Børn kan tåle rigtigt meget i livets svære situationer. Bare ikke at blive holdt udenfor. Man skåner dem ikke ved at skjule alvoren, for børn er eminente til at mærke stemninger. Det fortæller sygeplejerske Lene Pedersen fra Diakonissestiftelsens Hospice, der dagligt møder børn i sorg.
Sygeplejerske Lene Pedersen har været med til at lave Diakonissestiftelsens Hospices helt egen malebog med Hospicemusen Holger, som kan give børn et pusterum fra sorg og sygdom. Foto: Karen Grønkjær.
Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
”Hej Lukas. Godt at se dig. Har du været inde at besøge din mor?”
Drengen er klædt i fodboldtøj og kommer gående hen ad gangen i Diakonissestiftelsens Hospice sammen med sin far. Selvom mor er indlagt på hospice, skal fodboldtræningen passes.
Børn skal både ses og høres på hospice
”Jeg tror, at det allervigtigste, vi kan gøre for børn her på hospice, er at se og høre dem. Vi husker deres navne og viser dem rundt. Mange har fulgt deres forældre eller bedsteforældre på hospitalet, hvor de måske ikke er blevet set pga. det tidspres, der ofte er,” fortæller sygeplejerske Lene Pedersen fra Diakonissestiftelsens Hospice, der møder mange børn, som har forældre eller bedsteforældre på hospice.
Når medarbejderne møder børn, er det vigtigt at fornemme dem, forklarer hun:
”Nogle børn render efter os, og andre gider os slet ikke. Men de skal alle sammen ses. Jeg mødte engang en teenagedreng, som var meget svær at komme ind på livet af, men jeg havde brug for, at han var informeret om nogle muligheder. Jeg satte mig ved siden af ham og talte ’på’ ham, som jeg kalder det, når jeg ikke forventer et svar,” siger hun og uddyber:
”Jeg sagde: Du vil nok ikke tale med mig, men der er nogle ting, jeg gerne vil fortælle. Og så fortalte jeg om tilbuddene fra ’Børn, Unge & Sorg’. 'Det var egentlig bare det, jeg ville sige,' sagde jeg. Han sagde ikke en lyd, og så fik han lov at være i fred.”
Svinger ind og ud af sorgen
Hospice har et børnevenligt gæsteværelse med en PlayStation, bøger, spil og fjernsyn. Her kan børnene trække sig lidt væk fra død og sygdom. De kan få en bamse fra Trygfonden. Den er god at fortælle hemmeligheder til. Og så de kan møde Hospicemusen Holger, som optræder i en malebog kreeret særligt til Diakonissestiftelsens Hospice
”Det er en sød og lidt fræk mus, som er tegnet i forskellige situationer på hospice – han hopper for eksempel i sengen. Malebogen handler ikke om sygdom, for børn har ofte brug for et pusterum. For at komme ud at spille fodbold eller bare forsvinde ind i en hyggelig tegning,” siger Lene Pedersen.
”Man behøver jo ikke at sidde og græde hele dagen, selvom man er trist. Børn er eminente til at pendulere – altså svinge ind og ud af sorgen. Jeg sad engang med nogle søskende, hvis far skulle dø. Drengen stillede en hel masse spørgsmål, mens pigen bare lå og græd ind i en pude. Men pludselig rejste hun sig, hentede sit penalhus og blok og satte sig til at tegne.”
Børn fylder meget på hospice. På patientstuerne kan man hænge tegninger og fotos op på et magnetisk felt på væggen. Foto: Jesper Rasmussen.
Sammen i sorgen
Lene Pedersen mener, at det er vigtigt ikke at skjule noget for børnene. Det nytter ikke, at man forsøger at gøre kræft til noget a la influenza, som går over igen. For inden længe, kommer børnene måske i skole, og møder nogen, der kender nogen, der er død af kræft.
”Vi skåner dem ikke ved at lade være med at fortælle sandheden. Men vi skal gøre det på en ordentlig måde uden at overinformere. Selvfølgelig er det ok at vise, at man er ked af det. De vil nok undre sig, hvis far ikke er ked af, at mor skal dø. Man kan ikke fjerne deres sorg, men man kan være der for dem og sammen med dem,” pointerer Lene Pedersen.
Hun anbefaler, at man som forældre eller barnets anden primære voksne også sørger for at have andre ressourcepersoner eller bekendte til at tage sig af barnet. Gerne nogen, som ikke er i tæt familie og derfor ikke er alt for berørt af sorgen.
Hvad sker der, når man dør?
Når patienten er død, bliver børnene opfordret til at se den afdøde for at afmystificere døden.
”Det er godt for børn at se deres afdøde forældre. Nogle tager også fotos, så de har muligheden for at se dem igen. Det er vigtigt først at forberede dem på, hvad de møder: ’Din mor er bleg og kold. Der står blomster på bordet, og hun har sin pæne, røde bluse på. Der er måske nogen voksne derinde, som græder. Der er ikke noget, du ikke må, og du må frem for alt gerne stille spørgsmål’,” siger Lene Pedersen med en stemme, der er lidt lysere end normalt, som om hun talte til et barn.
Hun fortæller om en situation, hvor en dreng ikke ville med til sin farmors bisættelse. Da hun spurgte ind til hvorfor, sagde han, at han ikke ville se sin farmor blive brændt. Det endte med, at drengen deltog i bisættelsen.
”Det er vigtigt at spørge ind til børns forestillinger, for de kan have alle mulige forestillinger om døden – at mor ligner en zombie, eller at farmor bliver brændt på et bål i kirken. Selvfølgelig skal de have lov at sige fra, men man skal have modet til at være nysgerrig og spørge ind,” forklarer Lene Pedersen.
Det er vigtigt at forberede børn på, hvad de møder på patientstuen helt ned i detaljer som, at der er blomster på bordet, og hvilken bluse mor har på. Arkivfoto: Simon Klein Knudsen.
Børn kan omvendt også spørge og kræve svar på, hvad der sker efter døden. Her råder Lene Pedersen til, at man vender spørgsmålet den anden vej:
”Hvad tror du selv? plejer jeg at spørge, og så følger jeg deres forestilling. Vi havde engang en lille dreng, der så sin far sidde ovre i vindueskarmen, da han var død. Så skal man jo ikke sige ’sikke noget vrøvl’,” understreger Lene Pedersen.
Et arbejde der betyder noget
Selvom hendes arbejde kan være mentalt hårdt, kan hun godt lide det. Hun har været 16 år på Diakonissestiftelsens Hospice og har mødt mange børn på sin vej.
”Det er da svært, når jeg ikke kan nå ind til en teenager, hvor det er tydeligt, at han har det uhyre hårdt. Men jeg er jo ikke forpligtet over mine evner, og jeg ved, at mit arbejde betyder noget,” siger hun og uddyber:
”Vi havde en kvindelig patient, som var alene med sin 12-årige søn. Da hun døde, skrev jeg et brev til ham, hvor jeg bevidnede hendes død og beskrev, hvad der var sket. Det faldt mig bare ind. Jeg kender en af hans bekendte og får ad omveje en hilsen fra ham af og til. Så jeg ved, at jeg har gjort en forskel for en dreng. Man behøver ikke gøre det sværere, end det er.”
Fakta
|
Læs også |