”Jeg vil klare det meste selv – også i julen”

19. december 2018

Katharina Dauber er snart 93 år. Hun bager vaniljekranse med naboen og pynter lejligheden op til jul. Når det kniber med at få kroppen til at makke ret, får hun hjælp fra SOSU-hjælperen Archonto Kypriotis fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.

Katharina Dauber er glad for hjælpen, hun får af SOSU-hjælper Archonto Kypriotis fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.

Tekst og fotos Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

December er en travl måned for de fleste. Og selvom tyskfødte Kathrina Dauber snart runder 93 år, har hun mere travlt end de fleste. Den lille lejlighed er pyntet med snelandskaber og kravlenisser fra det hedengangne Daells Varehus og pakkekalenderen fra barnebarnet på 50 år ligger lokkende med datoer på.

Der dufter i dag af nyvasket gulv i lejligheden. Hjemmeplejen har lige været forbi og Katharina Dauber sidder i den pyntede stue ved det runde bord sammen med SOSU-hjælperen Archonto Kypriotis.

”Jeg har ikke fået hjælp til at sætte julepynten op, men min nabo hjalp mig med julekasserne fra kælderen,” fortæller Katharina Dauber og tilføjer, at december måned bestemt ikke er gået stille for sig.

Hun er netop kommet hjem fra en rejse til Tyskland, hvor hun var til sin 90-årige lillesøsters fødselsdag. Og siden har hun haft travlt med at tilberede den hjemmelavede karrysild til julefrokost i klubben for tysktalende lande, som hun stiftede i 1960. Det kan knibe for Katharina Dauber at stå op i køkkenet i længere tid ad gangen, derfor sidder hun nu ved stuebordet og skræller kartofler og tilbereder dej til julekagerne:

”Naboen og jeg har også bagt vaniljekranse og finskbrød sammen. Så længe jeg kan sidde og ordne maden ved mit stuebord, så går det hele.”

Ved stuebordet kan Katharina Dauber både skrælle kartofler, tilberede julekagedej og se billeder på sin tablet.

Vil selv, kan næsten selv
Selvom Kathrina Dauber vil gøre alt selv, så er det ikke altid, at kroppen kan følge med. Derfor får hun dagligt hjælp fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje. I dag har SOSU-hjælperen Archonto Kypriotis hjulpet med støttestrømper, morgenbad og morgenmad:

”Det er svært ikke at kunne det hele selv. Jeg har gennemgået fem knæoperationer og to operationer i ryggen. Det er rart, at der er nogen, der kan komme og hjælpe mig,” siger Katharina Dauber.

Selvom hun har brug for praktisk hjælp, så mærker Archonto Kypriotis også hendes positive sind og gåpåmod, når hun kommer for at hjælpe: ”Hun er frisk i hovedet og meget aktiv. Nogle gange når jeg kommer på frokostbesøg, er hun gået ud.” og Katharina supplerer:

”Jeg vil ikke prale, men jeg har altid haft et positivt sind. Hvis jeg ikke laver noget, så går jeg nedenom og hjem.”

Katharina Dauber har nisser i alle former og farver. Mange af dem købte hun i Daells Varehus i Nørregade.

Jul i Danmark
Julen har altid været særlig for Katharina Dauber. Hun kom til Danmark fra Tyskland i 1949. inden da havde hendes familie gennem flere år været på flugt fra russerne, og de kom til Danmark netop på juleaften i 1949. Det første møde med det overdådige, danske julebord står stadigvæk som ganske særligt for Katharina Dauber, der ankom med intet andet end en lille kuffert og en frakke syet af en plaid:

”Da jeg så alt det mad! Der var både and og en masse andet. I Tyskland var vi var vant til, at min mor købte et lille stykke kød i under krigen, ” griner hun.

Især de danske traditioner med at danse om juletræet fandt hun meget fjollede: ”Det var jeg slet ikke vant til fra Tyskland. Der sagde vi hver især et juledigt foran træet.”

Katharina Dauber kommer oprindeligt fra Köln i Tyskland, men flyttede til Danmark i 1949.

Jul med hjemmepleje
Katharina Dauber har fejret mange jule siden da. Og i år er ingen undtagelse. Hun skal til sin datter i Karlslunde. Juleaftensdag bliver hun hjulpet i tøjet af Diakonissestiftelsens Hjemmepleje og hentet af Flextrafik og kørt frem og tilbage. Selvom det er rart at få serveret mad og komme ud, så har Katharina Dauber ikke helt vænnet sig til at, at hun ikke skal lave det hele selv:

”Jeg kan ellers godt lave mad. Jeg lavede al maden til 40 mennesker, da jeg fyldte 90 år.”

SOSU-hjælper Archonto Kypriotis er også travlt beskæftiget i juledagene. Hun har vagt den 24. december og hjælper med at gøre borgerne klar til jul. Hun skal selv hjem om aftenen og holde jul med sine to døtre.

”Det er hyggeligt at hjælpe de ældre i juletiden og gøre dem klar til julebesøg. Der er mange pårørende, man kan hilse på, og det gør, at jeg føler, jeg kender det enkelte menneske bedre.”

Fakta:

  • Diakonissestiftelsens Hjemmepleje har ca. 75 medarbejdere, der leverer hjemmeplejeydelser til ca. 650 borgere.

  • Der er frit valg af hjemmeplejeleverandør. I Frederiksberg Kommune kan man vælge mellem den kommunale hjemmepleje, Hjemmehjælpen A/S og Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.

  • Borgere, der er visiteret af kommunen, har ret til gratis hjemmepleje, som kan omfatte hjælp til personlig pleje og omsorg, rengøring, fysisk træning eller genoptræning.

  • Det er desuden muligt at købe privat hjemmepleje hos Diakonissestiftelsen.

  • Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 150 års erfaring i at drage omsorg for mennesker.

Flere julehistorier

Læs mere om hjemmeplejen