Flere at dele livet med

19. september 2022

Gennem fire events bliver der mulighed for at bygge venskaber på tværs af kommunegrænser og sociale tilbud. Det er gratis at deltage, og der vil være mad hver gang. Første gang 28. september handler det om kropssprog til at skabe relationer.

En kvinde sidder klar til at skåle.

Marianne Pedersen er medlem af Sundhedscenter Hvide Hus og er klar til at lukke nye mennesker ind i sit liv.

Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

Savner du netværk og venskaber? Hen over et halvt år får du mulighed for at bygge venskaber på tværs til fire events. Her kan du både blive klogere på at vedligeholde relationer og møde andre mennesker, der gerne vil udvide deres netværk.

”Man kan godt være sammen med andre og føle sig forladt og ensom på samme tid. Jeg har prøvet at miste et par veninder, og selvom jeg har andre venner, har jeg mod på at løfte blikket og lukke nogle nye ind,” fortæller Marianne Pedersen, der var med til at få idéen til projekt ’Venskaber på tværs – flere at dele livet med’.

Kom ud af komfortzonen og luk andre ind

Projektet har fået støtte af Handicaprådet i Gentofte Kommune og har til formål at samle mennesker fra Gentofte og nabokommunerne for at forebygge ensomhed og skabe gode fællesskaber. Man kan deltage i et eller flere events. Det er gratis, men kræver tilmelding.

”Mange af os er velfungerende og har det godt i det store hele, men det kan være grænseoverskridende at fortælle til nye mennesker, at man for eksempel er på førtidspension. Men næsten alle tumler jo med et eller andet. Det her kan være en hjælp til at komme lidt ud af komfortzonen og udvide sin omgangskreds,” siger Marianne Pedersen.

Fra september i år til marts næste år er planlagt fire events, som alle byder på mad og fællesskab. Til det første arrangement i Byens Hus i Gentofte fortæller Jesper Bergstrøm, der er ekspert i kropssprog, om, hvordan man læser andre mennesker, skaber tillid og gode relationer. De næste arrangementer er planlagt i november, januar og marts og byder blandt andet på en parterapeut, der underviser i at vedligeholde relationer, quiz eller banko og en running dinner.

Opbyg relationer og sæt grænser

”Vi vil gerne lære deltagerne, hvordan man sætter grænser, samtidig med at man opbygger relationer. Vores håb er, at vi får åbnet for nye netværk og for at gøre noget i fællesskab, måske også at deltagerne får lyst til og mod på at besøge hinanden,” siger Fie Luna Brisson, der er ansat i Sundhedscenter Hvide Hus og med i projektgruppen, der består af fem brugere og to medarbejdere.

To kvinder i en sofa taler sammen.

Fie Luna Brisson (t.v.) håber, at ’Venskaber på tværs’ vil give deltagerne redskaber til at opbygge og vedligeholde relationer.

Og at det er vigtigt med gode venskaber, kan Marianne Pedersen bekræfte. Hun har for nylig fået to rigtig gode veninder:

”Jeg bliver bekræftet i det, jeg gør og er. Der er nogen, der vil mig og synes, det er ok, at jeg både har gode og dårlige dage. De rummer mig, og jeg ved, at vi vil hinanden, så jeg har nogen at ringe til, hvis jeg har brug for det. Når jeg føler, at man vil mig, så giver jeg ret meget igen – og jeg vil gerne lukke flere ind.”

Læs mere om Hvide og Gule Hus

Fakta:

  • Venskaber på tværs er arrangeret af Sundhedscenter Hvide Hus, et samværs- og aktivitetstilbud for mennesker med psykiske og sociale udfordringer. En del af Diakonissestiftelsen og ligger i Gentofte Kommune.

  • Der er planlagt fire events for at skabe venskaber på tværs:
    • 28. september kl. 17-19 er der foredrag om kropssprog, sandwich og netværk.
    • 8. november er der quiz eller banko. Vær sammen om leg og sjov.
    • 17. januar er der øvelser og workshop med parterapeut Amanda Lagoni.
    • 24. marts er der afslutning med running dinner, musik og fest.
  • Det er gratis at deltage og alle, der ønsker at udvide deres netværk, er velkomne.

  • Tilmelding på venskaberpåtværs.dk. Kun førstkommende event er åbent for tilmelding. De næste bliver tilgængelige efter afviklingen af det foregående.

Tema: Stærk i fællesskab