Omsorgen har brug for genoptræning i det danske sundhedsvæsen. Man kunne med fordel tage ved lære af menneskesynet på hospice, mener Jacob Birkler, som er filosof og tidligere formand for Etisk Råd.
”Ser vi opgaven eller mennesket?” er ifølge Jacob Birkler det vigtigste spørgsmål i sundhedsvæsenet. Foto: Karen Grønkjær.
Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
”Medarbejderne i sundhedsvæsenet møder ind til en masse opgaver, som de skal tage hånd om. Bagefter ser de til patienterne. Hospice adskiller sig ved, at patienterne kommer først. Medarbejderne ser patienterne, og deraf følger en række opgaver.”
Sådan ser Jacob Birkler det største problem i vores sundhedsvæsen. Han er ph.d. i medicinsk etik, har gennem en årrække arbejdet med etik i sundhedsfaglig praksis og underviser på adskillige sundhedsuddannelser. Han taler i anledning af 25-års jubilæet for Diakonissestiftelsens Hospice, hvor hele personalegruppen samt samarbejdspartnere fra andre hospicer og palliative afdelinger er inviteret til temaeftermiddag om etikken på hospice.
Jacob Birkler definerer etikken som ’det’, vi har at rette os efter i forholdet til en anden. Med andre ord ’ordentligheden’ eller menneskeligheden’.
”Ser vi opgaven eller mennesket? Det er den vigtigste lakmusprøve i sundhedsvæsenet, for der er åbnet for forråelse og fornedrelse, hvis vi bare ser en opgave. Jeg har ikke vasket et gulv; jeg har vasket et menneske. Der er en kæmpe forskel,” forklarer han.
Husk at være i tvivl
Jacob Birkler skrev sin ph.d.-afhandling om etiske dilemmaer på hospice og arbejder i øjeblikket på en bog om omsorg. Han har gennem årene fulgt mange professionelle på både hospicer og i det øvrige sundhedsvæsen og sprudler af eksempler på møder mellem patienter og professionelle. Et af de helt store etiske dilemmaer er respekten for patientens selvbestemmelse sat over for, at man som professionel tror, at man ved bedre.
Jacob Birkler taler klogt og hjertevarmt om dilemmaerne på hospice. Foto: Karen Grønkjær.
”Der var en situation på et hospice, hvor nogle pårørende gerne ville se deres afdøde mor. Det, hører man jo, er godt og vigtigt. Men moderen var svulmet op og lignede ikke sig selv, så personalet prøvede forsigtigt at tale dem fra det. De pårørende insisterede og blev så chokerede, da de så moderen. Bagefter skældte de ud over, at de havde fået lov at se hende. Så hvor bedrevidende skal man som professionel være?” siger Jacob Birkler til forsamlingen, der nikker genkendende til situationen.
”Det vigtigste er at huske at være i tvivl. Vi ved ikke, hvad der er det rigtige. Det er et vilkår, at vi nogle gange kommer til at gøre det forkerte,” siger han og uddyber:
”Der er ikke en fast opskrift på etik; man er nødt til at møde det enkelte menneske. Det har jeg lært af kloge sygeplejersker på hospice. En døende patient havde to døtre og sagde til personalet, at han kun ville se den ene af dem. Jeg spurgte sygeplejersken, hvordan det skulle håndteres, og hun svarede ’det aner jeg da ikke, Jacob. Det finder vi ud af, når situationen opstår’. Etik er det, der byder sig: hvad bør jeg gøre lige nu?”
Behandlings- eller omsorgsgaranti
Det skorter ikke på eksempler på dilemmafyldte situationer i Jacob Birklers oplæg. Men skal han pege på, hvad der er vigtigst, er det omsorgens plads i sundhedsvæsenet. I hans øjne begynder det med at se mennesket.
”Det vigtigste for patienterne er at blive set. Mange lider i dag af ’øjesult’. Jeg bad for nylig som et forsøg en gruppe sygeplejersker om, at sige til deres patienter: ’jeg ser dig og jeg skal nok se til dig’. Mindst halvdelen af gangene var resultatet, at patienterne blev rørte og fik våde øjne.”
På Diakonissestiftelsens Hospice er roen til at tale med patienterne en del plejen. Arkivfoto: Büro Jantzen.
Jacob Birkler mener, at der i sundhedsvæsenet bliver overvåget for meget og våget for lidt. Det handler om at holde øje med tal og værdier og ikke, som det burde, om nærhed og ro.
”Jeg fulgte engang en sygeplejerske på et hospital. Hun satte sig hos en patient med angst og blev der nok i 10 minutter. Det var meget smukt, syntes jeg. Da jeg bagefter spurgte til hendes refleksioner over at prioritere roen hos patienten, svarede hun, at hun havde så dårlig samvittighed, mens hun sad der, fordi hendes kolleger løb rundt og havde travlt,” fortæller han og konstaterer:
”I gamle dage sagde man, ’ingen skal dø alene’. I dag siger vi, ’ingen skal dø uden behandling’. Vi har behandlingsgaranti i Danmark, men ikke omsorgsgaranti.”
Fakta:
|
Læs mere om hospice |