Rummet der bliver ved at give

31. maj 2018

GIVRUMs Værkstedsloppen er mere end kreative sysler. Det er et sted, hvor frivillige møder hinanden over en kop kaffe og cookies. Det er et sted, hvor man ikke skal præstere, hvor man kan grine og nyde at være sammen om håndværk og håndarbejde.

Det bugner altid med materialer i værkstedsloppen og mange af dem er funder Loppeshoppens kælderafdeling. Cristina Larsen (t.v.) har fundet blomstermotiverne i en bog fra boghjørnet.

Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

Den rumlende og tunge lyd af bus 4A blander sig med forårsvarmen. Det er fredag på Frederiksberg, og bussen har netop sat sommerklædte passagerer af ved stoppestedet Peter Bangs Vej. Foran Loppeshoppens hvide træfacade, har frivillige lige sat et skilt ud, der proklamerer til forbipasserende, at butikken nu er åben.

Nede ad trappen rundt om hjørnet byder Loppeshoppens kælderbutik velkommen i ly for den skarpe sol.

En kreativ lomme i kælderen
Kælderbutikken gemmer på mange skjulte skatte. Ti trin nede ad den brune klinketrappe byder skifterammer og sofastykker sig til samt det lille boghjørne, der er nøje arrangeret af frivillige bog-entusiaster.

Længere henne ad gangen gennem en dør på venstre hånd holder GIVRUMs Værkstedsloppen til. Et stort bord er i dag dækket af blomsterudklip, flydende lim, magasiner fra 1930’erne og en plasticbakke med cookies. Reolerne omkranser bordet, og de små kasser, der står på hylderne, er nænsomt påført mærkater med søm, sytråd osv. Væggene er dækket af plakater og værktøj, der vil gøre enhver handymand misundelig.

Der er både plads til materialer, kaffe og cookies på bordet i Værkstedsloppen.

Unikt design
Ved det store bord sidder i dag Cristina Larsen, Annette Kahn og Alice Marchman. De småsnakker hen over kaffekopperne.

Annette Kahn bladrer i magasinet Hjemmet fra 1934 og finder et smukt, grafisk portræt af en kvinde i leopardfrakke. Det vil hun klippe ud og sætte i glas og ramme. Når værket er færdigt, og glasset er pudset, donerer hun det til Loppeshoppen. Annettes Kahns rammer bliver hurtigt solgt i butikken, og hun tror, at populariteten skyldes, at billederne er unikke:

”Det er ikke noget du kan gå hen og købe hvor som helst, og det tiltrækker kunderne, at der kun findes en af hver.”

GIVRUM lever op til navnet
Alle kvinderne kommer i Værkstedsloppen, fordi der er mange muligheder for at finde sjove materialer til deres påfund. Men det sociale samvær er også væsentligt for dem alle tre. Især for Cristina Larsen, der sidder med en fyldt kaffekop ved bordet omgivet af blomsterudklip, lim og pensler og udsmykker en træbakke.

”GIVRUM lever op til navnet, for man kan komme, og bare være den man er. Der er hjertevarme her, der gør, at der er plads til en som menneske. Jeg har brug for, at jeg ikke skal præstere, og det er afstressende for mig,” siger Cristina Larsen eftertænksomt og Alice Marchmann tilføjer:

”Det er det, der er skønt ved at være her. Man bestemmer selv sit tempo, og ingen står og siger ’så skal du gøre det og det’.”

Butikskonsulent Trine Høst, der er tovholder på GIVRUMS kreative fællesskaber, er helt enig i betragtningerne:

”At kunne mødes i de kreative værksteder giver mulighed for at tilføje ekstra indhold i hverdagen, som glasur på kagen. Her kan man mødes om bæredygtighed på flere niveauer: Miljømæssigt, da vi arbejder i genbrugsmaterialer, socialt, da vi løfter hinanden i vores ligeværdige fællesskaber, og økonomisk, da overskud fra salg af produkterne går til Diakonissestiftelsens velgørende arbejde."

Alice Marchmann slår søm i sin nyeste opfindelse til Krealoppen.

Synergi i fællesskaberne
Fællesskaberne hjælper også hinanden på tværs. I Krealoppen, der holder til i Loppeshoppen på hjørnet, har de stof, gran og sytråd fra gulv til loft. Her kan det somme tider være svært at få fat i materialer i den bagerste del af lokalet, når rummet er fyldt op med iderige frivillige. Derfor har Alice Marchmann skabt et redskab til de produktive kvinder:

”De vil gerne have nåle, sakse og sytråd på bordet. Derfor har jeg opfundet et hjælpemiddel, der både kan holde trådspoler, og øverst kan man stikke sine nåle i en pude. Nu mangler der kun en lille kasse på bagsiden til en saks og nåletråder.”

Redskabet til Krealoppen er Alice Marchmans eget påfund, og den er lavet udelukkende af genbrugsmaterialer. Opskriften er enkel: Gamle, brune læderstrimler, stof fra donerede cowboybukser, og bunden er et gammelt ærmestrygebræt, som hun har skåret midt over, ”og nogle rustne søm,” tilføjer Alice Marchmann.

Pop up butik til FRBDAGE
I næste uge løber FRBDAGE af stablen. Det er tre dage, hvor foreninger, forretninger og kulturinstitutioner på Frederiksberg flytter ud på gader og stræder og byder på mange forskellige aktiviteter. Her viser GIVRUMs frivillige også deres projekter frem og fortæller nysgerrige Frederiksberg borgere om fællesskaberne. Krealoppen har allerede sat priser på broderede puder, huer og kimonoer, og mon ikke en af Cristina Larsens bakker også dukker op på bordet på lørdag?

 

Fakta

  • GIVRUM er Diakonissestiftelsens kreative og sociale værksteder. Værkstederne er åbne for alle og har fokus på bæredygtighed og social ansvarlighed.

  • Med værkstederne ønsker Diakonissestiftelsen at danne rammen for ligeværdige kreative fællesskaber på tværs af målgrupper - både de ressourcestærke og de mere sårbare.

  • Du kan læse mere om Værksteds- og Krealoppen her: GIVRUM.

  • FRBDAGE er sommer, fællesskab og byliv. Frederiksberg Kommune arrangerer hvert år en festlig weekend med kultur, gadesalg, kunst og sportsaktiviteter. FRBDAGE er i år den 8.-10. juni. Du kan se programmet her: FRBDAGE.

  • GIVRUM deltager sammen med Loppeshoppen Frederiksberg til FRBDAGE. Du kan møde frivillige i pop up shoppen, den 9. juni, kl. 10-14 foran Loppeshoppens hjørnebutik.

 

Kvinden i leopardjakke er dagens værk, som Annette Kahn snart donerer til Loppeshoppen.

Alice Marchmann viser stolt sit selvopfundne redskab med plads til trådspoler, saks og nåle frem.

Kreativiteten næres også af kaffe og cookies.

Tema om Fællesskab: