SOSU-elever er glade for kristne værdier

4. september 2018

En undersøgelse blandt de nystartede elever på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser viser, at de fleste er glade for stedets kristne værdier. Også hvis de selv har en anden kulturel baggrund. ”Det betyder meget, at der er en lang historie og et stærkt sammenhold,” siger SOSU-elev Elmira Saciri.

Elmira Saciri (t.v.) og Narjes Karim har begge muslimsk baggrund, men er glade for at komme i Emmauskirken og tage del i fællesskabet med elever og studerende. Foto: Karen Grønkjær.

Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

Mens medierne bugner af historier om, at flere skal vælge erhvervsskolerne, har 94 elever netop påbegyndt deres SOSU-karriere på UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen. I en intern undersøgelse om deres valg af uddannelsessted svarer 65 pct., at de tog netop Diakonissestiftelsen pga. stedets gode omdømme. Flere nævner, at det er en lille skole med stærke fællesskaber og nære relationer.

”For mig betød det meget, at skolen har en historie og et stærkt sammenhold. For eksempel mødes vi på tværs af uddannelser hver tirsdag og synger morgensang i Emmauskirken,” fortæller Elmira Saciri, der er elev på grundforløb 2.

”Vi er jo alle bare mennesker”
Hun vil gerne uddanne sig til SOSU-assistent for senere at læse videre til sygeplejerske. Hun er muslim og synes, det er fint, at Diakonissestiftelsen har kristne værdier, og at flere arrangementer foregår i kirken. Og det er hun ikke ene om. I undersøgelsen siger 40 pct., at det folkekirkelige værdigrundlag er positivt, mens 60 pct. er neutrale omkring det. Ingen mener, at det er negativt.

”Det er fint at være i kirken. Det er jo Guds hus, ligesom en moské. Første gang var jeg lidt usikker på, om der var særlige regler. Hvis jeg tog nogen med i moskéen, ville jeg jo også gerne have, at de fulgte reglerne,” siger Elmira Saciri.

Narjes Karim, der går på grundforløb 1 er enig:
”Selvom jeg ikke er kristen, kan jeg godt have de samme tanker som en kristen. Vi er jo alle sammen bare mennesker. Jeg synes, det er rart at komme i kirken. Den er pæn og god at synge i,” erklærer hun.

Bygger på usædvanlig kvindehistorie
Rektor Kim Petersen fra UddannelsesCenter Diakonissetiftelsen understreger, at ingen elever bliver lokket i kirke. Det er tydeligt for alle, at når der er lys tændt på alteret, er det en kirkelig handling, og hvis lysene er slukkede, er kirken bare et ’forsamlingsrum’. Han mener, at stedets historie og værdier har stor betydning for eleverne, selvom det ikke er det, de vælger efter i første omgang.

”Diakonisserne er en del af stedet og historien her. Det giver stolthed at vide, at vi bygger videre på et ekstremt stærkt kvindefællesskab, nogle pionerer som fik etableret både sygeplejerske­uddannelsen og et hospital – det var helt usædvanligt for 1800-tallet,” fortæller Kim Petersen.

Rektor Kim Petersen ynder at fortælle eleverne historier om dengang Diakonissestiftelsen blev etableret af stærke kvinder.

Han har en klar opfattelse af, at de kristne værdier ikke skræmmer nogen væk – heller ikke hvis de selv har en anden religiøs baggrund.

”Det er kun en fornemmelse, men jeg tror, at vores fasttømrede værdigrundlag tiltrækker både kristne og muslimer,” konstaterer Kim Petersen og uddyber:

”Vi har nogle meget inkluderende værdier, som manifesterer sig på mange måder. Vi dyrker og understøtter fællesskabet og fortæller eleverne, at vi er her for at hjælpe dem, men at de også skal hjælpe hinanden. Jo mere de løfter i flok, jo bedre går det for den enkelte.”

Fakta

  • 86 af de 94 nystartede elever på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser har besvaret et spørgeskema om baggrunden for deres valg af uddannelse.

  • 65 pct. har valgt UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen pga. godt omdømme, 46 pct. pga. høj faglighed, 44 pct. pga. beliggenhed og 7 pct. pga. det kristne værdigrundlag.

  • SOSU-uddannelserne er opbygget af et grundforløb og et hovedforløb. Uddannelserne veksler mellem skole og praktik.

  • SOSU-hjælper-uddannelsen varer ca. 1 år og 8 mdr. SOSU-assistent-uddannelsen varer ca. 3 år og 4 mdr.

  • Diakonissestiftelsen har over 150 års erfaring med at uddanne og drage omsorg for mennesker. Det var her, den første sygeplejerskeuddannelse blev etableret.

Læs mere om SOSU-uddannelserne

Tema om Kristendom i nutiden