I foråret spirer et nyt seniorfællesskab for mænd og kvinder. Her kan frivillige, der har passeret 65 år, på tværs af frivilligområder dele erindringer og tale om livet i senioralderen.
Medlemmerne af seniorfællesskabet graver dybt i hukommelsen for at sætte ord på barndomhjemmets traditioner, farver og dufte.
Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
Blandt bunker af papir, plastiklommer, læselup og Højskolesangbøger sidder Tove Bech. Hun taler med autoritet i stemmen og vender hovedet til alle ender af bordet i Diakonissestiftelsens Lille Dagligstue, så deltagerne kan høre hende. Tove Bech har talt foran adskillige forsamlinger i sit liv, og selvom det kniber med synet, så leder hun alligevel Diakonissestiftelsens nye forløb om livsmod og livsglæde i senioralderen. Forløbet spænder over fire gange, hvor deltagerne arbejder med erindringer fra barndommen og ungdomslivet, døden og meningsfuldhed.
Frederiksberg-borgeren Tove Bech er tidligere højskoleforstander og en erfaren foredragsholder.
Erindringer binder livet sammen
Ved bordet med den hvide bomuldsdug sidder i eftermiddagslyset en snes seniorer. De har alle ét til fælles. De er frivillige på Diakonissestiftelsen og har rundet de 65 somre. De kigger nysgerrigt og indgående rundt. De er klar til at tale om minder fra deres barndom og ungdom.
”Vi skal tale om vores erindringer og finde den røde tråd i vores liv. Når du husker og får billeder frem, kan du se sammenhængen mellem fortiden og fremtiden. Hvad har du f.eks. ikke nået i livet? Hvilke længsler havde du i dit liv? Og hvad kan du gøre med den længsel, når du er fyldt 80 år?” fortæller Tove Bech og fortsætter:
”Ved at tale om længslerne kan man løsne op og modvirke, at man bliver et gammelt, bittert menneske.”
Men hun slår dog fast, at der ikke er stor risiko for, at dagens gruppe bliver bitre. De har alle et meningsfuldt, frivilligt arbejde og sidder ikke kun derhjemme foran flimmerkassen og ser krimier.
På Diakonissestiftelsen foreskriver traditionen, at man begynder med en sang.
En kylling på stegepanden og en skuffende citronfromage
Tove Bech kigger i sine papirer. Den første skriveøvelse i dag handler om erindringer fra de første syv leveår. Hun taler langsomt og ser på hver enkelt deltager.
”Hvad er jeres første erindring? Kan I huske, om der var farver på væggene i jeres barndomshjem, var der tapet? Kan I huske en særlig lugt. Kan I huske spisebordet? Hvor sad I?”
Kai Jelstrup, der er frivillig i GIVRUMs værkstedsloppen smiler for sig selv ved bordenden. Han er allerede i gang med at tænke tilbage. Den krassende lyd af blyanter mod papiret bebuder, at de andre frivillige også skriver linje efter linje om barndomshjemmets farver, dufte og traditioner.
Tove Bech fortæller som den første om sine elskede høns, Hans og Grete. Hvordan hun opfostrede dem, og hun erindrer, hvordan de gik uforstyrret med deres kyllinger i haven. Hun fortæller også om den bratte opvågnen, da de små kyllinger uden hendes viden endte i fedtet på stegepanden i barndomshjemmet. Tove Bech holder en pause og siger eftertænksomt:
”Efter dét spiste jeg ikke kyllinger i 20 år.” Deltagerne undertrykker små grin.
Én husker dukketøjet, der blev vasket i en stor balje med sæbevand, hvor hun snublede og selv faldt i. En anden husker hønseringe og marmorkugler. En tredje en inspirerende kristen missionær, hvis udfarende liv hun i sin barndomslandsby var yderst tiltrukket af. Hun fortæller smilende:
”Jeg gik selv i kirke og lærte mig selv at tale kinesisk, så jeg kunne blive lige som hende.” De andre griner anerkendende.
En kvinde har været stille i gruppen. Hun har endnu ikke delt erindringer om legetøj og oplevelser. Men efter at flere af seniorerne har fået tungen på gled, udbryder hun:
”Jo, der var da den historie om citronfromagen, som vi fik i stedet for risalamande til jul.”
Og straks fortæller hun malende om skuffelsen over den manglende mandel, og fællesskabet lytter indgående.
Kai Jelstrup mindes drageflyvning i Bellahøj. Han er til daglig frivillig i det kreative fællesskab GIVRUM. Han deltager i seniorfællesskabet med sin kone Inger.
Mere end et fællesskab
Det er Frivilligheden på Diakonissestiftelsen, der står for forløbet. De kom i kontakt med Tove Bech, en tidligere forstander på Søtoftegård Højskole der har stor erfaring inden for undervisning, dannelse og biografisk historiefortælling.
”Vi ville gerne lave nogle aktiviteter for vores ældre frivillige på tværs af områderne. Det skal være et seniorfællesskab for dem, der har rundet 65 år, hvor de selv har medbestemmelse på aktiviteterne,” fortæller frivilligkonsulent Ida Vestergård Petersen og fortsætter:
”Det er tanken, at der ikke er nogen udløbsdato på fællesskabet, og seniorerne kan være med, så længe de har tid og lyst – også når kroppen ikke længere holder til et frivilligt arbejde på Diakonissestiftelsen. Så skal vi ikke sige farvel til vores frivillige, men velkommen i seniorfællesskabet.”
Ida Vestergaard Petersen forventer, at forløbet kan sætte gang i et blivende fællesskab, hvor medlemmerne tager mere ejerskab og byder ind på aktiviteter, såsom kortspil, gåture eller andre oplægsholdere.
”Det har været en stor oplevelse at være med. Tove Bechs metode, hvor vi ikke vurderer og bedømmer erindringsbilleder var ny og vigtig for mig,” fortæller Kirsten Skovmand.
Et omsorgsfuldt rum
Skriblerierne, Tove Bechs stemme og erindringsbilleder flyver i rummet. En kvinde hoster højt, og hun bliver tilbudt salviepastiller. Kai Jelstrup rækker en Läckerol-pakke, og én spørger om vand kan hjælpe. Der mangler bestemt ikke lindring til halsen og omsorgsfuldhed i lokalet.
Kirsten Skovmand er med i gruppen for første gang. Hun er frivillig i søndagskoret i Emmauskirken.
”Det er dejligt, at Diakonissestiftelsen åbner sine døre og byder os ind i fællesskabet. Jeg har mødt andre frivilligkolleger, og det var en stor oplevelse at høre glimt af deres erindringer,” fortæller hun efterfølgende.
Fakta:
|
Læs mere: |
Tema: En del af fællesskabet |