”Livet er værd at leve, så længe man har noget at sige andre”

28. marts 2018

Frivilligt arbejde giver pensionerede Grethe Hierbæk kvalitet i livet. Hun nyder at være besøgsven, og det skulle vise sig, at hun også selv fik brug for en.

89-årige Grethe Hierbæk har fundet megen livskvalitet gennem frivilligt arbejde. Foto: Marianne Vestergaard Nielsen

Af Marianne Vestergaard Nielsen // mvn@egv.dk

Livskvalitet er nogle gange mere end at give af et godt hjerte. Det kan også være at tage imod. Det har 89-årige Grethe Hierbæk fundet ud af efter mange år med at hjælpe andre både i sit professionelle liv og som frivillig.

Gæsterne og de andre frivillige på Diakonissestiftelsens Café Kram spurgte tit efter opskriften på Grethe Hierbæks populære boller, men det er ikke ingredienserne, der er noget særligt.

Jeg er fra Vestjylland, og der lærte jeg at ælte dejen grundigt. Den skal også have lov at hæve alt det, den vil,” siger Grethe Hierbæk.

Et godt match
Inden de frivillige vagter i køkkenet på den nu lukkede Café Kram, startede hun som sygehjælperelev på Diakonissestiftelsen, hvor hun blev frem til sin pension som 61-årig i 1990. Hun var utroligt glad for at være sygehjælper. Ikke to dage var ens, og hun nød, at arbejdet var så levende.

Tilværelsen som pensionist åbner muligheden for frivilligt arbejde, og det giver hende stor tilfredsstillelse at kunne være noget for andre mennesker. Så da muligheden byder sig for at blive besøgsven hos Rita Hansen, takker Grethe Hierbæk ja.

”På det tidspunkt bor Rita Hansen i sit eget hus med både første og anden sal og holder det hele selv. Hun er ikke fyldt 100 år endnu, men hun er stærkt på vej,” fortæller Grethe Hierbæk.

Rita Hansen og Grethe Hierbæk viser sig at være et rigtig godt match som besøgsven og -vært. Da Rita Hansen i en periode er indlagt flere gange, fortsætter Grethe Hierbæk sine besøg på hospitalet.

Efter sin genoptræning får hun rollator, og vi går mange ture sammen. Jeg beundrer hende stadig for den viljestyrke og gå-på-mod, som jeg oplever på det her tidspunkt,” siger Grethe Hierbæk.

Rita Hansen (t.v.) og Grethe Hierbæk har byttet roller, så Rita i dag besøger Grethe. Foto: Helle Engelsborg Olsen.

Bøtten er vendt rundt
Rita kommer på plejehjem, og under flytningen opstår der forviklinger om nogle ejendele, hun ikke får med. Den misere går hende på, og der støtter Grethe Hierbæk sin veninde med et lyttende øre.

”Som besøgsven skal man være god til at sætte sig i andres sted og have lyst til at være noget for andre mennesker. Og som bonus giver det mig en god selvværdsfølelse, når jeg stadig kan udrette noget og være til gavn for andre,” siger Grethe Hierbæk.

Senere bliver det Grethe Hierbæks tur til at pakke mere end 50 års liv ned for at flytte på plejehjem i juni 2017, og siden har det været 105-årige Rita, der besøger Grethe Hierbæk.

”Det griner vi meget af, at nu er bøtten vendt rundt. Før var jeg besøgsven, og nu er det mig, der er vært,” konstaterer Grethe Hierbæk.

Fakta:

  • Artiklen er publiceret i samarbejde med Fonden Ensomme Gamles Værn.

  • Grethe og Rita mødtes i november 2012 gennem Samvirkende Menighedsplejer, der sætter frivillige besøgsvenner sammen med interesserede besøgsværter.

  • Samvirkende Menighedsplejer er netop udkommet med et hæfte, som er støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn, med gode råd til, hvordan en besøgstjeneste kommer bedst fra start.

  • Diakonissestiftelsen har også besøgsvenner på sine to plejehjem, Salem og Søster Sophies Minde.

  • Over 200 frivillige har deres gang på Diakonissestiftelsen. De frivillige gør en stor forskel for andre, samtidig med at de selv bliver styrket.

Læs også: