Søster Sophies Minde byder på aflastning

19. april 2018

Som noget helt nyt kan man nu købe et omsorgsophold på et af Danmarks mindste plejehjem. To aflastningspladser står klar til mennesker, der eksempelvis venter på en plejehjemsplads eller er blevet udskrevet fra hospitalet.

Ledende sygeplejerske Mette Prip i en af de nye aflastningsboliger. Hun er klar til at skræddersy opholdet til den enkelte. Foto: Karen Grønkjær.

Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

Nu kan alle og enhver vælge at købe sig til omsorg eller aflastning i en kortere eller længere periode. Søster Sophies Minde på Diakonissestiftelsen har indrettet to nye aflastningspladser, som frit kan købes uden nogen henvisning.

”Vi mærker en stor efterspørgsel efter aflastningspladser, som man selv kan vælge at købe. Og vi har nogle kompetencer her på Søster Sophies Minde, som gør, at vi kan give et godt og trygt ophold, næsten lige meget hvilken situation borgeren er i,” fortæller forstander Hanne Munkholm.

Aflastning til raske ægtefæller
Det kan være, at man venter på at komme på plejehjem eller er udskrevet fra hospitalet, men ikke føler sig klar til at komme hjem. Det kan også være, at en rask ægtefælle trænger til aflastning eller skal indlægges og derfor ikke kan passe sin pårørende. Eller måske skal hele familien på ferie, og et familiemedlem er ikke frisk nok til at rejse med.

”I ægtepar, hvor den ene part er blevet ramt af demens, kan den raske ægtefælle trænge til et pusterum fra at passe sin partner. Hvis den raske skal på en kortvarig rejse eller skal hospitalsindlægges, kan det være relevant at købe et omsorgsophold. Det kan også være, at de tager en uge sammen hos os, hvor den raske ægtefælle kan få lov at koble lidt af og tage del i de fællesskaber, vi har på Diakonissestiftelsen, fx vores kirke og kreative workshops,” siger Hanne Munkholm.

Tre plejepakker
Der findes i udgangspunktet tre opholdstyper og en række tilvalgsmuligheder. Når man booker et ophold, får man en grundig samtale med personalet for at finde frem til den rigtige pakke. Er man udskrevet efter en operation, skal der måske genoptræning hos fysioterapeuter med i pakken. Mens en person med demens vil have brug for højere grad af tryghed og derfor vil få besøg af sundhedsfagligt personale hele døgnet og ubegrænset antal nødkald.

Det er muligt at få genoptræning hos fysioterapeuter med i sit ophold på Søster Sophies minde. Foto: Claus Peuckert.

”Vi er klar til at vejlede og skræddersy det rigtige omsorgsophold til den enkelte, og hvis vi under opholdet finder ud af, at der er ramt lidt ved siden af, så tilpasser vi undervejs,” forklarer ledende sygeplejerske Mette Prip fra Søster Sophies Minde.

Stærkt ældrefællesskab
Omsorgsophold på aflastningspladser er udviklet i samarbejde med PFA, men kan købes af alle ved henvendelse til Søster Sophies Minde. De to nye aflastningsboliger er nyistandsatte og møbleret, blandt andet med en ekstra soveplads, hvor pårørende kan overnatte.

”Aflastningspladserne ligger på en etage, hvor der både bor ældre i egen bolig og beboere i Søster Sophies Mindes plejeboliger. Det giver en tryg og helt særlig stemning, at man bor dør om dør med andre ældre i forskellige livssituationer,” siger Mette Prip.

Ambitionen er, at hele huset kommer til at fungere som et fællesskab for ældre med varierende ressourcer, og man er allerede godt på vej:

”Vi har en del arrangementer for alle beboere i huset, og vi oplever mange gode venskaber på tværs af boligformerne. F.eks. kommer en del af de ældre fra ældreboligerne på besøg på plejehjemmet, og deltager også i arrangementer og mange højtider. Det giver tryghed, at alle tager hånd om hinanden. Kunder, der benytter vores aflastningspladser, er også velkomne til at deltage i disse fællesskaber både på Søster Sophies Minde og på Diakonissestiftelsen,” siger Hanne Munkholm.

Fakta

  • Søster Sophies Minde er Diakonissestiftelsens plejehjem i hjertet af Frederiksberg.

  • Fra 1. april tilbyder Søster Sophies Minde omsorgsophold på to aflastningspladser, som frit kan købes af alle. Læs mere på www.diakonissestiftelsen.dk/
    omsorgsophold

  • Der er tre plejepakker med mulighed for tilvalg alt efter den enkeltes behov. Priserne varierer fra 3.950 kr. pr. døgn til 5.400 kr. pr. døgn.

  • Diakonissestiftelsen er en by i byen, der favner hele livet – fra vuggestue til hospice. Der er boliger til studerende, til seniorer, til ældre og til psykisk sårbare. Diakonissestiftelsen lægger hus til mennesker i udsatte situationer og bygger boliger til nye fællesskaber.

Læs også: