I Louisegården er det lige så vigtig at registrere sine følelser som at skrive sit eget navn. Med undervisningssættet ”Hjernesmart” lærer børnene på Ørnestuen at få en forståelse for deres egne og kammeraters følelser. Det kan de bruge, når de senere skal ud i samfundet og omgås andre mennesker.
De lodne hånddukker, Øb og Bøv, skændes om en grøn og lilla bil. Børnene lytter interesseret og hjælper pædagog Berit Bertelsen med at løse konflikten.
Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
”Buuuu, han tog min bil. Han driller!” Pædagog Berit Bertelsen sidder med de lodne håndukker Øb og Bøv på hænderne i rundkredsen til samling på Ørnestuen. Øb og Bøv leger med hver sin bil, som de kører rundt på tæppet med næbbet. Den ellers fredfyldte leg afbrydes af Øb, der hurtigt nupper Bøvs bil. Bøv græder fortvivlet.
Caroline fra Ørnestuen råber fra rundkredsen: ”Kald på Berit!” Og de andre stemmer i: ”Ja, kald på en voksen!”
Berit Bertelsen træder aktivt ind i rollespillet og hjælper Øb og Bøv med at løse konflikten om legetøjet. Tøjdyrene taler med hende om hændelsen, og de krammer og bliver gode venner igen. Berit Bertelsen lægger dukkerne ned foran sig. Hun spørger nysgerrigt børnene i rundkredsen, hvad der skete, da Bøv blev ked af det. Loulou rækker hånden op og udbryder med den største selvfølgelighed: ”Han havde pirater i hjernen.”
Børnene på Ørnestuen mødes hver fredag og lærer at håndtere følelser. Sangelege, rollespil og vand med glimmer, hjælper dem til at tale om vrede, frustrationer og glæde.
Vi skal alle håndtere piraterne i hjernen
Hver uge snakker pædagogerne med børnene på Ørnestuen om følelser. Berit Bertelsen underviser efter sociolog Annette Prehns bog ’Hjernesmart pædagogik’. I bogen omsætter hun hjerneforskning til konkrete redskaber i form af rollespil og sange. Især den mandelformede amygdala i hjernen er vigtig i undervisningen. Den scanner konstant omgivelserne for farer, får hjertet til at hamre og presser vejrtræningen. Men den kan også være en god ven og en alarmklokke, der fortæller, at man skal tage hånd om et problem.
”Amygdala kan nogle gange blive kapret af en ”pirat”, der overtager andre af hjernens funktioner. Det kan f.eks. være, når et barn bliver frustreret over, at vinterstøvlen sidder urokkeligt fast på foden, eller en ven fra stuen driller. I situationerne skal børnene lære at sige goddag til piraten og takke amygdalaen for, at den fortæller, at de er frustrerede, vrede eller kede af det,” fortæller Berit Bertelsen og tilføjer:
”Når hjernen igen kan tænke klart, og piraterne er taget afsted, er man i en tilstand, hvor man igen kan modtage beskeder og er åben for læring.”
Amygdala-uret viser med farverne grøn, gul, rød og sort de forskellige følelsesniveauer.
Lyt til din amygdala
På stuen sidder børnene stadig roligt og opmærksomt. Små ben i lyserøde strømpebukser og varme sutsko peger ind mod gulvtæppets midte.
Berit Bertelsen tager valnøddeskaller frem én efter én. De illustrerer hjerner. Én lille vuggestuehjerne, én børnehavehjerne og én voksenhjerne. Amygdalaen, der er en mandel, er desværre blevet væk eller spist. Den må børnene tænke sig til.
”I hjernen sidder amygdalaen. Hvad gør den?,” spørger Berit Bertelsen ud i rundkredsen. Sophie rækker hånden op og siger: ”Den hjælper med at fortælle, at vi er sure” …”og vrede, kede af det, triste, og glade,” råber børnene hver især.
Det er netop evnen til at registrere følelser, som Berit Bertelsen ønsker, at børnene tager til sig, og som de kan bruge, når de skal ud i samfundet og omgås andre mennesker:
”Det er vigtigt, at børnene får en forståelse for, hvor de er i følelsesregisteret. At følelser føles forskelligt indeni. Nogle viser følelser ved at bokse løs, når de er vrede, og andre vender det indad. Det vigtigste er, at børnene lærer helt fra vuggestuen at registrere og se på andre, hvilke følelser de udtrykker, når de for eksempel leger.”
Børnene finder ofte valnøddeskaller på legepladsen, som Berit Bertelsen bruger som små hjernemodeller i sin undervisning.
Amygdala-ur og mudret vand med glimmer
I rundkredsen har Berit Bertelsen medbragt forskellige redskaber. Foruden valnøddeskallerne viser hun en vandflaske med tusindvis af glimmerstykker, der illustrerer hjernens tankemylder, og et amygdala-ur af pap viser følelsesniveauer. Børnene lyser op i rundkredsen. De kender godt uret og glimmervandflasken. Berit Bertelsen ryster flasken for at vise Bøvs vrede. Der farer kaskader af glimmer rundt i det grønne vand. Da hun holder den stille og venter, daler de små glimmerkorn roligt til bunds. Hun spørger børnene, hvad det betyder, at glimmeret nu ligger på bunden:
”Bøvs hjerne faldt til ro, fordi han kaldte på en voksen. Og det var dig, der var den voksne, Berit,” siger et af børnene på Ørnestuen. Og de andre børn svarer, da Berit spørger, hvad en rolig hjerne kan: ”Man kan huske ting, man kan tænke og finde ud af, hvad man ellers kan gøre i stedet for at blive sur,” supplerer børnene én efter én.
Berit Bertelsen har finder amygdala-uret frem, der med sine farver, grøn, gul, rød og sort, viser følelserne i hjernen. William peger på det røde felt, som Bøv var i, da han var vred og ked af det. Han flytter langsomt viseren ned på det grønne felt, da Berit Bertelsen spørger ham, hvor Bøv var, da han blev gode venner med Øb igen. Børnene er enige om, at da de to lodne bamser krammede, var piraterne forsvundet igen.
”Jeg håber, at børnene senere mentalt kan tage amygdala-uret frem og bruge det, trække vejret tre gange og tælle til 10, for eksempel når vinterstøvlen sidder fast.”
Berit Bertelsen genopfrisker øvelserne og underviser børnene hver fredag. Nogle af børnene bruger allerede øvelserne aktivt på legepladsen og udbryder: ”Åh, hvor har jeg mange pirater i hjernen i dag,” eller kommer i børnehave og konstaterer: ”Min far havde pirater i hjernen, men så sagde jeg bare: ”Træk vejret 10 gange, helt ned i maven! Så er piraterne væk igen.”
Pædagogerne og børnene slutter samlingen af med ”raketsangen”, der handler om, at amygdalaen i hjernen nogle gange eksploderer i følelser, præcis som en raket.
Fakta:
|
Tema om Livslang Læring: |
Læs mere: |