Frivilligt arbejde er en livsstil

13. november 2017

Gennem mere end 10 år har Lisette Hansen udført frivilligt arbejde på Diakonissestiftelsen. Det har givet hende så stor personlig udvikling, at hun i dag kan klare et fast arbejde i Søstrene Grene. Her giver hun – ligesom i Loppeshoppen – altid kunderne godt humør med oven i købet.

Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

Lisette Hansen samler på glade stunder igennem sit frivillige arbejde. De sidste 10 år har frivilligheden været med til at fylde hendes hverdag, da hun både har kæmpet med angst og med rygproblemer, så hun ikke kunne passe et fast arbejde.

”Jeg har været i rigtig mange praktikker, og jeg lider af angst, så da jeg først kom i Loppeshoppen, tænkte jeg, ’jeg skal i hvert fald ikke derud og stå’,” siger Lisette Hansen og peger mod kassen i Loppeshoppen, hvor hun nu har huseret hver onsdag de seneste to et halvt år.

Lisette Hansen lider af angst og ville i starten ikke stå bag kassen. Men efter to et halvt år i Loppeshoppen har hun nu fået fast arbejde i Søstrene Grene. Foto: Søren Svendsen.

Lisette Hansen lider af angst og ville i starten ikke stå bag kassen. Men efter to et halvt år i Loppeshoppen har hun nu fået fast arbejde i Søstrene Grene. Foto: Søren Svendsen.

”Men jeg fik overvundet mig selv og fandt ud af, at jeg faktisk godt kan lide kontakten med kunderne. Det kan godt være lidt svært, når nogen forsøger at prutte om priserne, men de fleste kunder kommer for at få en snak. Det virker som om, at målebægret eller julepynten er noget sekundært, som de tager med hjem,” konstaterer Lisette Hansen.

Et socialt fællesskab

For Lisette Hansen er det sociale sammenhold i gruppen af frivillige rigtig vigtigt. Før Loppeshoppen var hun frivillig i Diakonissestiftelsens Café Kram, og hun synger også i Kor for Psykisk Sårbare hver mandag i Diakonissestiftelsens kirke.

”Jeg kender efterhånden stedet her rigtig godt. Vi er et hold af frivillige, som har vagter sammen. Vi kan godt tage lidt gas på hinanden og på kunderne. Jeg kan ikke lide, når folk er sure, så jeg kommer tit med små jokes. Jeg kan finde på at sige til en kunde, at ’det bliver 8.000 kroner’, så glor de lige, og vi får et lille grin,” fortæller Lisette Hansen, der også får meget positiv respons fra de faste kunder:

”Vi har en fast kunde, som er depressiv. Hun siger til mig, at hun kommer, når jeg er her, fordi jeg altid får hende løftet. Jeg kommer også selv i godt humør, når jeg er her. Jeg er træt, når jeg går hjem, men det er på en god måde. Og jeg kan altid snakke med de andre frivillige, hvis noget har været svært at håndtere.”

Fra frivillig til fast arbejde

Efter at Lisette Hansen havde været i et praktikforløb i Søstrene Grene lykkedes det for nylig at blive ansat i et rigtigt, lønnet job 17 timer om ugen.

”Det er sjovt at tænke på, at jeg engang ikke havde lyst til at stå ved kassen, og nu arbejder jeg i Søstrene Grene. Og jeg er blevet kåret til månedens medarbejder. På den måde er det helt tydeligt, at mit frivillige arbejde har udviklet mig. Jeg har fået mod til at gøre en masse og lyst til at sætte aftryk,” fortæller Lisette Hansen, der nu snarere kan have svært ved at begrænse sit engagement i det frivillige arbejde:

”Jeg synes, det er svært at sige fra, når jeg først har engageret mig, for jeg føler jo, at jeg svigter. Men man er også nødt til at mærke efter, om det bliver for meget. Det er også en personlig udvikling.”

Fakta

  • Diakonissestiftelsen har Loppeshoppen på Frederiksberg og Loppeshoppen på Valby Langgade, som drives af ca. 130 frivillige.
  • Filosofien med Loppeshoppen er, at det er meget mere end blot genbrug. Butikkerne er rum, hvor mennesker kan mødes. Hvor de kan udfolde sig kreativt, være noget for andre og drikke en kop kaffe. Kort sagt, rum med nærvær og plads til den enkelte.
  • Diakonissestiftelsen har over 150 års erfaring i at udøve omsorg for mennesker.
  • Har du lyst til at blive frivillig på Diakonissestiftelsen?

Læs også: