Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
Ole Leerbeck taler begejstret om den store grill, der i øjeblikket står i vinterhi i Diakonissestiftelsens kælder. Den har ikke været i brug siden sommeren, men Ole Leerbeck har mange planer for den og for fællesspisningen. Han bor i en af de nybyggede, gule seniorboliger sammen med sin kone Birgit. Her har han siden sommeren 2018 deltaget i at organisere fællesmåltider for de mere end 60 beboere i fællesskabet.
Og en ting er sikkert: Når Ole Leerbeck arrangerer, er maden i centrum. Og det er bl.a. her, at den store grill kommer ind i billedet:
”Vi er flere i fællesskabet, der elsker at grille. Derfor købte beboerforeningen en stor Weber gasgrill med otte brændere, hvor der er plads til 60 pølser. Så har alle beboerne i de 47 boliger mulighed for at være med, fortæller han og fortsætter, ”så dækkede vi bord med dug nede ved springvandet. Folk tog selv pølser og mere avanceret mad med. Så grillede jeg og råbte til folk, når deres mad var færdig. Det var en kæmpe succes, og når det gik højest spiste 30 personer med.”
For Ole Leerbeck er mad og det at spise sammen mere end grillpølser. Det handler også om samvær.
”Maden er så vigtig. Det betyder fantastisk meget at spise sammen i fællesskabet. Efter min mening kan man ikke tillægge det nok betydning. Man kan sige, at det er en legal adgang til at være sammen, der ikke virker kunstig. Vi alle skal jo have noget at spise, og når man gør det sammen, er det meget givende for folk. Så bliver man en del af fællesskabet på en naturlig måde. ”
Ud over mad i det grønne har Ole Leerbeck også været med til at arrangere fællesspisninger i lokalerne under Diakonissestiftelsen. Men fremover står hvert hus på skift for at lave mad til alle medbeboere.
”Før corona-pandemien lavede vores hus det, der åbenbart på jysk hedder karbonader, som vi københavnere kalder krebinetter, ” griner Ole Leerbeck, der er født og opvokset på Stenbroen. ”Det er ikke helt nemt at lave mad til 50 mennesker. Man skal kunne se ud over sig selv og sit to-retters måltid”.
Flere gange har beboerne med held prøvet dinner transportable, da de store bespisninger kræver meget af de frivillige kokke:
”Jeg fandt på, at vi skulle have en Fredagsbar. Det var rigtig sjovt, vi medbragte alle sammen retter til en stor buffet. Vi startede klokken syv om aftenen, og tit og ofte blev det midnat før vi var færdige. ”
Fakta:
|
Månedens tema: Fælles om måltidet |
Nye boller på suppen
De mange møder med mad som omdrejningspunkt satte corona-pandemien en brat stopper for. Som det ser ud nu, må der maksimum være fem personer samlet i fælleslokalet.
Derfor tog Ole Leerbeck sagen i egen hånd og satte sidste år stole op til udendørs frokost. Beboerne havde selv madpakker med eller købte ’to go’ retter i Diakonissestiftelsens kantine, og beboerforeningen stod for øl og sodavand.
”Jeg lavede grupper af ti, hvor der var en meter mellem hver stol i en stor rundkreds. Nogle gange var vi 25 mennesker samlet på den måde. Så udviklede det sig også til grillpølser om fredagen. ”
Da kulden kom i sensommeren, måtte de sætte havestolene indenfor og spise hjemme.
”Lige nu gør vi ikke så meget. Men vi har en plan om at stege de første pølser den første fredag efter påske sammen med min underbo Jørgen, ” smiler Ole Leerbeck.
Ildsjæl med ild i rumpetten
Ole Leerbeck er ikke en mand, der sidder på sine hænder. Når han først remser sine projekter op, er det nemt at blive forpustet.
Ole Leerbecks evner for at få ideer og omsætte dem, har rod i hans fortid i det offentlige; først som forstander for to behandlingshjem i Storkøbenhavn for omsorgssvigtede børn og senere som kontorchef i Københavns Amt. Det har været stillinger, der krævede, at man kunne sammensætte et hold og koordinere arbejdsopgaver. Hans erfaringer med at arbejde med fællesskaber har ledt ham til selv at bo i et i de senere år af livet:
”Jeg lærte meget, da jeg var forstander på et behandlingshjem. Her hjalp jeg engang imellem med i institutionskøkkenet. Jeg lærte at lave mad til mange mennesker, og hvor vigtig maden er for omsorgssvigtede børn. Når man bliver ældre, betyder maden næsten lige så meget. Det holder mig i live at engagere mig. Det er en naturlig forlængelse af mit arbejdsliv og engang imellem glemmer jeg, at jeg er pensionist. ”
