Fællesskaber styrker vores mentale trivsel. Her fortæller en række medarbejdere på Diakonissestiftelsen, hvilke fællesskaber, der er vigtige for dem.
Reif Mehmedovic, Diana Hansen, Jan Damstedt Nielsen og Mie Asholt. Fotos: Kommunikation.
Af Kommunikation // kommunikation@diakonissen.dk
Det er vigtigere at lære fællesskab end tal og bogstaver
Pædagog Mie Asholt fra Børnehuset Louisegården er vild med fællesskaber, både privat og professionelt:
”Jeg er vokset op som kollektiv-barn og er i dag med i et kollektiv omkring et feriehus i Sverige, så mine ferier går ud på at være del af et fællesskab. Jeg synes, det er en vigtig del af livet at finde ’alternative familier’ gennem fællesskaber, hvor vi finder noget at være sammen om.
På min arbejdsplads, Louisegården, er de kollegiale fællesskaber vigtige for mig. Børnene spejler sig i, når vi har det godt og sjovt sammen, og vi har god faglig sparring. Det er også vigtigt, at børnene selv bygger stærke fællesskaber.
Jeg er i storebørns-gruppen, hvor vi samler børn fra fire stuer det sidste år inden skolestart. Vi arbejder meget med at styrke deres relationer. For eksempel tager vi på koloni, hvor de får en fælles t-shirt, så de er en del af ’klubben’, de får fælles oplevelser, og alle kan se, at de har klaret at være afsted. Når de starter i skole, er det vigtigere, at de har lært at indgå i sociale relationer og fællesskaber, end at de kan skrive tal og bogstaver.”
Han har klaret alt muligt i 25 år
Altmuligmand Jan Damstedt Nielsen har 25 års jubilæum på Diakonissestiftelsens Hospice. Han har altså været med i fællesskabet, helt fra hospice startede op:
Jan Damstedt Nielsen kom tilbage fra sommerferie til balloner, serpentiner og små, søde sedler fra kollegerne rundt omkring i bygningen; fx på ismaskinen, hvor der stod, ”tak fordi du holder ismaskinen i gang”, og i skralderummet med ”tak fordi du tager skraldet”.
Altmuligmanden har en lille, sort bog, hvori hans kolleger på hospice skriver opgaver såsom elpærer, der skal skiftes, eller andet, der er i udu. Til sit jubilæum fik han yderligere en sort bog, men den var fyldt med hilsner og billeder fra kollegerne.
”Det er fantastisk at komme tilbage til sådan en velkomst,” lød det fra en rørt Jan Damstedt Nielsen.
”At jeg er blevet her så længe, skyldes, at jeg har fået en pæn behandling gennem årene. Og så er det rart at være en lille brik i et sted, der har stor betydning for mange mennesker.”
I fællesskaber kan man både give og modtage
Diana Hansen er underviser og studiestøttekoordinator på Diakonissestiftelsens Social- og Sundhedsuddannelser. Ude og hjemme søger hun fællesskaber, hvor hun kan både give og modtage:
”Fællesskaber kan give én et sted at høre til eller et særligt indhold i livet. Men det er samtidig en mulighed for at kunne give noget tilbage. Det går begge veje, synes jeg.
I mit job på Diakonissestiftelsen indgår jeg i både sociale og faglige fællesskaber med elever og kolleger. Her er der mulighed for at finde ligesindede i nørdede interessefællesskaber omkring bestemte emner, men også sociale fællesskaber, hvor man kan samles om andre interesser end de faglige.
Når jeg har fri bruger jeg en del tid som FDF-leder på Nørrebro. Vi forsøger at skabe fællesskaber som er ikke-præstationsfokuserede. Børnene skal som udgangspunkt ikke vinde noget, når de er til FDF – de skal være børn, som skaber oplevelser og relationer med andre børn. Det, synes jeg, er vigtigt.”
Fællesskaber ved rengøringsvognen
Reif Mehmedovic er rengøringsassistent på Diakonissestiftelsen. Han finder sine fællesskaber blandt kolleger, venner i Danmark og familien, der er bosiddende over hele verden:
”Jeg har arbejdet på Diakonissestiftelsen i godt 10 år. Jeg går alene rundt med min vogn og vasker gulve, så det kan måske virke ensomt. Men når jeg møder beboere og kolleger, så hilsner vi på hinanden og spørger om, hvordan det går, så jeg føler mig som en del af fællesskabet på Diakonissestiftelsen.”
"Jeg kom til Danmark som flygtning fra Bosnien for 23 år siden, og jeg er den eneste fra min familie, der bor i Danmark, størstedelen bor i lande uden for Bosnien. Mine tanter, niecer, søster og fætter bor i henholdsvis USA, Tyskland og Schweiz. Det er kun min lillebror og forældre, der bor Tulza i Bosnien-Hercegovina nord for Sarajevo. Dem ser jeg hver sommer.”
”Selvom min familie er meget spredt, føler jeg alligevel, at vi har et fællesskab. Vi holder kontakten og skriver tit sammen på Messenger. I Danmark har jeg også et par bosniske venner, men jeg har endnu flere danske venner. Over sommeren har vi været meget på stranden, og vi har også tidligere været på mange fisketure ved Klampenborg. Her fangede vi torsk og engang imellem ål, som vi bagefter tilberedte og spiste sammen.”
