Helle Hein og Lise Øjken har i år begge mistet et menneske, de elsker. Helle Heins mor døde i september på Plejehjemmet Søster Sophies Minde og Lise Øjkens mand døde i april på Diakonissestiftelsens Hospice. De har begge oplevet stor omsorg, og at mennesket bliver set til det sidste.
Birte Christensen boede i en lille lejlighed på Søster Sophies Minde frem til sin død den 21. september 2019. Hun blev 80 år. Foto: Mette Frid Darré.
Tekst af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
Det kan være hårdt at være pårørende til et menneske, der nærmer sig afslutningen på livet. Hvad enten det sker på hospice eller plejehjem, er det vigtigt, at de føler sig set og anerkendt.
Helle Hein har mistet sin 80-årige mor, Birte Christensen, der boede på plejehjemmet Søster Sophies Minde. Da hun flyttede ind i en plejebolig i februar 2019 havde hun i mange år været indelukket, bange og utryg. Det ændrede sig med det nye liv på plejehjemmet.
”Jeg er så glad for, at min mor kom på Søster Sophies Minde. Her fik hun igen en identitet og selvværd. Lige pludselig kom hun til frisør og fik nyt tøj. Hun blomstrede på alle planer,” fortæller Helle Hein.
Rummelighed og tryghed
”Inden min mor fik konstateret Alzheimers var hun sygehjælper i mange år. Sygdommen gjorde, at hun opfattede sig selv som en del af personalet på Søster Sophies Minde. De tilrettelagde dagen, så min mor fik en opgave på plejehjemmet. Hun skulle dække bord til middag. Det var hendes job, og det var hun stolt af. De kunne rumme hende, og tog imod hende som en kollega,” fortæller Helle Hein og tilføjer:
”Min mor var ikke altid let. Hun kunne godt være lidt skrap – det kunne de også godt rumme.”
Helle Hein bor til daglig i Nordjylland, og det har været svært for hende at bo langt fra sin mor.
”Jeg har været i tæt kontakt med personalet. Nogle gange har jeg ringet fire gange om ugen. Hver gang tog de sig tid til at tale med mig og lytte til mig.”
Birte Christensen var på ferie hos Helle Hein i Nordjylland kort tid før sin død. Privatfoto.
Ville gerne dø på plejehjemmet
Birte Christensens sidste tid var en kombination af hospitalsindlæggelser med flere lungebetændelser og en hjerneblødning, der resulterede i en lammelse.
”Hendes hjerneblødning kom meget pludseligt. Hun havde været på ferie hos mig i Nordjylland i august. Da hun kom hjem faldt hun om, og derefter kom hun tit på hospitalet. Til sidst besluttede vi, at det skulle være slut med indlæggelserne,” fortæller Helle Hein.
Moderen kom derefter hjem til sin lejlighed på plejehjemmet og Helle Hein flyttede ind. Her trak Birte Christensen selv sin madsonde ud og traf beslutningen om, at hun gerne ville dø.
”Hun har hadet at ligge og være afhængig af alle. Hun var jo sygehjælper og den, der skulle passe de andre,” smiler Helle Hein.
Når Helle Hein ser tilbage på dagene, hvor hendes mor langsomt gav slip på livet, er hun især taknemmelig for personalets håndtering.
”Samtidig med at min mor skulle dø, var der tre andre beboere, der var døende. Alligevel kom personalet ind til os flere gange om dagen. Ved alle måltider kom de ind med en bakke til mig og sagde, at det var vigtigt, at jeg fik mad og drikke. De sendte mig også ned i haven og spurgte, om jeg havde brug for kaffe og frisk luft. Det var meget omsorgsfuldt,” husker Helle Hein og fortsætter:
”Da min mor var død og skulle gøres i stand, var de meget respektfulde. Jeg fandt tøj til hende, og ting hun skulle have med i kisten. Personalet foreslog at give hende en hårbøjle på, som hun var meget glad for. Det var rart at mærke, at de kendte hende så godt.”
”Det er så fint, at der er så meget kærlighed og så meget rummelighed. Det kan godt være, at bygningerne er gamle, men der er simpelthen så meget omsorg. Den er unik,” fortæller Helle Hein om Søster Sophies Minde. Foto: Mette Frid Darré.
Ikke langt fra plejehjemmet Søster Sophies Minde ligger Diakonissestiftelsens Hospice. Her oplevede Lise Øjken tidligere på året at sige farvel til sin mand gennem 45 år.
