Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
”Jeg har tendens til gerne at ville gøre noget konkret, når jeg går ind i et rum, men det at sætte sig ned og turde være i rummet, er også sygepleje.”
Sådan fortæller Karen Astrid Merry. Hun sidder omgivet af kopiark, bogopslag og snacks sammen med sin bachelormakker, Elisabeth Vind Knudsen. De er begge studerende på Diakonissestiftelsens Professionsbachelor i Sygepleje og lægger netop sidste hånd på deres bacheloropgave, hvor de dykker ned i emnet palliativ pleje og smertelindring på hospice.
Under uddannelsen har de to kvinder lært om pleje af uhelbredeligt syge mennesker, og om at det kan være nødvendigt ikke at gøre noget aktivt, men blot være til stede. For en handlekraftig sygeplejerske kan det være svært at acceptere, og netop derfor har undervisningen hjulpet de studerende til at rumme stilheden og den tavse kommunikation med patienten.
”Der er alligevel en form for kommunikation, og der foregår en form for sygepleje, uden at man gør noget aktivt. Det kan være grænseoverskridende at rumme, at der ligger et menneske, som måske har ondt, eller at noget går dem på, uden at de kan udtrykke det,” siger Elisabeth Vind Knudsen, der har været i praktik på Diakonissestiftelsens Hospice.
Elisabeth Vind Knudsen og Karen Astrid Merry skriver bacheloropgave om sygeplejerskers oplevelser med smertelindring af patienter på hospice.
Mennesker i krise
Løbende gennem hele uddannelsen diskuterer de studerende eksistentielle spørgsmål, og hvordan de skal forholde sig til mennesker i krisesituationer. Charlotte Kragh underviser i palliation og sygepleje til mennesker, der er livstruende syge, og samtidig vejleder hun de to studerende i deres bacheloropgave. Hun mener, at det er vigtigt, at de færdiguddannede fra Diakonissestiftelsen er klædt godt på, når de møder uhelbredeligt syge i deres fremtidige arbejde.
”Når en patient er alvorligt syg og døende, så er det ikke noget, vi kan give en tablet eller behandling for, og de studerende lærer at rumme, at mennesker kan være i det lidelsesfelt.”
På fjerde semester har alle studerende faget ’Palliation – sygepleje til livstruende syge’. Her tager Charlotte Kragh i undervisningen udgangspunkt i selve ordet ’palliation’, der betyder lindring.
”Mange forbinder ordet ’palliation’ med, at man er på vej i graven. Men i palliativ indsats er pleje og omsorg lige til det sidste fokus på livskvalitet. Man kan leve som palliativ patient i mange år,” forklarer hun.
Undervisning vs. virkelighed
Begge studerende har gennem praktikker oplevet både hektiske hospitalsgange og rolige hospicestuer. Den store forskel på stederne er ifølge dem tiden.
”På hospitalerne slukker man mange ildebrande. Man skal behandle, og der er ikke fokus på, at det også er en slags behandling, at man sætter sig ned og taler med en pårørende, der har mange spørgsmål,” fortæller Elisabeth Vind Knudsen, der under sit praktiksemester på hospice var 14 dage i udvekslingspraktik på en hospitalsafdeling, og tilføjer:
”Jeg oplevede en 'forskrækkelse' for at tale om døden. Der var en palliativ patient på den afdeling, jeg var på. Her tilkaldte personalet et palliativt team, men der var ingen fra afdelingen, der selv satte sig ned og talte med patienten og hans kone. Det gjorde jeg, og de havde mange spørgsmål.”
Fakta
|
Læs også |
’Palliation – sygepleje til livstruende syge’ er et meget dialogbaseret fag. Her får de studerende også praktisk erfaring med ekskursion til Kræftens Bekæmpelse og besøg af en palliativ patient.
Godt klædt på
Når de to studerende til juni står med deres eksamensbevis, er de begge klædt godt på i forhold til at arbejde med livstruende syge og døende. Erfaringerne fra undervisningen, praktikken og bachelorprojektet har givet dem viden til deres fremtidige arbejdsliv:
”Vi kan bruge meget fra det palliative felt i andre områder, og det er ikke kun til døende. De værdier, som vi har lært, kan vi også tage med på andre afdelinger,” fastslår Elisabeth Vind Knudsen.