Modellervoks, klaverspil og sjov med faldskærm danner rammen om mødet mellem børn og ældre. Mødet på tværs af generationer er i fokus hver tirsdag, når børnene fra Børnehuset Louisegården besøger ældre på Plejehjemmet Søster Sophies Minde.
'Jeg ved en lærkerede' spiller John Krabbe lystigt på klaveret for et begejstret publikum. Foto: Mette Frid Darré
Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
”Her har jeg været før,” siger Lau på 4 år, og hans øjne lyser op, da han ser den store stue på Søster Sophies Minde, hvor han i dag er på besøg med sine venner fra Louisegården. Her venter søster Erna Pedersen, John Krabbe, Oda Jensen og Kaj Kjeldsen, der alle er beboere på plejehjemmet.
På med gummistøvlen
Det er tirsdag i september, og vejret viser fra sin bedste efterårsside: tunge regnskyer og støvregn og 4-årige Lau, Leonore, Elsa og Hjalte har overvundet visse strabadser for at nå frem: Regntøjet skal på, og de lyserøde og gule gummistøvler bliver sat på fødderne – med og uden strømper.
”Mine gummistøvler er for små,” siger Lau og kigger op. ”Mine fødder er blevet for store,” fortsætter han eftertænksomt, efter at Charlotte Falch, der er pædagogmedhjælper, forsikrer ham om, at han er fyldt fire år, som de andre i gruppen. Den lyserøde, plisserede nederdel volder Leonore problemer. Den skal nemlig ned i de snævre regnbukser. Da bukserne sidder, som de skal, og hætterne er trukket godt op om hovedet, går turen ned fra 1. sal i Louisegården på Dronningensvej til Plejehjemmet Søster Sophies Minde.
Det stille møde mellem Kaj Kjeldsen og vuggestuebarnet Liva. Foto: Mette Frid Darré
Møderne åbner op for spørgsmål
Møderne mellem børn og ældre har foregået i over 10 år. Det handler om at børnene får en tryg relation til gamle mennesker og bliver bevidste om, at ligesom livet har en begyndelse, så har det også en ende.
Dorthe Nørgaard, afdelingsleder i Louisegården, og pædagog Kathrine Møller står for samarbejdet med Søster Sophies Minde.
”Det er fire børn, der kommer afsted, og det er interessant at se den udvikling, der er i relationen mellem de ældre og børnene. Det kan være super angstprovokerende for et lille barn at møde et ældre menneske. Men formålet er, at de skal vokse med opgaven. Ved første møde sidder de måske og gemmer sig, men fjerde gang kan de give hånd og sige farvel,” fortæller pædagog Kathrine Møller.
Og Dorthe Nørgaard tilføjer: ”Børnene har bedsteforældre, der stadig er relativt unge. Når de kommer over på Søster Sophies Minde, ser de pludselig mennesker, der er meget gamle. Det gælder om at få det afdramatiseret, så de forstår, at de ældre er mennesker er lige som dem selv og ikke skræmmende.”
Den magiske kælder
Gennem den lille trælåge, der fører ud til vådt, gråt sand, går turen til Diakonissestiftelsens lange kælder. Her skal man passe på og se sig godt for. Gartnere kører på cykler, kokkene fra LêLê og teknisk afdeling har alle deres gang hernede. ”Og måske også diako-nissen,” som Charlotte Falch fortæller om på vejen. Kælderen er uendelig lang, men pludselig er de nået til enden. Døren åbner af sig selv ud til en parkeringsplads, da de nærmer sig. Hjalte er sikker på, at den er magisk, og han holder sine hænder udstrakt i vejret for at få magien til at ske igen. Charlotte Falch undrer sig også over den overraskende magi, der indfinder sig i kælderen. Pludselig udbryder Leonore:
”Se, deroppe, det er dén, der gør det” og alle kigger op på den lille, sorte boks over døren, der registrerer bevægelserne. Det var vist ikke magi alligevel.
Boldene danser afsted i faldskærmenes farverige bølger. Foto: Mette Frid Darré
Juledans, grumset modellervoks og eftertænksomme spørgsmål
Gummistøvlerne og det fugtige regntøj ligger på det mørkegrå linoleumsgulv. Børnene er hurtige og har allerede sat sig om bordet med fingrene plantet i den bløde modellervoks.
Beboeren Kaj Kjeldsen ankommer rullende i sin stol og får plads ved siden af vuggestuebarnet Liva. ”Sikke nogle fine krøller du har,” siger Kaj Kjeldsen, og 2-årige Liva nikker anerkendende.
På den anden side af bordet sidder søster Erna Pedersen. Hun smiler for sig selv, da en dreng rækker hende en tom modellervoksbøtte. Kaj Kjeldsen griner pludselig højt, da han banker modellervoksen flad som en pandekage med sin næve.
I den fjerneste ende af bordet sidder Lau ved siden af Oda Jensen. Han kigger op og siger ”Hvorfor er I gamle?” Oda Jensen forklarer, at det bliver man, når man har levet længe. Lau undrer sig videre: ”men er det et gammelt hus?,” og man kan se, at tanker dukker op i hans lille hoved, som hurtigt hopper videre til næste indfald.
Beboeren John Krabbe har sat sig ved klaveret. Julesangen ”Sikke en voldsom trængsel og alarm” kender børnene, og de laver en krans rundt om et imaginært juletræ. Lau råber: ”Jeg elsker musik, og jeg er super god til at danse,” hvorefter han demonstrerer både piruetter og rullefald.
Oda Jensen hjælper Leonore med Pippi Langstrømpe puslespillet. Foto: Mette Frid Darré
Det vigtige møde og på gensyn
De ugentlige besøg i den store stue handler ikke kun om det umiddelbare møde mellem generationer. De åbner også op for spørgsmål om livet og døden, og pædagogerne får mange spørgsmål på vejen hjem og i dagene efter. Det kan både være udsagn om ældre såsom: ”Hvorfor er de så krøllet sammen i ansigterne’ og mere eksistentielle spørgsmål.
”Børnene kan godt mærke, at det er mennesker, der er tættere på døden. Når man er mellem 3-5 år føles livet uendeligt, men de begynder at opleve, at livet har en slutning og får fornemmelse af livets forgængelighed, hvilket er et eksistentielt læringsmål,” siger Dorthe Nørgaard.
Udover de undrende spørgsmål kan pædagogerne også mærke, at børnene er stolte over at gøre de ældre glade, og de taler også om, at de kan se dem lyse op, når de kommer på besøg:
”Besøgene handler også om at lære børnene om medmenneskelighed, og at vi passer på vores ældre,” tilføjer Kathrine Møller.
Efter at faldskærmen har været i brug, og tre bolde lystigt har danset rundt med mange børn neden under, går turen hjem. Børnene løber som små hvirvelvinde hen til Kaj, Oda, søster Erna og John og siger farvel og på gensyn.
Gummistøvlerne og tøjet kommer hurtigt på. Hjemme venter madpakkerne.
S. Erna smiler for sig selv, da hendes bordherre rækker en tom bøtte modellervoks. Foto: Mette Frid Darré
Fakta
|
Oda Jensen har pyntet den blå rollator festligt med bamser. Foto: Mette Frid Darré
Leonore (m.f.), Lau (t.v.) og Elsa synes at det er sjovt at boltre sig under faldskærmens farver. Foto: Mette Frid Darré
Læs også |