Passede sin mand hjemme
Mogens Øjken var en frisk mand på 72 år, der aldrig havde fejlet noget alvorligt. Han boede med sin kone, Lise Øjken, i Værløse og dagene gik med optrædener i de lokale teater- og revyforeninger og tid med børnebørn.
I foråret 2018 begyndte han at få smerter i brystet. De forværredes de følgende seks måneder, og ægteparret gik forgæves til alverdens undersøgelser for at finde årsagen. Først i efteråret fik han konstateret kræft i lungen med spredning til størstedelen af knoglerne i kroppen. Han blev tilbudt immunterapi på Rigshospitalet, der kunne lindre smerterne og forhåbentlig forlænge livet.
Mogens Øjken nåede kun at modtage immunterapi to gange. I marts 2019 var han så plaget af smerter og bivirkninger fra den smertestillende medicin, at ægteparret i samråd med Rigshospitalet blev henvist til Diakonissestiftelsens Udgående Hospiceteam. De besluttede efter kort tid, at han skulle indlægges nogle dage på hospice for at finde den rette medicin.
”Han havde mange smerter, og derfor gav det bedst mening for os, at han kunne få den rette pleje på hospice. Først ville han ikke indlægges, da han gerne ville blive hjemme med mig i vores hus. Mogens skiftede dog mening, da vi fik at vide, at han kunne få medicin uden bivirkninger, ” fortæller Lise Øjken og uddyber:
”Inden han kom på hospice, havde han mange ufrivillige bevægelser og hallucinationer på grund af medicinen. Han kunne fortælle lange historier om håndboldtrænere og pistoler. Nogle gange kunne han ikke kende mig – heldigvis kunne vi ind imellem grine af det sammen.”
Mogens Øjken i lænestolen hos deres yngste datter på Bornholm i 2017. Privatfoto.
Hospice tager over
Når Lise Øjken i dag ser tilbage på sygdomsforløbet er hun glad og taknemmelig for, at Diakonissestiftelsens Hospice kunne lindre og pleje hendes mand den sidste tid.
”Det var hårdt at passe ham derhjemme. Men det var vigtigt for os begge – det var en fælles beslutning. Han var meget plaget af smerter og kunne ikke ligge ned. Derfor sad han oprejst i en stol i vores stue døgnet rundt. Jeg var hele tiden opmærksom på ham, og han var meget tryg ved, at jeg altid var der. Vi fik ikke meget søvn, da jeg skulle give ham medicin hver sjette time døgnet rundt.”
Da sengepladsen blev tilbudt, havde Lise Øjken svært ved at give slip på den daglige pleje af Mogens Øjken.
”Det var rart, at vi kunne få en plads på hospice så hurtigt, men jeg var lidt utryg ved, om de kunne passe ham godt nok. Men allerede efter det første døgn følte vi os begge meget trygge. Det var rart for mig at andre overtog ansvaret for Mogens. Jeg kunne tage hjem, når han sov for natten og møde ham næste dag, hvor en sygeplejerske havde hjulpet med bad, barbering, medicin og mad,” fortæller Lise Øjken.
Omsorg i hverdagen
Mogens Øjken nåede at være på Diakonissestiftelsens Hospice i godt tre uger. Det var uger med fokus på patienterne og pårørendes ve og vel. Det har været en omsorgsfuldhed, der har betydet meget for Lise Øjken.
”Personalet kom ofte forbi stuen, selvom Mogens havde besøg. De var omsorgsfulde og spurgte ind til os. En dag sagde en sygeplejeske til Mogens ’dine fødder er så tørre’, hvorefter hun kom tilbage og gav ham fodmassage i en halv time. Jeg tænkte ’yes’, det ville aldrig ske på en almindelig afdeling,” smiler Lise Øjken og fortsætter:
”Jeg følte, at personalet altid havde tid til os. Søndagen før han døde, sad hele familien i solen på tagterrassen. Sygeplejerskerne kom hen til os med en kande kaffe og spurgte, om de måtte sidde med,” erindrer Lise Øjken.
”Da vi fik at vide, at Mogens snart skulle dø, spurgte jeg ham: ’Vil du hjem?’ Han overvejede lidt. Han sagde, ’Jeg er tryg ved lægen og sygeplejerskerne, hvis du lover at være hos mig, vil jeg gerne blive!’ Han følte sig meget tryg.”
Mogens Øjken sidder med sine børnebørn i en kano i Sagnlandet Lejre på en sommerferietur i juli 2018. Privatfoto.
Fakta:
|
Månendens tema: Den sidste tid |
Artikler om Diakonissestiftelsens hospice |
Artikler om plejehjemmet Søster Sophies Minde |