Sundhedshus i hjertet af Frederiksberg

23. januar 2020

Diakonissestiftelsen er en attraktiv adresse på Frederiksberg for virksomheder med sundhedsfagligt fokus. Her samarbejder de på tværs områder og nyder godt af Diakonissestiftelsens mange faciliteter. To af de nye lejere på adressen arbejder med tandregulering og plastikkirurgi.

Ejer Sornsiri Sae-Wang står i klinikken med Sarah Andersen, der er en af to klinikassistenter. Derudover har han planer om at ansætte endnu en specialtandlæge, samt to tandlæger og bøjletekniker, der kan producere tandbøjler på stedet. Foto: Mette Frid Darré.

Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

Diakonissestiftelsen tiltrækker mange forskellige virksomheder, der arbejder med sundhed og omsorg på mange forskellige områder. På 8.300m² kan man bl.a. modtage fysioterapi, få en synstest og en snak med psykologer. De mange virksomheders tilbud supplerer Diakonissestiftelsens egne faglige tilbud om palliation, pleje og omsorg. Det er Diakonissestiftelsens ambition, at sundhedscampussen fortsat vil vokse og byde nye erhvervslejere med vidt forskellige sundhedsfaglige specialer indenfor. To af de nye virksomheder, der er blomstret op på Diakonissestiftelsen er Tandregulering KBH og Ellitsgaard Plastikkirurgi.

Rumlig tandregulering
Klinikken på 300m² dufter af maling og nyt træ. Håndværkerne, der lægger en sidste hånd på lokalerne mod Den grønne sti, kigger op fra arbejdet og hilser. Her bor Tandregulering KBH. Ejer og ledende specialtandlæge Sornsiri Sae-Wang står i klinikken, der er adskilt af store glaspartier med frit udsyn til tandlægestolene. Klinikken tilbyder privat tandregulering i form af ’togskinner’ og bøjler samt diagnosticering. De kan også hjælpe, hvis en patient har brug for en ’second opinion’.

For Sornsiri Sae-Wang har det stor betydning, at den nye klink har god plads. Før lå virksomheden på Østerbrogade, og de måtte for mere end et år siden se i øjnene, at klinikken havde brug for flere behandlingslokaler.

”Vi havde brug for mere plads, så vi kan foretage flere behandlinger samtidig. På Diakonissestiftelsen har vi fundet de perfekte rammer, og vores patienter synes, at her er dejligt lyst og rumligt. Det har været en fornøjelse at komme hertil,” smiler Sornsiri Sae-Wang og vinker gennem vinduerne til kokkene på Diakonissestiftelsens Hospice.

Veronica Ellitsgaard arbejder tæt sammen med sin sygehjælper, en lægesekretær og en sygeplejerske, der hjælper hende med telefoner, operationer og rengøring. Foto: Mette Frid Darré.

Lille virksomhed i det store fællesskab
Et stenkast fra Tandregulering KBH bor Ellitsgaard Plastikkirurgi. På gangen bliver patienter mødt af gulvvaser med farvestrålende blomster.

”Det giver en rolig og rar stemning, når patienterne er utrygge inden en operation. De kommer ned i kroppen og sætter stor pris på de hyggelige omgivelser,” fortæller ejer og speciallæge i plastikkirurgi Verónica Ellitsgaard, der selv har pyntet gangen.

Hun er en af de få plastikkirurger, der udelukkende modtager patienter, der bliver visiteret til behandling gennem sygesikringen.  Hun opererer dagligt tunge øjenlåg, knuder, modermærkekræft og korrigerer ar.

Før lå klinikken i 10 år på Gammel Kongevej. Da huslejen gentagne gang steg, valgte hun at se sig om efter et nyt lokale. Her faldt hendes øjne på Diakonissestiftelsen, som hun har et særligt forhold til.

”Inden jeg blev plastikkirurg, blev jeg uddannet sygeplejerske fra Diakonissestiftelsen i 1979. Da jeg fandt lokalerne til Ellitsgaard Plastikkirurgi var det som at komme hjem,” erindrer hun.

