Kender du de stateligt klædte arbejdere?

6. april 2018

Vi har brug for din hjælp til et udsædvanligt fund, som Lillian Simonsen gjorde i Loppeshoppen Valby i januar. Blandt de donerede varer fandt hun tre store bunker af stereobilleder, der højst sandsynligt er fra begyndelsen af 1900-tallet.

En gruppe stateligt klædte mænd sidder højst sandsynligt foran det gamle Folkets Hus, der blev opført i 1890’erne på Enghavevej. Huset er siden revet ned, og en ny bygning blev opført i 1950’erne, hvor spillestedet VEGA ligger i dag. Foto: Lillian Simonsen.

Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

I små stakkede bunker lå fotos i grålige nuancer med små glimt fra fortiden. Frivillig Lillian Simonsen gjorde det sjove fund i begyndelsen af det nye år sammen med sin frivilligkollega, Cristina Larsen, i Loppeshoppen Valby.

”Jeg kunne med det samme se, at fotoene var gamle. Cristina og jeg blev begge meget begejstrede og talte sammen om billedernes oprindelse.”

Heldigvis kunne Marianne Kure, der er ejer af nabobutikken, fortælle, at der var tale om et specielt fund, men at hun ikke kunne huske navnet på stående fod.

”Hun råbte ’stop, stop, stop, jeg ved hvad det er!’ og skyndte sig ind i blomsterbutikken for hurtigt at vende tilbage med et udskrift fra Det Kongelige Biblioteks afdeling for gamle fotos,” fortæller Lillian Simonsen ihærdigt.

Billeder fra en svunden tid ligger spredt på personalebordet i Loppeshoppen Valby. Foto: Lillian Simonsen.

Billeder i stereo
Udskriften fra Det Kongelige Bibliotek gjorde Lillian Simonsen ekstra interesseret. Der var nemlig tale om stereofotos, der blev brugt meget i 1800-tallet, hvor kunsthungrende kunne købe små familiebilleder eller mindeværdige seværdigheder. Derhjemme kunne de, via et håndholdt apparat, et såkaldt stereoskop, indsætte stereobilleder og opnå en tredimensionel illusion.

Lillian Simonsen lånte straks en bog på biblioteket om stereobilleder og kontaktede Det Kongelige Biblioteks dokumentationsafdeling.

”De sagde tak for henvendelsen, men at de desværre måtte takke nej, da de allerede havde rigeligt med stereobilleder. Til gengæld opfordrede de mig til i stedet at kontakte lokale afdelinger, som kunne havde interesse.”

Lillian Simonsen begyndte derefter at studere billederne nærmere. Hun opdagede, at der mellem motiverne af Botanisk Have og andre seværdigheder også var billeder af arbejdere, der nyder solen til 1. maj i Fælledparken, og af Folkets Hus, hvor spillestedet Vega ligger i dag. Hun tænkte straks, at de måtte have interesse for Arbejdermuseet og tog kontakt. Og det havde de!

De røde faner har vejet i vinden i Fælledparken siden 1. maj 1890, da det dengang var forbudt at demonstrere i gaderne. Foto: Lillian Simonsen.

Dedikeret detektiv
En regnfuld og råkold formiddag i januar tog hun et S-tog til Taastrup for at aflevere billederne til arkivar på Arbejdermuseet, Freddie Erik Nielsen. Bundterne med de 30 stereobilleder blev alle overleveret, og arkivaren kunne fortælle, at de bliver sendt videre til dokumentationsafdelingen, hvor de kommer til at ligge sammen med mere end tre millioner billeder i arkivet, og dermed kommer de også til at udgøre en lille del af Danmarks og arbejdernes historie.

Det store spørgsmål
Tilbage udestår spørgsmålet, som hverken Lillian Simonsen eller Arbejdermuseet kunne svare på: Hvem har taget billedet af arbejderne i Fælledparken, og hører der en særlig historie med? Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du kan kaste lys over sagen. Så sørger vi for, at museet får besked.

Fine fruer går tur med barnevogne i en park. Foto: Lillian Simonsen

 

Fakta

  • Hvis du kender til stereobillederne, må du meget gerne kontakte os på sociale medier eller på mfda@diakonissen.dk

  • Diakonissestiftelsens genbrugsbutikker ’Loppeshoppen’ ligger både i Valby og på Frederiksberg. Loppeshoppen på Frederiksberg åbnede i 1975 og er dermed en af Danmarks ældste butikker med salg af genbrugstøj.

  • Vores frivillige gør en stor forskel for andre, samtidig med at de selv bliver styrket. Læs mere om Loppeshoppen-butikkerne og muligheden for at blive frivillig.

 

Læs mere: