Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
”At arbejde som organist her i kirkens rum minder mig om, at vi mennesker er en del af en større virkelighed,” siger Søster Bente Birkmose, mens hun med hænderne på pulpituret skuer ud over kirkerummet fra orglet. Fra september går hun på pension efter 25 år som organist i Emmauskirken.
Det stod skrevet i stjernerne, at musikken skulle følge søster Bente Birkmose gennem hele livet. I barndomshjemmet ved Viborg lød hendes mors sang akkompagneret af ’salmecyklen’, som stueorglet blev kaldt af børnene.
”Musikken har gennemsyret mig fra jeg var lille. Min mor sang og spillede meget, da hun ventede mig. Uanset hvor jeg har været i verden, har jeg kunnet bruge det,” fortæller søster Bente Birkmose på sit kontor på Diakonissestiftelsen.
Den indre musik var med hende, da hun som uddannet sygeplejerske og diakonisse på Diakonissestiftelsen, pakkede sin kittel og rejste med Dansk Santalmission, i dag Danmission, til et spedalskhedshospital i Bangladesh.
Søster Bente Birkmose i Bangladesh sammen med to unge patienter, der er blevet opereret i hænderne pga. spedalskhed. Privatfoto
Ubudne gæster i stueorglet
På Santalmissionens hospital skulle hun sammen med læger og sygeplejersker behandle spedalske og vise lokalbefolkningen, at omsorg og at sidde på sengekanten ved en spedalsk ikke var farligt. I fritiden fyldte hun sit hjem med musik. Når de danske kollegaer kom på besøg, spillede hun til fællessang på et lille stueorgel.
”Mine venner og diakonisser derhjemme betalte for, at jeg kunne få et orgel til min stue. Det blev sendt fra Danmark med skib til Bangladesh, og det tog lang tid at få gennem tolden. Da det endelig ankom, var det fantastisk, og det fik jeg stor glæde af,” siger hun eftertænksomt.
Stueorglet blev desværre tynget af klimaet i Sydasien. Fugten om sommeren og tørken i vintertiden satte sine spor:
”Nogle gange satte tangenterne sig fast, og jeg lærte at reparere det. Kakerlakker, insekter og andre dyr havde også et godt liv i inde i orglet,” tilføjer søster Bente Birkmose med et smil.
Orglet levede i de ni år, hvor søster Bente Birkmose var udsendt, men man måtte se i øjnene, at det havde spillet sin sidste akkord, da hun drog hjem til Danmark.
Længslen efter den klassiske musik
Det var naturligt, at hun efter et have været udsendt skulle vende tilbage til sit andet hjem, Diakonissestiftelsen. Det stærke fællesskab og de mange breve og bønner, hun havde modtaget under sin tid i Asien, gjorde tilknytningen til stedet meget stærk. Hendes nye hjem blev en lille lejlighed i Diakonissestiftelsens baghave. Selvom hun var glad for at komme hjem til sin familie og venner, var det svært at vende tilbage til Danmark.
”Jeg havde et hul indeni efter at have levet så længe i et andet land. Jeg savnede Bangladesh utroligt meget. I Danmark skulle jeg på en måde begynde forfra og bygge noget nyt op. Jeg skulle finde mig selv igen,” forklarer søster Bente Birkmose.
Rekreationshjemmet Vedbygård på Vestsjælland blev stedet, hvor hun skulle finde sig selv på ny. Musik til andagter, sin sygepleje og nye venskaber satte rammen om hendes 35-årige liv. Og som året gik, blev længslen efter at kunne udtrykke sig gennem den klassiske musik stærkere og stærkere. Kirkemusikskolen i Bagsværd blev svaret for hende, og her begyndte hun sin uddannelse til præliminær organist i 1989.
”Den klassiske musik hjalp mig til at få dækket det følelsesmæssige hul efter Bangladesh. Med musikken kunne jeg få mine inderste følelser ud,” forklarer søster Bente Birkmose.
Søster Sophies Minde har haft stor glæde af søster Bente Birkmoses indlevende klaverspil til gudstjenesterne i spisestuen på plejehjemmet. Foto: Mette Frid Darré
Passionen forvandlet til et job
I dag ser alle brugere af Diakonissestiftelsen med største naturlighed søster Bente Birkmose gå målrettet med sin nodetaske i hver en krog på Diakonissestiftelsen. Siden efteråret 1993 har hun været organist i Emmauskirken, og her fik hun sin passion forvandlet til et lønnet job:
”Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle leve af at være organist. Det var lysten, der drev mig, og jeg blev grebet af musikken,” smiler hun.
Søster Bente Birkmoses lyst til at spille, synge og arrangere fællessang har store som små haft glæde af i alle Diakonissestiftelsens enheder: Klaverakkompagnement til så forskellige anledninger som dimissionsfester, salmesang for døende på Hospice, sanselige og musiske gudstjenester for demente, små og kendte sange for børneinstitutionerne samt morgensang for studerende.
Kirkens frivillige kor, Emmauskoret, har også haft en særlig plads i søster Bente Birkmoses hjerte. Hun dannede selv koret kort efter sin tiltrædelse og har dirigeret det både til ugentlige korprøver og koncerter. De frivillige kirkesangere til højmessen har hun også haft stor glæde af, da de blandt andet har gjort højmessen helt særlig og værdifuld.
Søster Bente Birkmose har så at sige været organist for alle på Diakonissestiftelsen i 25 år og har spillet ”lige fra de glade stunder i menneskers liv til de sørgelige,” som hun selv udtrykker det.
Selvom søster Bente Birkmose har afskedsgudstjeneste på søndag, giver hun ikke helt afkald på musikken. Diakonisse og frivillig i kirken vil hun altid være. Og ét er helt sikkert ifølge søster Bente Birkmose: ”musikken stopper aldrig, og den kan ofte nå ind, hvor ordene slipper op.”
I 1972 rejste søster Bente Birkmose til Frederiksberg for at uddanne sig til sygeplejerske. Senere samme år blev hun optaget som søsterelev på Diakonissestiftelsen.
Fakta:
|
Læs også: |