På trods af at Diakonissestiftelsen lukkede sit hospital i midten af 1980’erne, har Verónica Ellitsgaard med sin klink ført kirurgien tilbage til de gamle bygninger. Hun lejer fem lokaler på 3. sal i det der tidligere var kirurgisk hospital. Netop på dette sted har hun arbejdet som aftenvagt på afdeling B1.

Sundhedssynergi
Det er ikke kun de lyse og rumlige omgivelser Sornsiri Sae-Wang og Verónica Ellitsgaard sætter pris på. De ser begge, at de på sigt kan arbejde sammen med de andre sundhedsfaglige lejere på tværs af deres virksomheder – både fagligt og socialt.

”Jeg vil gerne samarbejde med andre virksomheder om kompetenceløft i form af personaleudvikling med f.eks. kommunikationen mellem fagperson og patient,” fortæller Sornsiri Sae-Wang og fortsætter,

”Diakonissestiftelsen har rammerne til det. Her er de flotte stuer og kantinen, hvor det er nærliggende at lave fælles kurser.”

Verónica Ellitsgaard har allerede sat det sociale liv på dagsordenen, da hun manglede kolleger på sin gamle adresse:

”Dengang var jeg lidt ensom, da jeg var den eneste erhvervslejer. Nu har jeg naboer på gangen. Der er en psykiater, Dansk HøreCenter og en læge der forsker i kronisk træthed og komplikationer efter HPV vaccine. Jeg har allerede arrangeret sommerfest og julefrokost. Jeg er lidt af en selskabspapegøje,” griner Verónica Ellitsgaard.

Derudover har Verónica Ellitsgaard på den personlige side også nydt godt af de mange virksomheder:

”Der er altid nogle man kan spørge til råds. Jeg har været hos Øjenklinikken og hos ConnectFys, da jeg havde en skade i hoften efter et maratonløb i Sydafrika. Jeg har også hjulpet andre lejere med tunge øjenlåg og fjernet modermærker”.

Lige efter planen
Udviklingen af en sundhedscampus på Diakonissestiftelsen er ingen tilfældighed, men en meget bevidst strategi med en målsætning om fortsat at være det centrum for pleje og omsorg, som Diakonissestiftelsen har været i 157 år.

”I dag har vi en stor og velfungerende sundhedscampus, som vi konstant arbejder på at styrke og udvikle. Det er vigtigt for os at kunne give noget tilbage til borgerne på Frederiksberg. Vi vil gerne tilføje nye sundhedsfaglige profiler og er blandt andet i dialog med flere læger inden for almen praksis, som er interesseret i at flytte ind hos os. Vi håber også at kunne styrke de faglige og sociale fællesskaber og vil rette fokus mod synergier på tværs,” siger adm. direktør Anne Mette Fugleholm.

Der er ifølge direktøren ikke kun fokus på synergien mellem erhvervslejerne, men også mellem erhvervslejerne og Diakonissestiftelsens egne uddannelser og forskellige tilbud inden for pleje, palliation og psykiatri.

Fakta

  • Der er 58 sundhedsfaglige virksomheder fordelt på ca. 8.300m² i Diakonissestiftelsens Sundhedscenter.

  • Der er 15 andre virksomheder, fordelt på 4.200m²
    Der er desuden 119 boliger, fordelt på 8.100m²

  • Det er Diakonissestiftelsens ambition, at sundhedscampussen fortsat skal udvikles. På sigt vil Diakonissestiftelsen udleje til f.eks. praktiserende læger inden for almen praksis og andre sundhedsfaglige profiler.

  • Kontakt til Diakonissestiftelsens Udlejning kan ske via udlejning@diakonissen.dk eller på +45 38 38 42 70 (tirsdag og torsdag kl. 9.00-11.00)

  • Diakonissestiftelsen er en nonprofit-virksomhed med 157 års erfaring i at drage omsorg for mennesker. Vi lægger hus til mennesker i udsatte situationer og skaber rammer om nye fællesskaber.

  • Tandregulering KBH holder reception i anledning af indflytning den 24. januar 2020, kl. 13.00. Læs mere om klinikken her.

  • Læs mere om Ellitsgaard Plastikkirurgi her.

 

Mere om Diakonissestiftelsens Udlejning

Seneste artikler: