Julen binder os sammen på tværs af Diakonissestiftelsen

20. december 2018

Fire medarbejdere sætter ord på det bedste ved julen. Kom med til jul på Hvide og Gule Hus, Hospice og Sygeplejeuddannelsen og med forstanderinden for hele Diakonissestiftelsen.

Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

Thomas Hald Petersen: Julen er tid til nærvær og samvær - og marcipan.

Leder Thomas Hald Petersen fra Hvide og Gule Hus i Gentofte elsker julen, fordi det er en tid til nærvær og samvær – og til julepynt, hygge og julemad. ”Marcipan er jo lavet af mandler, som næsten er en frugt,” konstaterer han med et grin.

”I Hvide og Gule Hus dyrker vi virkelig sammenhold og fællesskaber i juletiden. Vi har en fast tradition med at låne minibussen fra plejehjemmet Salem, og så kører en gruppe ud for at hente juletræ. Så hygger vi med pynt og julelys, tænder op i pejsen og får lidt knas. 

Vi har også en julefest for brugere og medarbejdere, hvor alle byder ind med noget – borddækning, madlavning, underholdning… Diakonissestiftelsens præst deltager med et lille indlæg og en fællessang. Borgmesteren plejer også at komme forbi og ønske glædelig jul.

En vigtig tradition er også, at vi markerer ved vintersolhverv, at vi går mod lysere tider. Så tænder vi lys i rundt huset og haven.”

Eva Milling: Julen er magisk, den får alle til at ville gøre lidt ekstra.

Sygeplejerske Eva Milling fra Diakonissestiftelsens Hospice elsker julen og dens magi, og det er hende, der pynter op på hospice i december.

”Det er en unik situation at holde jul på hospice. For de fleste af vores patienter er det deres sidste jul, og der er derfor mange, stærke føleler på spil. Det betyder, at alle sætter ekstra pris på det, de har sammen, og at vi gør lidt ekstra ud af julen.

Der er jo lige så mange traditioner, som der er mennesker. Nogle pynter op på deres stuer, andre gør ikke. Jeg har pyntet op på fællesområderne sammen med vores altmuligmand. Diskret, men hyggeligt, synes jeg.

Om fredagen kl. 14 har vi fællessang, hvor der ofte bliver sunget julesange. Det er både for personale og patienter. Nogle deltager, andre sidder på 1. sal og lytter med, og nogle åbner dørene til stuerne, så de kan høre sangene.

Jeg har bagt brunkager med mine børn i weekenden og har taget et par krukker med til patienterne. Det er jo noget af det, der gør julen magisk: Alle har lyst til at gøre lidt ekstra. Ekstra nærvær, lækkerier og musik.”

Julie Tejmers: Julen giver anledning til at være sammen på tværs af Diakonissestiftelsen.

Lektor Julie Tejmers, der underviser på Sygeplejerskeuddannelsen kan godt lide julen, fordi den giver ekstra tid til at være sammen med familien, især med hendes børn. På Diakonissestiftelsens Sygeplejerskeuddannelse er julen anledning til nogle traditioner, der adskiller skolen fra andre uddannelsessteder:

”Vi har hvert år en klippe-klistredag den 13. december med æbleskiver, gløgg og julemusik, hvor alle undervisere også prioriterer at deltage. Det er hyggeligt at komme hinanden ved. Det er også en tradition, at der kommer en overraskelse kl. 12. Alle ved efterhånden, at det er De Studerendes Råd, der laver luciaoptog, men der er noget hyggeligt og julet ved, at det er en overraskelse. De seneste år har det været med en mandlig brud i spidsen. Det giver ekstra smil, måske fordi der er flest kvinder på uddannelsen.

Vi ser også krybbespil med Diakonissestiftelsens børnehuse og deltager i juleafslutningen i kirken den 21. Undervisningen bliver planlagt, så alle kan være med. For det er noget af det særlige ved Diakonissestiftelsen, at vi er sammen på tværs og mærker fællesskabet.”

Søster Merete Pelle Poulsen: Julen har vi til fælles fra vugge til grav.

Diakonissestiftelsens Forstanderinde søster Merete Pelle Poulsen kan lide det hele ved julen.

”Ved de mange optakter til julen og selve fejringen mærker vi virkelig synergien på kryds og tværs af Diakonissestiftelsen, og den store værdi af at have frivillige. Fejringen af julen er noget, vi har til fælles fra vugge til krav, og som binder os sammen som en helhed.

Jeg kan godt lide, at julen forener kirkens budskab om Jesu fødsel med folkelighed og fællesskaber, og jeg er så glad for, at vi fejrer juleaften her på Diakonissestiftelsen, så alle kan have nogen at være sammen med. Jeg plejer på selve juleaften at gå rundt og hilse på de medarbejdere og frivillige, som gør deres bedste for, at beboere og patienter har en god oplevelse ved at være her i julen, og de virker til at lykkes med det hvert år.

Når juleaften er ovre, er det rart med nogle stille dage til at puste ud fra hverdagens og julens travlhed og til at reflektere over julens budskab.”

Fakta

  • Diakonnissestiftelsens forstanderinde er hvert år vært til både jule- og nytårsaften. Der er som regel mellem 40 og 60 deltagere til juleaften.

  • Diakonissestiftelsen har over 155 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.

  • Diakonissestiftelsen er en nonprofit-virksomhed, og det betyder, at vores overskud går direkte til at udvikle vores ydelser og til fællesskaber, der hjælper ensomme og sårbare mennesker.

Læs også