Foto: Hanne Munkholm.
Vaccinationsdagen var en eksamen
”Det føltes som en ufatteligt vigtig opgave at få planlagt alle detaljerne omkring logistik og hygiejne, så alle vaccinedoser kunne blive brugt, og ca. 70 personer kunne passere igennem de samme lokaler uden smitterisiko,” siger hun og fortsætter:
”Det var en fantastisk teamoplevelse. Alle kunne mærke, at det var en god og en glad dag. Vi havde en drejebog på otte sider, og alle kendte deres roller. Det hele skulle være på plads på meget kort tid, da vi fik vaccinationsdatoen, som var en søndag, med to dages varsel. Så folk kom ind på deres fridage og forlængede deres vagter. Alle spillede med. Det var som en eksamen, og så fedt at det hele lykkedes.”
Fællesskabet lokker
Selvom der går tid, før hverdagen på plejehjemmet bliver normal, vil selv de små opblødninger gøre store forskelle i hverdagen, vurderer Christina Hundebøll Bischoff:
”Det er de små ting, som gør, at dagen i dag skiller sig ud fra i går. At vi kan spille banko sammen i en større gruppe end fem, at vi kan sidde og hygge med ’litteratur og portvin’, at vi kan nyde, at vores beboer, John, spiller klaver for os i stuen. Lige nu er det hele opdelt, og beboerne savner selv at kunne vælge, hvem de vil være sammen med og at se deres venner fra andre afdelinger af plejehjemmet.”
”Personalet savner også at kunne være sammen med kollegerne på tværs af afdelinger. Det er alles trivsel, der er på spil, når det hele er opdelt,” konstaterer hun.
Beboerne er også indstillet på, at det tager tid, før det hele bliver som før coronaen:
”Når jeg får andet stik, vil jeg ikke opføre som en tåbe. Jeg vil stadigvæk udvise forsigtighed. Igennem hele pandemien har jeg bestræbt mig på at være så meget som muligt i min bolig – og jeg keder mig ikke. Jeg laver fluer og rammer,” fortæller Robert Pedersen fra Plejehjemmet Salem og fremviser stolt sine hjemmebundne fiskekroge med flotte, farvestrålende fjer, som han sætter op i hvide passepartout-rammer og hænger på sine vægge.
Også Ilses datter, Cecilia Milwertz, fortæller om glæden ved de små åbninger:
”Det har været ensomt, at jeg var den eneste pårørende, som kunne komme. Og samtidig har min mor slet ikke kunnet bevæge sig rundt på plejehjemmet eller oplevet det dejlige fællesskab mellem beboerne. Jeg glæder mig til at kunne være med til arrangementer på Søster Sophies Minde og til at lære de mennesker, som Ilse bor sammen med, at kende.”
Fakta:
|
Tema: En frisk begyndelse |
Mere om Søster Sophies Minde: |
Mere om Plejehjemmet Salem |