Gelænderlærkerne, der skaber livskvalitet

Livskvalitet. Det skaber de både indbyrdes og blandt andre. Emmauskoret er et kor drevet af 14 frivillige ildsjæle, der med sangen og musikken i centrum evner at rumme og drage omsorg for hinanden og for andre.

Af Emilie-Louise Schrøder

De bemærkes ved deres smukke sang og medmenneskelighed. Medlemmerne af Emmauskoret går under kælenavnet ”Gelænderlærkerne”, og det er ikke uden grund. Sanglærkens skønne sang pryder vores ører og bringer glæde, mens den flyver rundt udenfor vinduerne tidligt på foråret. Uanset om Emmauskoret står bag gelænderet ved kirkeorglet eller synger ude, evner de at bringe glæde.

Emmauskoret til sommerkoncert i Emmauskirken, juni 2017. Foto: Angela Wertenbach

Et diakonalt udgangspunkt

Udover sang og passion for musikken, har medlemmerne af Emmauskoret en særlig ting til fælles. Centralt står diakonien, der betyder tjeneste. At stå til rådighed for andre, bringe håb til udsatte mennesker og drage omsorg. Emmauskoret synger derfor ikke kun til højmesser i Emmauskirken, men besøger et plejehjem ude i byen samt Diakonissestiftelsens Hospice og plejehjem Søster Sophies Minde. Og her kommer de ikke kun for at synge:

”Emmauskoret er ikke bundet fast på kun at skulle synge i kirken, selvom kirken er vores ståsted. Vi kommer til dem, der ikke selv er i stand til at komme til os. Det er værdifuldt for os at komme hen på plejehjem og hospice – ikke blot for at glæde beboerne med sang, men også for at tale med dem,” siger diakonisse samt korleder og organist, Søster Bente Birkmose og tilføjer:

”Det er vigtigt for os at sprede glæde og være nærværende. Derfor sætter vi os ikke ved samme bord, når vi har sunget, men spreder os ud ved bordene, hvor vi drikker kaffe og har nogle gode samtaler med beboerne. Det betyder noget for dem – og for os.”

Rummet med åben dør

Det er ikke kun hos andre, Emmauskoret bringer glæde og skaber livskvalitet. Kormedlemmerne har et særligt sammenhold og et stærkt fællesskab:

”At være til kor bringer smil på læben. Der er rum for mennesket – man kommer, som den man er og samles med de andre om det fælles rum, musikken skaber,” siger kormedlem Pernille Rosengaard Madsen.

Kendetegnende for de indbyrdes relationer er rummeligheden. Og det er ikke kun, når der øves, synges og spilles i kirkerummet. Mange kormedlemmer ses på kryds og tværs privat, og har personlige relationer, hvor der er plads til erfaringsudveksling og vidensdeling. Søster Bente Birkmose påpeger, at de strækker sig langt for hinanden:

”Vi er et kor, hvor man drager omsorg for hinanden. Der er forståelse for, hvis man har en dårlig dag, og vi hjælper hinanden på forskellige måder afhængig af, hvad vi hver især har med i bagagen. Det kan være, hvis en har brug for hjælp til at sy, eller hvis en anden har det svært og behov for at tale om det. Selvom kirkedøren lukkes efter koraften, fortsætter fællesskabet udenfor.”

Koret har også en speciel plads i kormedlem Kirsten Skovmands hjerte:

”For mig har koret enorm betydning. En fornemmelse af at kunne trække på nogle mennesker, som sammen med mig glæder sig så meget over at lære at synge bibelske tekster og smuk musik, så genkendelsen gang på gang skyller ind over mig.”

Nogle stemmer ældes ej

Koret er et godt rum for personlig udveksling og udvikling, men også faglig. De 14 kvindelige kormedlemmer i alderen 25-70+ år har alle forskellige baggrunde – nogle arbejder inden for velfærdsområdet som sygeplejerske, jordemoder eller SOSU-assistent, og andre har titler som bibliotekar, jurist og Tv-producer. Og trods stor aldersspredning og forskellige fagligheder, spiller ikke kun deres stemmer, men også deres menneskelighed godt sammen.

”Alle sangerinderne er modne kvinder med erfaring i livet og forståelse for andre mennesker. De er lydhøre over for andres synspunkter og gode til at favne hinandens forskellige holdninger, evner og kompetencer,” siger Søster Bente Birkmose.

Selvom deres holdninger kan være forskellige, har de én fælles holdning: et ordentligt præstationsniveau. De finder glæde ved musikken, men det er også hårdt arbejde:

”For at få det til at gå op i en højere enhed, må man være disciplineret og øve med sin egen stemme, så den spiller sammen med de andres. Vi har alle sammen en faglig stolthed omkring sangen, og glædes ved at skabe noget smukt, selvom vi er et lille kor. Derfor betyder samarbejde meget – og at man er der, for det er ikke ligegyldigt,” siger Søster Bente, der mener, at det frivillige kor er en gave for Emmauskirken, både til store og små arrangementer.

 

Fakta

  • Engang var det mest diakonisser, som sang oppe ved orglet i Diakonissestiftelsens kirke Emmauskirken. Sangen ved orglet ophørte stort set, da der med tiden blev uddannet færre diakonisser.
  • Søster Bente Birkmose tiltrådte som organist i 1993, og hurtigt savnede hun sang ved gudstjenester. Derfor fik hun nogle til at komme og synge frivilligt engang imellem. I 1994 begyndte de at spørge, om de kunne øve deres sang fast en gang om ugen og Emmauskoret blev dannet som et kor for lige stemmer.
  • Emmauskoret er et amatørkor på frivillig basis, der erstatter det betalte kirkekor.
  • I dag består Emmauskoret af 14 kvinder, og der er ikke plads til mange flere bag gelænderet ved orglet.
  • Nogle af kormedlemmerne er medarbejdere på Diakonissestiftelsen, f.eks. hospice, og andre er kommet til udefra, blandt andet på grund af interesse i kirken og frivilligheden. Enkelte er også en del af diakonifællesskabet
  • Ved almindelige gudstjenester og højmesser synger en mindre håndfuld fra koret, og ved særlige lejligheder synger alle 14, f.eks. ved festgudstjenester og under højtider.