”Jeg vil ikke have en mand, men mange børn”

28. februar 2018

Om et par dage runder søster Jørdis Sandqvist 95 år og kan se tilbage på et liv fyldt af diakoni. Hun proklamerede tidligt, at hun skulle have mange børn, og det kom til at holde stik.

En kvinde sidder ved et flot dækket bord.,

Søster Jørdis Sanqvist ved sit 60 års jubilæum i Søsterhjemmets Stuer på Diakonissestiftelsen. Arkivfoto.

Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

Da søster Jørdis Sandqvist var 10 år gammel, fortalte hun sine forældre i hjemmet på Østerbro, at hun bestemt ikke ville giftes. Hun var den yngste i søskendeflokken på seks, og hun proklamerede samtidig, at hun skulle have mange børn.

Omgivet af børn

Det kunne lyde som en umulig spådom, men hun fik ret: 20 år senere var hun leder af Børne- og Optagelseshjemmet Jens Jessens Vej på Frederiksberg. Børnehjemmet havde både permanent og midlertidigt anbragte børn. Anbringelserne varede omkring 14 dage, og børnene kom fra meget forskellige kår. De blev for eksempel anbragt, når forældre lå i skilsmisser, eller når mødre var hospitalsindlagt og ikke kunne tage vare på familien samtidig.

”Det var ensomt at være leder og et hårdt job med et stort ansvar. Der var altid børn, som græd og ledte efter deres forældre,” fortæller søster Jørdis Sandqvist.

Især en oplevelse med et lille barn, der forsvandt, har sat sig i hendes hukommelse. Hun husker tydeligt den lille pige, der var blevet afleveret af sin far. Han var mere tryg ved at lade diakonisserne passe hende end sin egen familie.

”Pigen stod og græd ved døren og kaldte på sin far. Jeg undersøgte nøje, at hun ikke kunne nå dørhåndtaget for at løbe efter ham.”

Selvom søster Jørdis Sandqvist havde sikret sig, at pigen blev inden døre var hun alligevel pludselig væk. Politiet blev tilkaldt, og de endevendte Frederiksberg for at finde pigen. Heldigvis fandt nogle forbipasserende pigen uskadt i en nærliggende kælderskakt. Hvordan den lille pige var sluppet ud ad døren kunne Søster Jørdis Sandqvist ikke regne ud. Efter lidt betænkningstid gik hun op til 1. salen i huset, hvor en lille, syg dreng på fem år lå i sin seng.

”Han udbrød, ’lille pige hjem til far, lille pige hjem til far’. Det viste sig, at det var ham, der havde lukket hende ud! Jeg kunne simpelthen ikke skælde ham ud, da han var sådan en sød dreng,” siger søster Jørdis Sandqvist grinende og tilføjer:

”Jeg har altid sagt, at den dag jeg ikke kan le af børnene, når de er uartige, så er det tiden til, at jeg må holde op.”

I 1965 havde latteren forladt søster Jørdis Sandqvist, og hun fratrådte stillingen som leder af børnehjemmet og flyttede ind i aftægtsboligerne for diakonisser på Søster Sophies Minde på Diakonissestiftelsen, hvor et nyt kapitel begyndte. Men først hopper vi længere tilbage i tiden.

Den udfordrende elevtid

Det lå ikke i kortene, at søster Jørdis Sandqvist skulle blive diakonisse. Hun kom fra et arbejderhjem på Østerbro og drømte om at blive barneplejerske. Hun tog et job som opvasker på Marthahjemmet på Brohusgade for at tjene til sin uddannelse. Her mødte hun for første gang diakonisser og fik dermed kontakt til Diakonissestiftelsen.

Det var på den baggrund, at søster Jørdis Sandqvist senere meldte sig til et ugekursus for unge kvinder på Diakonissestiftelsen i 1946, da hun ønskede sig mere viden efter sin uddannelse som barneplejerske.

”Efter da var jeg så frimodig, at jeg meldte mig som søster. Og så blev jeg hængende,” fortæller hun lattermildt.

Derefter tog uddannelsen fart, og snart stod hun både med endnu en barneplejerskeuddannelse og senere en sygeplejerskeuddannelse. Søster Jørdis Sandqvist boede derefter med 14 prøvesøstre på sovesalen under loftet på Diakonissestiftelsen.

”Elevtiden var hård. Det var en streng uddannelse dengang og mange af pigerne rejste fra Diakonissestiftelsen før tid, og der var ikke megen ros og anerkendelse,” erindrer hun.

Selvom elevtiden var fysisk krævende, er søster Jørdis Sandqvist alligevel utroligt glad, når hun ser tilbage på den. Især sammenholdet med de 14 andre piger var et lyspunkt, understreger hun:

”Når vi kom op på vores værelse om aftenen, kunne vi grine sammen, og det hjalp.”

De 27 bedste år

Søster Jørdis Sandqvist bor stadig i dag på Søster Sophies Minde i et hyggeligt hjem med tæpper, blomster og billeder af sine fem søskende, der kigger ned fra skænken i stuen. Her har hun boet i 50 år, siden hun besluttede, at hun ikke længere skulle være leder af børnehjemmet på Jens Jessens vej.

Hun har siden givet sine frivillige kræfter som kordegn i Emmauskirken i 27 år. Søster Jørdis Sandqvist lyser op, når hun fortæller om den periode og betegner den som den bedste i sit arbejdsliv. Som 82-årig var det på tide at gå på pension, og siden har hun nydt sit otium.

”Livet har været godt,” pointerer søster Jørdis Sandqvist og tilføjer: ” Diakonien har fyldt mit liv, men selv hvis jeg ikke var blevet diakonisse, ville jeg ikke have levet meget anderledes.”

En portrætfoto.

Søster Jørdis Sandqvist ved sit 70-års jubilæum som diakonisse i 2016. Arkivfoto.

Fakta

  • Søster Jørdis Sandqvist fejrede sit 70-års jubilæum som diakonisse i 2016.

  • Hun var leder af Børne- og Optagelseshjemmet Jens Jessens Vej 10-12 fra 1956-1965.

  • Børne- og Optagelseshjemmet Jens Jessens Vej 10-12 blev oprindeligt stiftet af søster Petrea i 1908 og nedlagt som institution i 1973.

  • Ordet diakoni kommer fra græsk ’diakonìa’, der betyder tjeneste, og anvendes som betegnelse for kristen tjeneste og omsorg for medmennesker i udsatte situationer.

  • Diakonissestiftelsen har over 150 års erfaring med uddannelse og med at udøve omsorg for mennesker.

Læs mere om Indvielsesfællesskabet

Et portrætfoto.

Søster Jørdis Sandqvist i sin ordensdragt i 1953. Arkivfoto.

En diakonisse og et lille barn.

Søster Jørdis Sandqvist hjælper en lille dreng på børnehjemmet. Privatfoto.