90-årige Hjørdis Harrekilde er genhuset i en aflastningsbolig på plejehjemmet Søster Sophies Minde. Hun hygger sig i sit midlertidige hjem, spiser og snakker med bebeboerne og får hjælp af Diakonissestiftelsens Hjemmepleje – præcis som derhjemme.
Hjørdis Harrekilde er glad for at bo i sit midlertidige hjem på Søster Sophies Minde. Det er især fællesskabet med de andre beboere på plejehjemmet, hun sætter pris på.
Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
”Jeg glæder mig til at komme hjem. Det er rart at være her, selvom jeg savner mine egne ting. Men der er allerede flere af beboerne, jeg holder af på plejehjemmet,” fortæller Hjørdis Harrekilde, der lyser op i et smil og kigger tænksomt frem for sig.
Hun læner sig roligt tilbage i den flaskegrønne sofa, og betragter lejligheden med spisebordet ved vinduet, der står i læ af den grafiske bregne på væggen.
Forsikringsselskab genhuser Hjørdis
Den lyse og moderne lejlighed med tekøkken, stue, toilet og soveværelse giver ikke ved første øjekast indtrykket af, at her bor en kvinde, der har rundet 90 år. Men hun bor her også kun midlertidigt. Hjørdis Harrekildes drømmelejlighed gennem 48 år på Grundtvigsvej gennemgår en større renovering på grund af en vandskade på badeværelset. Derfor har hun boet i aflastningslejligheden på plejehjemmet Søster Sophies Minde siden begyndelsen af august. Forsikringsselskabet betaler for, at hun bliver genhuset tæt på sit hjem med mulighed for at deltage i fællesskaber. Diakonissestiftelsens Hjemmepleje sørger for at give hende trygge rammer og den samme hjælp som derhjemme. Skulle hun blive utryg i de nye omgivelser, kan hun benytte en kaldealarm til plejehjemmets personale.
”Det er den samme, søde hjælper, der kommer om morgenen, som jeg har derhjemme. Hun går meget op i miljøet og hjælper mig med at sortere mit affald.”
Fakta
|
Masser af musik
Det grønne spisebord er i dag dækket til to. Med tallerkener, glas og foldede servietter under bestikket. Hjørdis Harrekilde venter besøg af sin lillebror. Maden har hun valgt at hente på sin rollator fra Søster Sophies Mindes dagligstue.
”Jeg blev noget overrasket, da jeg ikke døde som 90-årig, for det havde jeg forventet,” klukker hun, men har vist slet ikke tid til at dø.
For selvom Hjørdis Harrekilde har en høj alder, er hun stadig aktiv: går ture, inviterer veninder på La Glace og læser i øjeblikket en bog af Knud Hamsun. Men den største passion har altid været musikken, der har løbet som en rød tråd gennem hendes liv.
Hun er uddannet på konservatoriet i orgel og har sunget i Kay Abrahamsens rejsende operetteteater i 1960’erne:
”Jeg har sunget tre operetter på tournéer: Dollarprinsessen, Farinelli og Czardasfyrstinden, men jeg passede ikke så godt til livet på landevejen. Jeg var lykkelig, da det sluttede efter 60 dage.”
I mange år har hun gået til undervisning hos organist Hans Ole Thers i Helligåndskirken, der ifølge Hjørdis Harrekilde er en ”formidabel organist og improvisator.” Undervisningen er i øjeblikket sat på pause, da noderne står i den vandskadede lejlighed. Derfor passer det perfekt, at hun i stedet kan lytte til orglet i Emmauskirken på Diakonissestiftelsen.
Varme mennesker i hverdagen
På Søster Sophies Minde skrider dagligdagen frem med faste rutiner. Her spiser Hjørdis Harrekilde i dagligstuen med andre beboere fra ældreboligerne og plejehjemmet til frokost og aftensmad. Morgenmaden tager hun sig selv af i det lille tekøkken.
Hjørdis Harrekilde sætter stor pris på de nye bekendtskaber, som hun har mødt til måltiderne:
”Folk er så søde. Jeg er blevet gode venner med flere, fordi vi spiser sammen. Mange er kloge og følger med i, hvad der sker rundt omkring. Jeg lærer meget af at tale med dem.”
Ud over måltiderne deltager Hjørdis Harrekilde også i arrangementer på plejehjemmet. Hun har for nylig været til fællesspisning i dagligstuen, hvor plejehjemsforstanderen spillede harmonika og er ofte i haven og kigger på springvandet.
De seks uger i aflastningslejligheden er fløjet af sted, og efter et langt liv forsøger Hjørdis Harrekilde at tage tingene, som de kommer. Indtil videre ved hun, at hun skal tilbage til sin lejlighed i slutningen af oktober, og at hun kommer til at savne de nye venner på plejehjemmet.
Heldigvis ligger Grundtvigsvej ikke langt fra Søster Sophies Minde, så hun kan komme besøg, når hun er flyttet hjem igen.