På Diakonissestiftelsen har vi helt særlige traditioner for at synge. Sang skaber nemlig fællesskab og giver lykkehormoner. Sammensyngning, identitet, minder, glæde og energi er nogle af de ord, der bliver sat på, hvad fællessang betyder.
Næstformand i bestyrelsen, pædagog i Louisegården, souschef på Hospice, SOSU-assistent på Plejehjemmet Salem og lektor på 3K-uddannelsen. Vidt forskellige titler, alle er glade for at synge.
Tekst og foto: Kommunikation // kommunikation@diakonissen.dk
Man synger sig sammen
Finn Vejlgaard er næstformand i Diakonissestiftelsens bestyrelse. Han har stor erfaring med sang både i kirke- og højskoleregi. Han har siddet i bestyrelsen siden 2001, og bestyrelsesmøderne indledes altid med en sang.
”Man synger ikke bare sammen, man synger 'sig' sammen. Der sker noget rundt om bordet, noget samlende som gør godt. Vi bliver gennem sangen sat ind i en sammenhæng, der er større end vores egen – lige meget om det er en salme eller en højskolesang.
Til bestyrelsesmøderne begynder vi med at synge, og vi slutter med at spise, og jeg oplever, at både måltidet og sangen skaber bånd og gør os ’sammenspiste’ i ordet mest positive forstand. Måske er det fordi, vi overskrider vores egne grænser, når vi synger. Man ankommer måske lidt sent og kan være lidt irritabel, men når man så starter med en sang, bliver man bragt et andet sted hen. Der åbner sig noget for os, når vi synger. En samlingskraft, som kommer til os, ikke fra os.”
Sang og musik højner koncentration og fokus
Jakob Resdal Gimm er pædagog på Elefantstuen i børnehuset Louisegården. Han synger ofte med børnene.
”Vi synger ofte ’Avia Tahavia’ på stuen. Man kan måske godt sige, at det er blevet vores stue-sang. Børnene foreslår den selv, når vi spørger om, hvilken sang vi skal synge, og det er tydeligt, at de er glade for genkendelsen. På en måde er den sang med til at give børnene en form for identitet i huset. Jeg hører ofte ’vores’ børn synge eller nynne den på legepladsen, og vi tager den som regel også med, når vores stue står for fredagssamling, hvor vi også synger. Den er blevet en del af ’det vi gør på Elefantstuen’.
Jeg synes, det er fedt med den respons, vi får fra børnene, mens vi synger. Jeg oplever, at det højner deres koncentration og fokus, når vi synger. Det skærper kommunikationen og kontakten mellem børnene og mellem børn og voksne, og det giver helt sikkert en følelse af fællesskab, når vi synger sammen… Og hvis man ikke kan ordene, så kan man klappe med på rytmen og være med alligevel.”
Fællessang giver en stærk følelse af samhørighed
Hanne Monberg er souschef på Diakonissestiftelsens Hospice, og hun er vild med at synge – både privat og på jobbet.
”Faktisk synger og nynner jeg rigtig meget – alene og sammen med andre! Jeg kan ikke lade være, for jeg bliver virkelig glad og veltilpas af at synge – både på hospice, til kor og hjemme.
På jobbet synger vi sammen hver fredag rundt om flyglet – patienter, pårørende, ansatte og frivillige. Vi kommer tæt på hinanden her på hospice, så det føles godt at synge sammen. Det er en lille pause, vi har sammen, som er med til at skabe et fællesskab og give en stærk følelse af samhørighed.
Det at synge rører noget inden i mig og vækker minder om både barndom og ungdom. Jeg er i høj grad præget af musik og sang i min opvækst. Min mor var finsk og sang altid gamle svenske viser for mig og mine søskende, da vi var børn. Det har altid fyldt meget i mit liv.”
Man kan ikke være sur, når man synger
Susanne Høyer er social- og sundhedsassistent på plejehjemmet Salem. Hun tager sin kollega under armen og svinger rytmisk til fællessangen.
”Jeg elsker at synge. Det giver ro og samhørighed at synge med andre. Man kan simpelthen ikke være sur, når man synger. Jeg går tit og nynner, mens jeg arbejder. Jeg synger ikke særligt godt, men der er en af vores beboere, som altid beder mig synge. Så får hun også en lille sang, og jeg kan mærke, at glæden ved at synge smitter af.”
Fællessang kan være en frisættende oplevelse
Ruth Sønderskov Bjerrum er lektor på UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen og synger både med de studerende og i andre fællesskaber.
”Det er en stor, stor glæde for mig at synge sammen med andre. Der er så mange gode ting at sige om det at synge. Der er både god energi og fysisk aktivitet i at synge. Og samtidig er det – for mig i hvert fald – en åndelig og meget frisættende oplevelse. Det handler ikke om at være genial. Det handler bare om at være med – at finde samhørighed med andre.
Jeg synger meget sammen med de studerende, fordi jeg synes, der er noget dannelse over at blive præsenteret for andres tanker og idéer i sangene. Det at synge giver os mulighed for at sætte ord på ting, som vi ikke normalt går og siger til hinanden.
Det skaber et trygt fællesskab, når vi i sangen finder et fælles fokus og et fælles åndedræt. Det kan der være god brug for i en verden, som nogle gange synes usikker og overvældende.”
