Diakoni handler om at hjælpe – ikke ved at gøre noget for nogen, men ved at gøre det sammen med dem. Mød fem medarbejdere, der fortæller om, hvordan de arbejder sammen med deres brugere om at nå deres mål.
Gennem gymnastik og bevægelse samarbejder Malene Otzen med beboerne på Søster Sophies Minde om at vedligeholde deres mobilitet.
Af Kommunikation // kommunikation@diakonissen.dk
Motiveret af middagsmad
I Sundhedscenter Hvide Hus er mandag aften tilegnet unge mellem 18 og 29 år. Her er måltidet et vigtigt omdrejningspunkt, fortæller socialpædagog Steffen Erland Raae Hansen:
”For mange af vores unge er det gratis aftensmåltid motivationen for at komme. Det er trygt at komme ned til et måltid og en naturlig måde at være sammen på. Alle kan føle sig sikre i det.
Nogle af de unge har vægtproblemer og vil gerne lære at lave sunde måltider. Når de kommer her første gang, taler vi med dem om, hvad de er motiveret af, og flere har efterspurgt nemme, sunde retter, som de kan lave derhjemme.
Jeg udtænker enkle retter, enten med få ingredienser eller med en simpel proces. Det kan være one-pot-pasta, hvor man bare putter ingredienserne i gryden og rører rundt, til pastaen er mør. Og så skal det være retter, som har en opskrift – ikke noget fra mit hoved. De skal lære at læse og følge en opskrift.”
Handrik Hansen ser rutineret ud, da han snitter forårsløgene i små stykker. Han har ellers tidligere ikke været meget for at lave mad:
”Jeg har ikke haft tålmodighed til at blive i processen, men det kan jeg godt her,” konstaterer han.
Steffen Erland Raae Hansen smiler og forklarer ham:
”Jeg har observeret dig i køkkenet og lagt mærke til, at du mister koncentrationen, når der er pauser i madlavningen. Så når du er med i køkkenet, har jeg forberedt nogle opgaver til dig til ventetiden. Så beder jeg dig for eksempel om at rydde op i et skab, så du ikke bliver rastløs. Du er faktisk rigtigt dygtig i køkkenet, når du lige bliver hjulpet til at blive hængende.”
Viljestærk træning
På plejehjemmet Søster Sophies Minde træner Malene Otzen bl.a. beboernes mobilitet.
”Her på plejehjemmet arbejder vi med at vedligeholde motorikken og gangfunktionen,” fortæller Malene Otzen, der udover at koordinere aktiviteter på plejehjemmet også har en uddannelsesbaggrund som psykomotorisk terapeut, det der tidligere hed afspændings –og bevægelsespædagog.
Hver mandag og tirsdag møder hun beboerne på de tre etager, hvor den står på stræk, bøj og varme til led og muskler. Før Corona-pandemien mødtes beboerne i fællesskab til gymnastik, men som det ser ud nu, kan Malene Otzen kun træne fem deltagere ad gangen. Og det kan have sine fordele:
”Jeg kommer mere rundt til den enkelte beboer, der normalt ikke har lyst til at deltage i større arrangementer. Nu får jeg mere tid til at træne dem en til en.”
Målet med træning og gymnastik er ikke rehabilitering. Der er mere tale om vedligeholdelse.
”Vi har sammen med beboerne et mål om, at de skal blive ved med at være mobile. Det gør jeg rigtig meget ud af. SOSU-eleverne suger også til sig under træningen, så de også kan bruge øvelserne i de enkelte afdelinger, og springe til, som stand-in, hvis jeg skulle blive forhindret.”
Resultaterne af den ugentlige træning bliver afprøvet udendørs med gåture i den kolde luft:
”Forleden gik jeg tur med to beboere, der også kommer til min træning. Det var bedårende vejr, og vi pakkede os godt ind. Vores mål for turen var, at en af beoerne skulle hilse på en ven i seniorfællesskabet. Vi gik ned i Diakonissestiftelsens have og rundt ad Dronningensvej. Det var en stor overraskelse for os alle, at de kunne gå længere, end de regnede med, og beboeren var opløftet og glad for at hilse på sin ven.”
Malene Otzen er ikke i tvivl om, at den succesfulde gåtur skyldes mange faktorer:
”Jeg tror, at det var viljen, hvilket det som oftest er, og glæden over endelig at kunne komme udenfor. Derudover var det samværet, solen og fornemmelsen af forår, der gjorde den forholdsvis lange tur mulig, og at vi nåede målet.
Sprogture giver et godt fundament
Hos Børnehuset Louisegården tager pædagog Dorthe Nørgaard hver torsdag tosprogede børn med på sprogtur. Her øver de ord, der giver børnene et grundlæggende ordforråd.
