Reminiscens betyder at huske eller at arbejde med minder. Det er noget, man arbejder fokuseret med på Diakonissestiftelsens to plejehjem, som har mange beboere med demenssygdomme. Gennem minder skabes sprækker ind til mennesket bag demensen.
Hver uge mødes en erindringsgruppe på plejehjemmet Søster Sophies Minde. Det er bare én af mange aktiviteter for at kalde minder frem. Foto: Mette Frid Darré.
Af Karen Grønkjær Kjeldsen, Maja Topsøe-Jensen og Mette Frid Darré // kakj@diakonissen.dk
Demenssygdom lukker et menneske inde i sin egen krop, fordi hjernen og i særdeleshed korttidshukommelsen ikke fungerer normalt. Men ved at kalde minder frem gennem reminiscens kan man finde sprækker ind til mennesket bag sygdommen.
”Minder er ofte knyttet til følelser og sanser, så gennem sansemæssig påvirkning kalder vi minderne frem og får samtidig fat i en masse følelser,” forklarer forstander Hanne Tårup Jensen fra Diakonissestiftelsens plejehjem, Salem, i Gentofte.
Aktiviteter kalder minder frem
På både Salem og på plejehjemmet Søster Sophies Minde på Frederiksberg er der hver måned et hav af aktiviteter, hvoraf mange sigter på at kalde minder frem.
”På Salem er hovedparten af de 45 beboere demente i en eller anden grad. Derfor arbejder vi meget med reminiscens, sanselighed og personligt nærvær som en metodisk del af rehabiliteringen, der skal finde og vedligeholde den enkeltes ressourcer. Vi gør meget ud af at forberede, hvad man kan spørge om i forbindelse med aktiviteterne for at kalde minder frem,” siger Hanne Tårup Jensen.
Fryd i øjeblikket
Men giver det overhovedet mening at bruge energi på at finde minder frem, når de er glemt igen efter fem minutter? Hanne Tårup er ikke i tvivl:
”Reminiscensen giver livsfylde her og nu. Fryd i øjeblikket, lys i øjnene og glade smil. Vi oplever hver dag, at når vi stimulerer hjernen, går sygdommens forværring langsommere,” siger Hanne Tårup og tilføjer:
”Jeg synes, at vi har en etisk og moralsk forpligtelse til at give vores beboere livsindhold. Og til at differentiere tilbuddene, så de, der ikke ønsker så megen aktivitet, måske bare får menneskeligt nærvær over en kop kaffe.”
Fakta
|
Forstander Hanne Tårup Jensen fra Salem i Gentofte mener, at minder giver livsfylde. Foto: Karen Grønkjær.
Børn kalder gamle minder frem
Små hænder nulrer den røde modellervoks. Et par gamle hænder gør ikke ret meget ved den gule klump på bordet. Børn fra Diakonissestiftelsens børnehus, Louisegården, besøger plejehjemmet Søster Sophies Minde hver tirsdag.
“Se, jeg har lavet en snegl. Den kravler op på dine hænder,” siger en lille, glad stemme. Og pludselig er der kontakt og smil i de gamle øjne.
“Når børn besøger vores demente beboere, skaber det minder om forældreskab, om selv at være barn, om at være del af en familie. Det kan mange relatere til, og derfor virker det så godt for mennesker med demenssygdom,” forklarer Hanne Tårup Jensen.
”Vi oplever, at nogle af vores beboere, som har arbejdet professionelt med børn, i høj grad vågner til live, når børnene kommer på besøg. For andre beboere kan det være noget helt andet, der skal til,” tilføjer hun.
Gensidig glæde
På Salem i Gentofte kommer dagplejebørn på besøg hver anden fredag:
”Nej, hvor er du sød”, ”pas nu på, du ikke falder” og ”tak, må jeg få den?” lyder det denne morgen fra beboerne i Atriumgården på Salem.
Dagplejebørnene er på besøg og glæden blandt både børn og ældre er tydelig. Børnene er mellem 0 og 3 år og har meget lidt sprog, men det betyder ikke noget. Børnene er nysgerrige, og der opstår spontant små lege mellem børn og beboere. ”Tornerose var et vakkert barn”, begynder en beboere at synge, og snart er den kendte sangleg i gang, støttet af Salems medarbejdere og dagplejeren.
