Studerende finder hjem på Diakonissestiftelsen

29. maj 2018

Studerende og elever på Diakonissestiftelsens UddannelsesCenter har mulighed for også at bo på stiftelsen og blive en del af det store fællesskab, som binder stedet sammen.

Allette Ngo Omam Sørensen både bor og studerer på Diakonissestiftelsen. Hun er glad for stedets historie.

Tekst og fotos af Thomas Wittrup // thwi@diakonissen.dk

”Det er nogle meget ærlige fællesskaber, som opstår, når man bor sammen, som vi gør. Vi ser hinanden med morgenhår og i badekåbe og kommer meget tæt på hinanden,” siger Peter Hansen.

Han bor et sted under taget på Diakonissestiftelsens store røde bygning på Peter Bangs Vej, hvor han studerer på sygeplejeuddannelsen. Han havde aldrig boet på kollegium, før han besluttede at flytte ind på Diakonissestiftelsen i 2017. En beslutning han er glad for:

”På studiet snakker vi meget om fag. På kollegiet snakker vi om alt muligt andet. F.eks. når vi laver mad sammen. Da snakker vi meget. Det kommer der gode relationer ud af. Nogle gange oven i købet venskaber,” fortæller han.

Peter Hansen er sygeplejestuderende på Diakonissestiftelsen. Han har ikke lyst til at bo andre steder, mens han studerer.

Allette Ngo Omam Sørensen er studerende på 3K-uddannelse. Hun har det seneste halve år boet på en anden af Diakonissestiftelsens kollegiegange sammen med godt en snes andre studerende.

”Jeg bor på kollegium, fordi jeg gerne vil andre mennesker. Vi spiser sammen, går i filmklubben DiaKino sammen og afholder torsdagscaféer. Det er et ekstra fællesskab, som rækker ud over mit studiefællesskab. Faktisk ud over Diakonissestiftelsen, fordi her også bor studerende fra andre institutioner – det giver en god dynamik,” siger hun.

Mere end bare en bolig
Peter Hansen oplevede på egen krop fordelene ved fællesskaberne på kollegiet, da han fik akutte komplikationer efter en operation i sit ene ben:

”Jeg stod i vores køkken, og pludselig var der blod over det hele, fordi mit operationssår var sprunget op. Men der gik kun et øjeblik, før der stod tre-fire af mine bofæller omkring mig. De tog sig af mit ben, gjorde rent, lavede min mad færdig og tilbød tilmed at købe ind for mig. Det var en af de situationer, hvor mit kollegieværelse ikke bare var en bolig, men et hjem,” fortæller han.

Diakonissestiftelsen er mere end blot uddannelsescenter og kollegie, hvilket Allette Ngo Omam Sørensen synes er spændende:

”Selvom jeg føler, at mit værelse er mit sted, så kan jeg godt mærke, at Diakonissestiftelsen også samtidig er en arbejdsplads. Der sker alt muligt i løbet af dagen, som jeg får indblik i ved at bo på stedet. Nogle gange, når her er stille om aftenen, kan jeg høre nogen øve sig på orglet i kirken. Så tænker jeg på stedets historie og på de sygeplejersker, som engang boede her, hvor jeg bor – endda to på det, der er mit værelse i dag,” siger hun.

Fordele og ulemper
Allette Ngo Omam Sørensen og Peter Hansen studerer på forskellige uddannelser og bor i hver deres kollegiefællesskab. Og bruger de forskellige fællesskaber forskelligt. Men de er enige om, at der ud over fællesskaberne er fordele og ulemper ved at bo på Diakonissen:

”Søndag morgen klokken otte er det ind imellem lidt ærgerligt at bo i øjenhøjde med kirkeklokkerne på Emmauskirken,” siger Peter Hansen med et smil.

”Jeg kommer til gengæld næsten aldrig for sent til timerne, når jeg bare skal ned ad trappen,” afslutter Allette Ngo Omam Sørensen.  

Fakta

  • Diakonissestiftelsen råder over cirka 70 kollegieboliger.

  • For at komme på venteliste til en kollegiebolig kan man skrive til udlejning@diakonissen.dk.

  • Studerende på Diakonissestiftelsens UddannelsesCenter har fortrinsret til boligerne.

  • Diakonissestiftelsen er ikke bare hjem for studerende. Vi har boliger til seniorer, til ældre og til psykisk sårbare. Vi lægger hus til mennesker i udsatte situationer og bygger boliger til nye fællesskaber.

  • 3K-uddannelsen er en professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation. Den tager fire år.

  • Sygepleje-uddannelsen er en professionsbachelor. Den tager tre et halvt år.

  • Udover professionsbachelor-uddannelserne tilbyder Diakonissestiftelsens UddannelsesCenter også SOSU-uddannelser på flere niveauer.

Tema om Fællesskab: