Frivilligheden blomstrer overalt på Diakonissestiftelsen. Hver eneste dag gør frivillige kræfter en forskel for mennesker på blandt andet hospice, plejehjem og uddannelser. Men de gør også en forskel for sig selv; for frivilligt arbejde styrker også den, der udfører det. Mød fire frivillige, som fortæller, hvorfor det giver mening for dem.
Af Kommunikation // kommunikation@diakonissen.dk
Fire frivillige sætter ord på frivillighedens betydning.
Jeg samler på oplevelser
81-årige Janne Clemen har været frivillig på Diakonissestiftelsen i næsten tyve år.
”Jeg er født og opvokset på Frederiksberg, så Diakonissestiftelsen har altid været en del af mit liv. I de seneste to årtier har jeg været frivillig som sanger i forskellige kor, som café-medarbejder, medhjælper ved arrangementer og i ’Trille-tjenesten,’ som henter beboere på plejehjemmet, når de gerne vil til gudstjeneste i Emmauskirken."
"Jeg har altid samlet på oplevelser. Altid lavet ting, som giver mig energi og inspiration. Jeg har brug for input udefra – derfor laver jeg frivilligt arbejde. Jeg har en masse kompetencer, som jeg slet ikke kan lade være med at bruge. Jeg vil gerne bruge mig selv til at glæde andre med oplevelser – det får jeg energi af. F.eks. har jeg for nylig lavet et lille spontant alsang arrangement på plejehjemmet Søster Sophies Minde, hvor vi gik rundt på gangene og fik beboerne ud til lidt fællessang."
"Folk, der bor på plejehjem, er jo mennesker med en historie – ofte en spændende historie – og et liv, som fortsat skal leves. Det vil jeg gerne bidrage til som frivillig” afslutter Janne Clemen med et smil.
Nyttigt redesign
Annette Kahn befinder sig hver tirsdag og fredag i Loppeshoppens kreative værksteder omgivet af tekstiler, pensler, lim og savsmuld. I Krealoppen syr hun tasker, og i Værkstedsloppen finder hun gamle træmøbler, der får nyt liv med sandpapir, maling og avisudklip.
”Jeg synes, at det er sjovt at lave ting ud af genbrug og samtidig gør jeg nytte, når Loppeshoppen sælger produkterne. Lige nu er jeg i gang med at redesigne et vægur om til et skab. Jeg tager urværket ud og sætter en lille hylde ind, hvor urskiven har siddet. Jeg maler det sort indeni og klistrer tapet eller udklip fra gamle blade og aviser på bagvæggen. Jeg har lavet ca. seks skabe, og de er alle blevet solgt,” konstaterer hun og peger på skabet, der er malet i en moderigtig grålig tone.
”Det sjoveste ved at være frivillig hernede er, at jeg selv kan bestemme, hvad jeg vil lave. Og oveni hatten er det skønt at se, at varerne, jeg laver, bliver solgt. Så ved jeg, at den idé, jeg havde, var god nok.”
Det er så dejligt at mærke, at jeg kan bruges
Frivillige kræfter sikrer, at Sundhedscenter Hvide Hus kan holde åbent om søndagen, og mens personalet holder møde. Christina Bentzen er frivillig i Sundhedscenter Hvide Hus i Gentofte:
”Frivillighed giver mening for mig, fordi det er vigtigt at have noget at give sig til. Her får jeg noget ansvar, og det giver mig noget at stå op til. Jeg er førtidspensionist, og da jeg blev skilt for nogle år siden opfordrede min mor mig til at bruge Sundhedscentret. Jeg blev hurtigt spurgt, om jeg ville være frivillig og startede med en søndag om måneden. For et halvt år siden begyndte jeg at være fast frivillig hver onsdag, mens personalet holder møder.”
”Som frivillig tager jeg telefonen, laver kaffe og holder køkkenet pænt. Jeg hygger om vores medlemmer og sørger for, at alle har det godt. Så jeg lytter og snakker, hvis nogen har en dårlig dag. Nogen gange er det mig, der har en dårlig dag, men jeg får det altid bedre af at komme her. Det er som mit andet hjem.”
”Jeg har fået mere selvtillid og glæde, fordi det er så dejligt at mærke, at jeg kan bruges til noget. Det har også givet mig mere tryghed og fået min angst til at træde i baggrunden. Jeg føler mig ligeværdig med andre her i huset. Vi har alle skavanker, men her er det vigtige mennesket bag, og hvad man har af ressourcer.”
Børn er ofte sjovere end voksne
På legepladsen står 77-årige Maria Isabel Brentegani Nielsen, der gennem to år har været frivillig ansigtsmaler i Børnehuset Louisegården. Når hun svinger penslen, står børnene i kø for at få malet edderkopper, sommerfugle og spindelvæv på kinderne.
Maria Isabel bor i Seniorboligerne sammen med sin mand. Fra sit køkkenvindue vinker hun ofte til Louisegårdens børn, der prøver kræfter med motionsudstyret ved seniorfællesskabet.
”Børnene ved godt, at jeg bor tæt på deres børnehave. Hver gang de er forbi, går jeg ud for at hilse på dem. De kan efterhånden godt huske mig, da jeg har været ovre hos dem flere gange.”
”Det giver meget mening for mig at være frivillig hos Louisegården. Der er så hyggeligt, og jeg elsker at være sammen med børn. De er så umiddelbare og spørger om mange ting. De er tit sjovere at være sammen med end voksne,” griner hun.
Det er ikke helt fremmed for Maria Isabel at være omgivet af børn. Ud over børnebørnene har hun også en karriere som børnehavepædagog bag sig. Og her kan hun mærke en stor forskel på at være ansat og frivillig.
”Når jeg arbejder frivilligt, er jeg mere fri til at kunne vælge til og fra. Det kunne jeg ikke på samme måde, da jeg arbejdede i en børnehave. Jeg er også ved at være gammel, så det er rart, at jeg både kan være kreative herhjemme og gå over i børnehuset, når de har brug for mig.”