”Det skaber så megen gensidig glæde, når børnene er på besøg,” fortæller psykomotorisk terapeut på Salem, Anita Wollbrecht, der hver gang leder besøget, og fortsætter: ”Gennem samværet med børnene, legene og sanglegene arbejder vi på det psykiske, fysiske og det sociale plan på én gang.”
Sangtekster kommer tilbage
De smukke toner flyder roligt fra klaveret og ud i stuen på plejehjemmet Salem. Det er en torsdag i januar. En gruppe beboere sidder rundt om klaveret, hvor organist søster Bente Birkmose holder musikquiz. Nogle nikker i takt til musikken og andre vipper med foden, som spiller de med på melodien. Pludselig siger en beboer: ”Ave Maria” – og får tårer i øjnene. Det er Ave Maria af Schubert og hun kunne genkende musikstykket.
Andre gange kan søster Bente Birkmose opleve, hvordan beboere, der ellers har meget svært ved at finde ordene, kan citere første vers af ”Jeg ved en lærkerede” flydende, hvis de hører melodien.
”Musikken og de sange, vi synger til musikquiz på Salem, skaber glæde, fællesskab og rører ved følelserne. Mange beboere oplever en følelse af sejr, når de kan huske sangtekster og udtale ord, som de ellers har svært ved. For mennesker, der lider af demens, kan musikken og nærværet hjælpe dem til at genvinde tabte færdigheder og åbne op for erindringer,” fortæller søster Bente Birkmose.
Hver måned indbyder Salem beboerne til tre af søster Bente Birkmoses musikquizzer. Temaerne for quizzerne er forskellige hver gang.
Genkendelighed i gudstjenesten
“Næ, hvor er de søde. Hvor er de smukke. Dét er liv!” lyder skiftende udbrud, da præst Jan Nilsson bærer en lille klase nyligt udsprungne erantis rundt til kredsen af beboere fra Søster Sophies Minde, der er til sansegudstjeneste. Mange smiler, enkelte snuser, og en slår hænderne sammen i begejstring.
Forinden har gruppen sunget to salmer, og mange huskede ordene i den ellers lange trosbekendelse som gammel børnelærdom.
“Gudstjenesten har nogle ritualer og en genkendelighed, som vækker minder hos mennesker med demenssygdomme. Jeg sørger for at have noget håndgribeligt og sanseligt med hver gang, da det også kalder følelser og minder frem. I dag talte jeg om lys i mørket og om, hvordan de første forårstegn trænger vinteren væk. I min have havde jeg set den første erantis, og den glæde delte jeg med beboerne,” fortæller Jan Nilsson.
Kolde vintre vækker erindringer
En hvid dug med sirligt broderede blå sting, blå primulaer, stearinlys, sodavand og franske kartofler på grønne servietter byder velkommen til fire beboere på plejehjemmet Søster Sophies Minde. I dag deltager de i erindringsgruppen med aktivitetskoordinator Hanne Larsen. Hun har medbragt vinterfotografier, glansbilleder og sin egen grønne poesibog fra 1960erne.
”Vi indbyder til erindringsgruppe hver torsdag, så beboerne får mulighed for at fremkalde erindringer fra tidligere og dele dem med hinanden. Sådan får vi sammen en lille stjernestund,” fortæller Hanne Larsen.
Et foto af en spætte og en rødkælk i et sneklædt træ fylder kvindernes øjne med glæde. Der bliver talt om sne og kulden i deres barndom, og om hvordan isvintrene dengang var voldsomme. En udbryder, at hun godt kan huske sin barndom med nogle voldsomme snevintre, og hvordan trafikken blev lammet i den landsby, hun boede i.
”Ding ding!” Snakken om gamle sporvogne og dens lyde får latteren frem. Blot at se på et foto af en sporvogn i høj sne omgivet af gamle gadelygter vækker minder: ”Hvor er det dejligt! Man kan næsten høre lyden af klokken og vognens rumlen gennem byen,” siger en anden.