”Det er et nedløbsrør. Vandet løber ned ad taget. Ned i nedløbsrøret og ned i jorden.” Pædagog Dorthe Nørgaard taler langsomt og tydeligt og dvæler ved ordet ’nedløbsrør’. Hun forsøger at fange børnene Finn og Daniels øjne, mens hun peger.
”Kan I sige ’nedløbsrør’? Daniel forsøger hurtigt, mens Finn hopper lidt på stedet og skal tage tilløb til det svære ord. Daniel har været på sprogtur flere gange og får også lov til at vælge ruten i dag, der går ad Den Grønne Sti. Finn har ikke været på turen før, men på Dronningensvej har han allerede smagt på ordene ’skraldespand’ og ’postkasse’.
Begge børn er tosprogede og skal øve sig på danske ord. Derfor hjælper Dorte Nørgaard dem med den korrekte udtale af ordene og giver støtte til små samtaler undervejs.
”Jeg er meget glad for vores sprogture, og det er børnene også. Formålet med turene er, at børnene skal have opbygget et fundament af ord, de kan. Det er simple ord som træ, havelåge, elmast og hund. Jeg gentager dem mange gange, og dermed begynder de at sætte sig fast. Jeg tager også billeder af de ting, vi ser. Hver tirsdag kigger vi på billederne og øver os på ordene igen.”
Den lille sproggruppe er nået til Louisegårdens parkeringsplads og skal dreje ind ad jernlågen til legepladsen.
”Jeg kan se et gammelt slot,” råber Daniel og peger på Diakonissestiftelsen rødtakkede bygning, hvor de tidligere har været på sprogtur. Herefter sættes kursen mod legepladsen og frokosten.
På hospice er tiden omdrejningspunkt
På Diakonissestiftelsens Hospice er tiden vigtig. Med en alvorlig sygdom bliver ens levetid uforudsigelig, så patienter og personale arbejder sammen for at bruge den bedst muligt, fortæller Susanne Christophersen, som er assisterende afdelingssygeplejerske på Hospice:
”Tiden er kostbar her på hospice. Derfor er det vigtigt, at vi sammen med patienter og pårørende tidligt i deres ophold på hospice får kortlagt, hvad der er vigtigt for dem – hvad livskvalitet betyder for dem.
Mange patienter oplever funktionstab i løbet af deres sygdomsforløb. De mister evnerne og kræfterne til at gøre ting, som man normalt ikke ville tænke meget over. Derfor skal de træffe mange valg om, hvordan de vil bruge deres sparsomme ressourcer. De valg kan vi gennem et tæt samarbejde hjælpe dem med at træffe. Vi har erfaring i at hjælpe med at prioritere og strukturere den sidste tid, så den giver mest mulig værdi og mening for patienterne.
Når jeg møder en patient om morgenen, spørger jeg gerne til, hvordan dagen skal se ud. Er det vigtigt for patienten at bruge kræfter på at komme i bad, eller er tiden bedre brugt på et ekstra besøg? Sådanne overvejelser forsøger vi, med udgangspunkt i patienternes egne ønsker og vilkår, at hjælpe dem med.
Det handler hele tiden om at prioritere det, som giver patienterne mest mulig livskvalitet. Jeg har f.eks. hjulpet med at få prioriteret en patients datters 18 års fødselsdag to måneder før tid, fordi netop den begivenhed var noget, som patienten gerne ville nå at opleve,” fortæller Susanne Christophersen.
Korsang er aktiv meditation
Når organist Simon Jansfort står i spidsen for korsang i Emmauskirken er fællesskabet primært – skønsang sekundært.
”Jeg sætter et højt tempo, når jeg leder et kor. Ikke i den forstand, at vi har travlt. Men jeg betragter korsang som aktiv meditation. Der skal ske noget – helst hele tiden, så der ikke bliver tid til negative tanker, som f.eks. om man nu er god nok til at synge eller passer ind i koret,” fortæller Simon Jansfort, som er organist og korleder i Emmauskirken på Diakonissestiftelsen.
”Kor er noget, vi er sammen om. Fællesskabet er det primære, musikken er sekundær og noget, jeg forsøger at snige ind ad bagdøren. Mine kor er billeder på samfundet. Alle kan være med – uden forudsætninger og krav. Der er ingen optagelsesprøve og ingen afsluttende test. Nogle kan synge, andre kan ikke. Det betyder ikke så meget.
Det, der betyder noget, er, at deltagerne i en time eller to kan trække stikket ud, glemme sig selv og få noget nærmest terapeutisk ud af at synge sammen med andre. At sætte sig selv til side og være en del af noget fælles – noget større, hvor det ikke betyder noget, hvad man selv kommer med.
Jeg vil gerne have, at kordeltagerne kommer og putter det i ’puljen’, som de kan og forhåbentligt går hjem med mere, end de kom med,” siger korleder Simon Jansfort, som glæder sig til, at korene på den anden side af corona igen kan samles.
