Forskning om kristendom formidlet til folket

14. december 2021

Mere end 200 undervisningsvideoer fortæller om alt fra jordens skabelse i Det gamle Testamente til David Bowies religiøse rejser. Både studerende, præster og gymnasielærere kan her gå i dybden med fascinerende emner inden for kristendommen formidlet med begejstring af adjunkt og ph.d. Kasper Dalgaard.

En mand står ved en bogreol.

Adjunkt og ph.d. Kasper Dalgaard bruger en dag om måneden på at producere videoer om forskning i kristendom.

Tekst og foto: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

”Jeg har tidligere henvist studerende til at læse mere i spændende artikler, men de fik det sjældent gjort. Nu henviser jeg til en af mine videoer, og så får de faktisk set dem.”

Begejstringen stråler ud af adjunkt og ph.d. Kasper Dalgaard fra professionsbacheloruddannelsen i kristendom, kultur og kommunikation, og munden står ikke stille længe ad gangen.

”De studerende har også fundet ud af, at de kan afspille videoerne i langsommere tempo, så de bedre kan nå at skrive noter,” griner han og tilføjer, at videoerne kan bruges både før og efter undervisningen samt frem mod eksamen, så de giver et rigtig godt grundlag for at få stoffet op under neglene.

”Der er slet ikke tid nok i undervisningen til alt det, jeg gerne vil lære mine studerende – det er superirriterende, at der også er andet stof, de skal nå. Hele den europæiske kulturhistorie bygger på kristendommen, så der er uendeligt mange spændende emner. Men nu kan de, der er interesserede, selv gå mere i dybden,” siger han.

Viden støtter naturen

Selve idéen med at lave undervisningsvideoer opstod under den første corona-nedlukning, da Kasper Dalgaard underviste i religionsvidenskab på Københavns Universitet.

”Jeg havde ca. 100 studerende på hvert hold, og det med at undervise på Zoom fungerede ikke ret godt, så de studerende foreslog, at jeg kunne optage undervisningen, og så brugte vi samværet på Zoom til at tale om videoerne, diskutere og stille spørgsmål,” fortæller han.

Videoerne varer ca. et kvarter, og Kasper Dalgaard lægger to nye ud om ugen på systemet ’Patreon’, hvor man for 14 kroner om måneden kan købe medlemskab. Indtægterne bliver ubeskåret doneret til Naturfonden.dk. I øjeblikket er der ca. 500 visninger af videoerne om ugen.

”Jeg har sat den laveste betalingsmur på, som er mulig. Jeg synes, det er smukt, at bare fordi jeg har læst noget, og nogen gerne vil høre om det, har vi i år kunnet sikre, at 333 kvadratmeter nordjysk natur for altid vil være fredet,” siger han.

Fra Bowie til 666

Emnerne i videoerne spænder vidt, og man fristes til at spørge, hvad det nu lige er, David Bowie har at gøre med religionsvidenskab. Kasper Dalgaard får lys i øjnene, da han svarer:

”Han er min helt. Det er den bedste musik. Og så er han spændende religiøst set. Han startede i en konservativ familie, men i takt med hans stigende kokain-misbrug blev hans religiøse vanvid ret omfattende. En overgang var han satanist og brugte djævleuddrivelse på en swimmingpool. Men da han stoppede med stofferne, blev han almindeligt kristen, og han sluttede livet som polyteist, hvor han mixede kristendommen med buddhisme.”

Den mest populære video handler dog ikke om musikeren, men om tallet 666, som optræder i Johannes’ Åbenbaring.

”Mange studerende spørger til det tal, og derfor har jeg lavet en video, om tallet. Det handler om koder gennem bogstaver, om Kejser Nero og om den allertidligste anarkisme. Videoen er åben, så alle kan gå ind og se den,” erklærer Kasper Dalgaard.

Det oversete evangelium

Men skal han personligt anbefale et emne, peger han på Markus Evangeliet:

”Det er det første forsøg på at forklare, hvad Jesus gjorde og er en slags manual til, hvordan man skal leve for at være et godt menneske. Jeg elsker Markus Evangeliet. Det er simpelthen så godt. Jeg har undervist i det i 12 år, og det bliver bare bedre og bedre. Det har en ’forkert’ teologi i forhold til det, der blev kirkens lære, men det er fundamentet for at forstå det hele,” siger Kasper Dalgaard og uddyber:

”Det er smukt, fordi det siger, at Jesus er et almindeligt menneske, indtil han bliver døbt. Derfor kan han også blive bange, da han skal korsfæstes. Så det handler om menneskers frelse. Jeg synes, det er noget af det vigtigste og mest oversete inden for kristendommen.”

En julegave til dig

Kasper Dalgaard byder også på en lille julegave til de interesserede: En video med fortolkning af juleevangeliet.

”Jeg fortæller hemmelighederne bag evangeliet, hvem der var til stede ved fødslen ifølge Lukas Evangeliet, som har den hyggelige version, hvorimod Matthæus’ udgave er mere skræmmende,” fortæller han.

Vi lader Kasper Dalgaard selv få de sidste ord. Se hans video (33 min.) om juleevangeliet her.

Fakta:

  • Kasper Dalgaard underviser på professionsbachelor-uddannelsen i kristendom, kultur og kommunikation (3K) på UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen.

  • Som supplement til undervisningen udgiver han hver uge to videoer med forskningsbaseret formidling af religionsvidenskab. Videoerne kan tilgås af alle på ’Kaspers Kristendomshistorie’. En månedlig adgang koster 14 kroner, som går ubeskåret til Danmarks Naturfond.

  • Se video om David Bowies religiøse rejse (26 min.)

  • Se video om tallet 666 (19 min.)

  • 3K-uddannelsen løber over fire år. Den er delt i otte semestre, hvoraf halvandet er praktik. Læs mere på 3K's hjemmeside.

  • Diakonissestiftelsen er en non-profit erhvervsdrivende fond, en af Danmarks største velfærdsorganisationer og har over 155-års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.

Tema: Juleglæde

Mere om 3K-uddannelsen

FN's Verdensmål

Undervisningen understøtter FN's Verdensmål #8.

#8 Anstændige jobs og økonomisk vækst, herunder delmål 8.6: ’Hjælp flere unge i arbejde, uddannelse og træning’