Næsten halvdelen af livet har for 28-årige Handrik Hansen været præget af skizofreni og misbrugsproblemer. Han er flyttet ind i et botilbud i Hvide og Gule Hus og er glad for at mærke, at det går bedre. For første gang lægger han planer for fremtiden, men mest af alt drømmer han om at føle sig rolig.
Handrik Hansen har siden han var 16 år kæmpet med skizofreni og misbrug.
Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
”Jeg er glad for at bo her. Jeg har ellers ikke haft det godt nogen steder de seneste 12 år.”
Ordene kommer nøgternt og roligt, men fra en krop, der vender og drejer sig på stolen og næsten ikke kan holde ud at sidde stille. 28-årige Handrik Hansen bor i det midlertidige botilbud i Hvide Hus i Gentofte og vil gerne fortælle sin historie.
”Vil du høre om stofferne eller min sygdom,” spørger han åbent og tager os med tilbage til begyndelsen.
Syg af hash
”Jeg tog stoffer første gang, da jeg var 14, fordi jeg havde nogle kammerater, som havde prøvet det. Da jeg var 16 blev jeg syg af at ryge for meget hash, og jeg har været skizofren lige siden – jeg vidste det bare ikke. Jeg tænkte, at verden er nok bare var sådan, og at det sikkert var puberteten,” fortæller han.
Oprindeligt kommer Handrik Hansens familie fra Ecuador, og han kom til Danmark som 9-årig, da hans mor havde mødt en dansk mand. Han har boet mange steder i landet, og det kan være svært at holde styr på lokationerne under fortællingen. Han nævner et opholdssted i Bramming, en lejlighed i Kolding, et bosted i Nykøbing Sj., et ophold hos familien i Ecuador og endelig et værelse i Hellerup.
”Jeg var altid bange og ked af det, og jeg følte mig såret og presset. Forfulgt og plaget,” fortæller han om skizofrenien, som har forvrænget hans virkelighed i større eller mindre grad de seneste 12 år.
”Inderst inde ved jeg godt, at det ikke er sådan, men jeg kan ikke holde tankerne ud. Jeg prøver at stimulere mig selv med musik eller film, for at fjerne fokus fra de dårlige tanker,” forklarer han.
”Bange for det menneske, jeg blev”
I perioder har medicin hjulpet på skizofrenien, men der har været mange tilbagefald til alkohol og stoffer, som ikke var en god cocktail for sygdommen.
”Jeg har haft det rigtig skidt og været psykotisk fra 2014 indtil for et år siden,” siger han og konstaterer, at han husker årstallet, fordi Tyskland vandt VM i fodbold.
”Jeg var meget ensom og psykotisk og kunne ikke stå op om morgenen. Jeg var begyndt at tage kokain og jeg spillede fodbold, hvor der var en kultur med at drikke øl bagefter,” husker han.
Han blev af sin sagsbehandler på kommunen visiteret til Tvendehus, et beskæftigelses- og afklaringstilbud i Klampenborg, hvor han arbejdede på et gartneri.
”En af medarbejderne, Finn, hentede mig hver morgen. Jeg kunne mærke, at jeg fik det bedre med de faste rutiner. I september sidste år var vi ude på en sejltur, og her besluttede jeg at stoppe med at tage stoffer.”
Handrik Hansen siger det helt roligt og beslutsomt.
”Jeg kan huske, at det var en 10 meter lang sejlbåd med en kahyt. Og det var koldt. Jeg tænkte meget undervejs på den tur, og jeg vidste godt, at jeg ikke havde det godt. Når jeg drak og tog stoffer havde jeg ingen respekt for andre. Jeg var bange for det menneske, jeg blev.”
Løber frygten væk
Efter sejlturen begyndte Handrik Hansen at komme i Sundhedscenter Hvide Hus, som er et åbent, uvisiteret tilbud til borgere i Gentofte. Her dyrkede han styrketræning og fandt ro i at stimulere kroppen.
”Nytårsaften for snart et år siden var sidste gang, jeg drak. Det var nok stoffer og alkohol, der gjorde, at min medicin ikke virkede ordentligt, for jeg har det meget bedre nu. Nu får jeg noget medicin, som gør mig rolig.”
Siden august har Handrik Hansen boet i botilbuddet Hvide Hus. Han er glad for, at han kan komme ned i fællesskabet i Sundhedscentret, når ensomheden på værelset bliver overvældende. Hver mandag aften kommer han i UngeHuset, et tilbud til unge mellem 18 og 29 år om at finde fællesskab og undgå ensomhed. Her starter en del af deltagerne som regel med en løbetur om Gentofte Sø.
Seks ture rundt om Gentofte Sø bliver til 16 km, kan Handrik Hansen fortælle. Når han løber forsvinder frygten fra maven.
”Jeg har ikke tidligere dyrket løb, men nu er jeg helt vild med det. Denne uge har jeg løbet to ture på 13 og 16 km. Jeg hører musik imens og finder ro. Det var Per, en af medarbejderne hernede, som motiverede mig. Han træner mig også i boksning,” fortæller Handrik Hansen og ser alvorlig ud, da han siger:
”Jeg kan mærke frygten i maven. Jeg frygter, at jeg aldrig bliver en del af verden. Det føles som om, jeg har gjort noget forkert, så alle vil støde mig væk. Men frygten forsvinder, når jeg løber.”
Mod til at drømme
I Hvide og Gule Hus føler han sig hjemme og for første gang i 12 år godt tilpas.
”Min onkel har altid lært mig, at jeg skal behandle min familie ordentligt, for ellers får jeg ikke lov at komme på besøg. Her prøver jeg også på at være den bedste udgave af mig selv, for det her sted er min familie, det er min hverdag,” fortæller Handrik Hansen, der er sikker på, hvilken sti han ikke skal betræde i fremtiden.
”Jeg skal i hvert fald ikke tage stoffer eller drikke mere. Jeg ved, at jeg får det dårligt af det. Det bliver nemmere og nemmere at lade være, for jeg gider ikke feste mere.”
Sammen med sin kontaktperson i Hvide og Gule Hus, Katja S., lægger Handrik Hansen planer for fremtiden. Han skal i gang med en EUX-uddannelse og drømmer om at blive økonom og måske engang arbejde med politik i Ecuador. Da han først kom til Hvide og Gule Hus, ville han gerne være receptionist.
Handrik Hansen lægger planer for fremtiden sammen med sin kontaktperson, socialpædagog Katja S.
”Jeg troede ikke, at tingene ville ændre sig så meget, som de har gjort, så jeg turde ikke drømme større,” siger han med et skævt smil.
Men den største drøm er inde i ham selv:
”Inderst inde vil jeg bare gerne have ro. Mærke mig selv og mærke, at jeg ikke behøver at være på noget.”
Fakta:
|
Tema: Stærk i en svær tid |
Læs mere om Hvide og Gule Hus |