Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
Klinisk sygepleje, patientinvolvering og interkulturel sygepleje var på programmet, da Diakonissestiftelsens UddannelsesCenter var vært for FADL’s Forlags bogreception den 12. april.
I centrum for fejringen er det nye trebindsværk til sygeplejerskeuddannelserne, som studerende kan bruge gennem hele studietiden. De omfatter basisviden inden for sygepleje som lindring og omsorg, patienterrettigheder, patientsikkerhed og patientinvolvering.
De tre moppedrenge på i alt godt 2.000 sider er skrevet af 107 forfattere på tværs af Danmark, primært med ph.d. baggrund. Fire af forfatterne, der har biddraget til afsnit i bøgerne er faste lektorer på Diakonissestiftelsens sygeplejerskeuddannelse: Ingeborg Ilkjær, Pia Palnæs Hansen, Mette Kildevæld Simonsen og Jan B.W. Pedersen.
Ifølge uddannelsesleder Pia Palnæs Hansen kan vi godt glæde os over at bidrage til uddannelsen af fremtidens sygeplejersker.
"Vi kan godt være stolte af, at vi fra sygeplejerskeuddannelsen på UdannelsesCenter Diakonissestiftelsen har tre lektorer og en uddannelsesleder, der har bidraget til trebindsværket. Det er med til at synliggøre det høje faglige niveau vi til stadighed har på uddannelsen. Det glæder mig, at sygeplejerskestuderende i hele Danmark kan få glæde af den viden, de fire forfattere har bidraget med.”
Bøgerne omfatter alt fra basis sygepleje til kapitler om patientinvolvering og patienternes rettigheder.
Spritnye bøger er efterspurgte
De nye sygeplejebøger har ifølge initiativtager, redaktør og lektor Steen Hundborg længe været efterspurgte, da der har manglet opdateret viden til sygeplejerskeuddannelsen.
”Det særlige ved de nye bøger er, at de er bygget op om sygeplejebekendtgørelsen fra 2016. Her er der et endnu større fokus på sygeplejerskens sundhedsfaglige beslutninger, lederskab og patientinvolvering i forbindelse med pleje og rehabilitering,” fortalte han i sin præsentation.
De tre bind præsenterer den nyeste forskning inden for feltet og er skrevet på et letlæseligt sprog samt illustreret af cases og faktabokse. Som prikken over i’et kan bøgerne tørres af med sprit.
Selvom påskeferien stod for døren, var mange sundhedsfaglige mødt op til receptionen for de nye bøger.
Fakta
|
Læs mere: |
Tema: En del af fællesskabet |