Børn i institutioner skal lære, udvikle relationer, trives og dannes. Men i forbindelse med coronanedlukningen blev et nyt begreb legalt: nødpasning. Det skriver lederne af Diakonissestiftelsens børnehuse i et debatindlæg i Politiken.
Fisk: Vi skal fange og overføre al den gode læring fra corona-tiden til forbedret pædagogisk praksis på den lange bane. Foto: Karen Grønkjær.
Af Sally Heman og Lene Nedergaard, ledere af børnehusene Louisegården og Marthagården under Diakonissestiftelsen på Frederiksberg // kommunikation@diakonissen.dk
Pasning er blevet et fyord. Høj kvalitet i dagtilbud tager udgangspunkt i forskningsbaseret viden om, hvad der er godt og rigtigt i forhold til kvalitet, læring og udvikling af barnets kompetencer. Måske skal vi tænke det, der ligger i konceptet ' nødpasning', mere ind i ' den nye normal'.
Da vi gradvist åbnede vores to børnehuse med i alt 300 børn, var vi spændte på, hvordan børn og forældre ville tage imod de mange restriktioner. Pædagogik og sundhedsfaglige restriktioner er umiddelbart ikke to forenelige størrelser.
Vi blev tvunget ud i et pædagogisk eksperiment, som vi aldrig selv havde vovet at sætte i søen. Forældrene afleverede børnene uden for institutionerne, børnene var delt ind i små grupper med en fast voksen, der var begrænset udvalg af legetøj, institutionen var zoneinddelt, og åbningstiden var reduceret til kl. 8-15. Til vores store overraskelse oplevede vi mange positive bivirkninger for børnenes trivsel.
Vi har smagt på, hvordan bedre normering og reduceret kompleksitet forbedrer trivslen for både børn og pædagoger, så vi er nødt til at råbe op, når man nu vil vende tilbage til, hvordan det var før coronaen.
Læring eller pasning?
De kortere dage gav børnene mere kvalitet i dagtilbuddet. 8-15 betyder, at børnene maksimalt har haft en 35-timers arbejdsuge. Det har medført, at børnene er glade, mens de er i institution, og har overskud til at lære. Vi ved godt, at det ikke er realistisk at begrænse åbningstiderne, men de senere år, har det været forbudt at tale om at passe børn; de skal lære hele dagen.
I ydertimerne, hvor der var nødpasning, har vi ofte bemandet med ufaglært personale, som har haft fokus på hygge og ro. Hvis det uddannede personale sørger for, at der er læring 8-15, er det så ikke ok, at børnene bare hviler hovederne, når de er trætte? Kan vi ikke overveje, at tidlig morgen og sen eftermiddag bare er pasning? Det kunne måske også frigive nogle ressourcer til nogle af de andre tiltag, vi lærte af corona-tiden.
Den reducerede åbningstid betød, at de samme pædagoger og medhjælpere var på arbejde hele dagen. Forældrene mødte de samme medarbejdere om morgenen og igen om eftermiddagen. Det har haft en positiv effekt på den daglige kommunikation, da mange misforståelser eksempelvis med beskeder, der ”forsvinder” er undgået. Pædagogerne har kunnet sige til det lille vuggestuebarn ’nu putter jeg dig, og når du vågner, er det også mig, der tager dig op’. Kontinuitet der giver høj kvalitet.
Færre valgmuligheder
De mindre børnegrupper medførte for nogle børn en umiddelbar sorg over ikke at kunne lege med alle, men det betød også, at de børn, som normalt har det svært i legerelationer, fik lettere ved at være med, fordi grupperne var mindre, og de ikke blev fravalgt.
Helt generelt bør vi forsimple hverdagen for børnene og give dem færre valgmuligheder.
Når legepladsen bliver delt op i zoner, bliver det pludselig spændende, at vi i dag skal være ved rutsjebanen. Når legetøjet bliver begrænset, opstår et fællesskab, fordi vi alle kan relatere til zoo-dyrene. Og når børnene bliver afleveret om morgenen, har vi allerede forhindret dagens første konflikter, fordi der ikke er nogen diskussion om, hvilken bamse der skal med, for der må ikke komme legetøj med. Og der er ikke nogen diskussion om, hvor længe mor skal blive hængende, for hun må slet ikke komme med ind.
Forældrenes eller børnenes institution?
Vi har alle dage været fortalere for, at forældrene er samarbejdspartnere, og at det også er deres børnehuse. Nu er vi blevet opmærksomme på de forstyrrelser, som forældrene bringer ind i børnenes hverdagsliv i institutionen. Nogle børn er måske kommet kl. 7, og frem til alle børn er blevet afleveret kl. 9.30, bliver de forstyrret af ca. 25 forældre, der kommer ind på stuen. Hver gang kigger pædagogen op og siger godmorgen eller tager imod en besked.
Vi har oplevet en helt anden ro i hverdagen, som vi ønsker at holde fast i. Derfor går vi nu i dialog med forældrene om, hvordan den nye normale aflevering skal være. Måske skal forældrene blive ude i garderoben, og ikke komme ind på stuen? Heldigvis oplever vi, at forældrene også er glade for den reducerede kompleksitet i hverdagen. De mærker også, at børnene er glade og trygge ved at komme, og at det er blevet nemmere at sige farvel.
Vores håb og ønske er at kunne overføre al den gode læring fra corona-tiden til forbedret pædagogisk praksis på den lange bane. Vi beder kommuner og politikere om ikke bare ureflekteret at vende tilbage til den gamle normal, men give institutioner og forældre lov til at tilpasse den nye hverdag med afgrænset læringstid, mindre grupper og institutioner som primært er børnenes, ikke forældrenes.
Lene Reedtz Nedergaard er leder af Børnehuset Marthagården. Foto: Thomas Wittrup.
Sally Heman er leder af Børnehuset Louisegården. Foto: Karen Grønkjær.
Fakta:
|
Læs mere om børnehusene: |
Tema om corona-tiden: |