HOLDNING: Velfærdsydelser skal ikke baseres på frivilligt arbejde, men frivillige og private kan hjælpe med at samle de borgere op, der ellers risikerer at falde ned mellem to stole i de offentlige tilbud.
Adm. direktør Anne Mette Fugleholm har skrevet et debatindlæg i Dagbladet Information. Foto: Thomas Wittrup.
Af adm. direktør for Diakonissestiftelsen Anne Mette Fugleholm // anfu@diakonissen.dk
Jeg har med stor interesse fulgt debatten i Information mellem Mia Amalie Holstein fra Cepos og gymnasielærer Karen Mølbæk om temperaturen på hænderne i det offentlige og det private. Som direktør for en af Danmarks største leverandører af varme hænder, både på offentlige driftsoverenskomster og på private kontrakter får jeg lyst til at blande mig: I har begge to ret i, at motiverede medarbejdere har varme hænder. Private plejeleverandører skal leve op til nøjagtigt de samme dokumentationskrav som de offentlige. Derfor er bureaukratiet det samme. Men selvejende og private kan af og til agere mere agilt – hvis vi tør. For vi er oftest dybt afhængige af vores aftaler med det offentlige.
Stabile frivillige
Mia Amalie Holstein påpeger, at det er en borgerlig værdi at danne frivillige fællesskaber i civilsamfundet og bidrage der. Karen Mølbæk betegner derimod frivilligt arbejde som lystbetonet og dermed ustabilt i sin leverance. For mig at se er frivillige fællesskaber en medmenneskelig værdi, ikke en borgerlig. På Diakonissestiftelsen har vi mange frivillige fællesskaber, hvor mennesker får livskvalitet af at være sammen med andre, og samtidig forbedrer de velfærdstilbuddene. Vi ser det fx i vores 47 seniorboliger, hvor de mere ressourcestærke beboere støtter de mindre ressourcestærke og sammen skaber en tryg ramme om bolig- og hverdagsliv, hvilket i mange tilfælde kan understøtte, at man kan klare sig selv længere. Naturligvis kan man ikke lægge samme ansvar på frivillige som på lønnede medarbejdere. De bidrager med noget andet, og sådan skal det også være. Det er naturligvis vores medarbejdere, som skal levere fagligheden. Men vores oplevelse af frivillige på eksempelvis plejehjem og hospice er, at de er stabile og kan give omsorg baseret på en ligeværdig relation båret af ønsket om at tage ansvar for andre mennesker.
Løft i mellemrummene
Jeg mener ikke, at velfærdsydelser skal baseres på frivilligt arbejde, men jeg mener, at det er en fejl, at man ikke i højere grad tænker civilsamfundets kompetencer med frivillige fællesskaber ind i at skabe større sammenhæng i velfærdssamfundet. Når diverse politiske fløje udsender forslag til sundhedsreformer, handler de kun om trekanten mellem hospitaler, praktiserende læger og kommunale tilbud. Helt fraværende er alle de private udbydere af sundheds- og plejeydelser, ligesom civilsamfundets aktører heller ikke tænkes ind. Vi ved, at de enkelte elementer diagnostik, behandling, pleje, genoptræning – altså kerneydelserne i hospital, almen praksis og kommune hver for sig fungerer fint, for det meste. Udfordringerne opstår i mellemrummene eller overgangene mellem de offentlige tilbud og i det netværk, som ofte er nødvendigt for at støtte mennesker i reelt at tage imod og møde op til tilbuddene. Fx ved vi, at kun én ud af fem patienter med KOL møder op til de tilbud om genoptræning, der skulle styrke dem i at leve livet og forebygge indlæggelser.
Jeg har tidligere som direktør for Sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune og før det som kvalitetschef for Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen arbejdet med at etablere sundheds- og plejetilbud samt sikre, at indhold og kvalitet reelt kommer patienter og borgere til gode. I dag kan jeg se, at hullerne i sundhedstrekanten kunne lukkes af det ’klister’ mellem tilbuddene, som civilsamfundet og det private kan bidrage med. Diakonissestiftelsen har for eksempel udviklet private aflastningsophold til mennesker, der er udskrevet fra hospitalet, men ikke føler sig klar til at komme hjem. Og vi har kreative fællesskaber, som kan få KOL-patienterne til at komme op af lænestolen og af sted til genoptræning. Fællesskaber som giver et socialt netværk, der forebygger den uønskede ensomhed, mange patienter oplever. Derfor er min opfordring: Prøv ikke at gøre hænderne varmere i sundhedstrekanten, men se den i stedet som en firkant eller femkant. Det offentlige og det private står ikke i modsætning til hinanden. Ved at tænke det offentlige, det private og civilsamfundet sammen, bliver hænderne varmere hele vejen rundt – og patienterne falder ikke ud gennem hullerne i trekanten.