SOSU-assistent Marina Skovby fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje har dagligt glæde af sin uddannelse, når hun på sit job besøger mennesker med vidt forskellige udfordringer – fra anæmi til demens. ”Jeg elsker at arbejde med mennesker,” siger hun begejstret.
Marina Skovby nyder morgenstunden med Anna Marie Jensen, hvor de taler om, hvad dagen bringer.
Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
Hun ringer på, før nøglen glider ind i låsen. ”Godmorgen!” siger hun med glæde i stemmen. Anna Marie Jensen lyder også glad: ”Er det dig, Marina?”
Marina Skovby har glædet sig til morgenritualet hos Anna Marie Jensen. Den 87-årige får dynen omkring sig, og så sidder de sammen på sengekanten og taler om vejret, og hvad der er sket siden sidst.
”Marina ved nøjagtigt, hvordan jeg vil have det, og hun er så sød til at hjælpe mig. Vi kan snakke om alt muligt – selvom jeg nogen gange ikke kan forstå, hvad hun siger,” konstaterer Anna Marie Jensen med henvisning til Marina Skovbys brasilianske rødder.
Der bliver grinet på sengekanten. Når Marina har haft fri, hævder Anna Marie Jensen, at det er svært at forstå Marinas brasilianske accent. Det ville være bedre, hvis hun aldrig havde fri.
Hun kom til Danmark i 2009 med en ergo- og fysioterapeutuddannelse i bagagen. Den har hun suppleret med en danske SOSU-assistentuddannelse og har arbejdet i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje de seneste knap to år.
”Anna Marie skælder ud, hvis jeg har fri, og der kommer en anden end mig,” fortæller Marina Skovby.
”Ja, så ringer jeg og siger, at de skal sende Marina. Men jeg har faktisk ikke noget at klage over, for de er søde alle sammen,” tilføjer Anne Marie Jensen.
Hun lider af anæmi og skal jævnligt have taget blodprøver og på hospitalet for at få transfusioner. I mellemtiden holder Marina Skovby godt øje med hendes tilstand og observerer, om der sker ændringer.
”Jeg kan godt lide at få besøg af Marina, vi kan snakke om alt muligt,” siger Anna Marie Jensen.
Mindet om en mand
På sin telefon har Marina Skovby listen over de borgere, hun skal besøge i dag og en nøje tilrettelagt tidsplan. Hun cykler fra sted til sted og træder glad ind hos Minna, der fra soveværelset råber: ”Værsgo at komme ind!”
Hun er mindre begejstret for gensynet; ikke på grund af Marina Skovby, men fordi hun sådan længes efter en mand. Eller mindet om ham.
”Gid han kunne komme igen, den lille mand, som var her i går,” gentager hun igen og igen.
”I dag er en svær dag, fordi Minna sidder fast i et minde om en mand, som hun ikke han få greb om. Det kræver meget tålmodighed og empati, og jeg skal tale med få, enkle ord. Jeg tænker altid på, at det kunne være min egen mor og prøver at behandle borgerne, som jeg selv ville ønske at blive behandlet,” forklarer Marina Skovby.
”Jeg kan høre, at du savner ham meget. Det er dejligt, at han betyder noget for dig,” siger Marina Skovby til Minna og lokker med morgenmad i køkkenet.
”Jeg elsker mennesker”
I dag må maden dog serveres på sengen, da Minna ikke har lyst til at stå op. Marina Skovby har anrettet maden efter en nøje instruks på køleskabet; alt skal være, som det plejer.
”Jeg har på min uddannelse lært meget om demens. Minna kan blive forvirret og konfus enten på grund af en urinvejsinfektion eller på grund af sin demens. Det er vigtigt at kunne genkende symptomerne, så jeg kan handle korrekt,” fortæller hun.
Minna får sin sorte kaffe og sine piller i en lille skål ind til sengen.
”Sikke en dejlig kaffe! Hvor er du sød og rar, du er ligesom min egen mor,” udbryder Minna begejstret og tæller sine piller: ”To, fire, seks, otte.” Hun har helt styr på, hvor mange der skal være.
Det tager lang tid at få lov at skifte hendes tøj og vaske hende.
”Jeg elsker mennesker, og jeg elsker at arbejde med mennesker. Det sværeste er når borgeren savner nogen, og jeg ikke kan hjælpe dem ud af den smerte. Jeg læser meget om demens, for jeg vil hele tiden gerne blive bedre til at hjælpe mennesker med demens,” siger hun og viser en app på telefonen, der fungerer som opslagsværk om demens.
I en bog i køkkenet skriver hjemmeplejens medarbejdere og Minnas pårørende, hvordan hun har det, og om der er noget særligt, der kræver opmærksomhed.
Nogle gange bruger hun også pædagogik, som hun har lært på uddannelsen. Det sker for eksempel hos den næste borger på listen, som er blind og sengeliggende, og som kan blive vred og slå, når hun skal vaskes.
”Hun er til gengæld meget glad for mad, så jeg kan aftale med hende, at hun får sin mad, når hun er blevet vasket, og så samarbejder hun velvilligt,” fortæller Marina Skovby.
”Jeg kommer tilbage ved frokosttid,” lover Marina Skovby, før hun forlader lejligheden og cykler gennem regnen til det næste menneske, der har brug for hjemmepleje.
Fakta:
|
Tema om værdibaseret omsorg |
Vil du støtte Hjemmeplejen?Vælg 'Diakonissestiftelsens Hjemmepleje' som modtager. |