Hæder til frivillige fællesskaber på Frederiksberg

1. oktober 2019

Frivillige ildsjæle blev hædret, da Social Socialudvalget med borgmesteren i spidsen uddelte ’Frederiksberg Frivilligpris’ i Søsterhjemmets Stuer på Diakonissestiftelsen den 26. september 2019.

De to ildsjæle, Anni Jeppesen fra Hjerteforeningen (nr. to fra venstre) og Mona Ulsted fra Alzheimerforeningen (nr. tre fra venstre), fik hæder og blomster af borgmester Simon Aggesen og formand for Socialudvalget Pernille Høxbro.

Tekst og foto af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

”I dag skal vi hylde dem, der gør noget for andre mennesker. Med andre ord. Vi skal hylde jer – og selve frivilligheden.” Sådan indledte borgmester i Frederiksberg Kommune, Simon Aggesen, sin tale til de 110 fremmødte borgere i Søsterhjemmets Stuer på Diakonissestiftelsen.

På trods af det grå og sjaskede efterårsvejr er borgerne mødt op i den store stue og klar til at få afsløret vinderne af Frederiksberg Frivilligpris 2019.

Frivillige fællesskaber skaber livskvalitet
Hver september hædrer Frederiksberg Kommune ildsjæle og en forening, der gør en forskel og skaber livskvalitet for borgerne. Priserne består af et diplom og pengegaver på henholdsvis 10.000 og 15.000 kr. Det er borgerne på Frederiksberg, der indstiller kandidaterne. Det er ifølge rådmand og formand for Socialudvalget, Pernille Høxbro, ofte meget forskellige nominerede, de tager stilling til, og vidt forskellige områder, der er repræsenteret.

Kommunen uddeler prisen årligt, da man gerne vil fejre og anerkende frivillige for deres indsats, og fordi de frivillige fællesskaber er gode supplementer til kommunale tilbud.

”Frivilligheden og det frivillige sociale arbejde repræsenterer noget helt særligt – et stærkt fællesskab, hvor mange forskellige udsatte målgrupper bliver inkluderet i hverdagens fællesskaber, der giver bedre livskvalitet – også for den frivillige,” fortæller Pernille Høxbro.

”Loppeshoppen og det kreative fællesskab GIVRUM var nominerede til en pris for deres store indsats i butikkerne og værkstederne,” fortæller leder af genbrug Trine Høst (t.v.), der havde indstillede 130 frivillige til foreningsprisen.

To ildsjæle og street dance i boligområder
I år bliver der ikke kun uddelt to priser. De to ildsjæle, Anni Jeppesen fra Hjerteforeningen og Mona Uldsted fra Alzheimerforeningen, får begge en pris for det store arbejde med at planlægge og afholde en pårørendedag. Foreningen ’GAME's Playmakere’ på Frederiksberg, der driver træningen for børn i boligområdet Stjernen og Søndermarken, løber også af med en pris og 15.000 kr. Børn og unge fra GAME kvitterede med ’street dance’ i de gamle stuer til stor jubel for de fremmødte.

Festlige rammer
Diakonissestiftelsen lagde i år stuer til prisuddelingen. Det er der ifølge Pernille Høxbro en særlig grund til:

”Uddeling af frivillighedsprisen er en festdag, som fortjener flotte rammer. Og så er det et arrangement, som mange frivillige kommer til. Vi søger altid at holde festen et sted, der taler ind i den frivillige sociale kontekst, og derfor er Søsterhjemmets Stuer på Diakonissestiftelsen på alle måder et oplagt sted – De er smukke, der er plads til alle, og så er Diakonissestiftelsen et sted med rigtigt mange frivillige, der hver dag gør en forskel for borgere på Frederiksberg.”

Søsterhjemmets Stuer bød på tærter, lakseruller og amarettikager med brombær. Rub og stub blev spist af de mange gæster.

Fakta

  • Frederiksberg Frivilligpris uddeles hvert år til en frivillig forening eller organisation og en frivillig ildsjæl, der gør en stor forskel for borgere i byen.

  • Alle frederiksbergborgere, foreninger og organisationer kan nominere kandidater. Prisen er på 10.000 kr. til enkeltpersoner og 15.000 kr. til en frivillig forening eller organisation. Prisen uddeles årligt i slutningen af september. Læs om Frederiksberg Frivilligpris her.

  • I år var der 13 nominerede til de to priser. Her var Diakonissestiftelsens genbrugsbutik Loppeshoppen og de kreative fællesskaber GIVRUM nominerede.

Månedens tema: Frivillig gør glad