Tekst og fotos Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
I Diakonissestiftelsens omfangsrige sundhedshus ligger 58 små og store sundhedsfaglige virksomheder. To af dem er Øjenklinikken Diakonissestiftelsen og Smerteklinikker.dk. De ligger i helholdsvis stueetagen og på etagen ovenover.
Ved første øjekast er de to virksomheder meget forskellige. Både hvad angår speciale, antallet af patienter og mængden af kvadratmeter. Men ét har de til fælles: De sætter stor pris på Diakonissestiftelsens rammer for både medarbejdere og patienter.
Øje for medarbejderne
Tæt på indgangen til Sundhedscentret, indgang 7A, ligger Øjenklinikken Diakonissestiftelsen. Klinikken har i forskellige konstellationer haft til huse på stedet i 25 år. Speciallægerne i øjensygdomme og ejere af klinikken, Jens Christian Nørregaard og Anouck Leuba Mortensen, har 13 lokaler til venteværelser, konsultationer og reception fordelt på små 400 kvadratmeter. For dem er det naturligt, at medarbejdere har gode rammer på arbejdet, både hvad angår arbejdstid, sundhed og transport.
”Vores medarbejderne har en fleksibel arbejdstid, og vi tæller ikke timerne så nøje. Vi tror på, at det er godt for dem, at der er den fleksibilitet, når de fx skal noget med deres børn i arbejdstiden.”
Ud over at bidrage til balancen mellem arbejdstid og fritid får medarbejderne også frugt ugentligt samt betalt deres parkeringslicens.
”De er gode til at sige til, hvis der er noget de har brug for – og så plejer vi at købe det. Fx har det fået de kontorstole og hæve-sænke-borde, som de ønskede sig,” smiler Jens Christian Nørregaard.
Et roligt sted midt i byen
I kontoret i lige linje over øjenklinikken sidder Niels Reinholdt i sit lyse kontor. Han er ejer af Smerteklinikker.dk og uddannet akupunktør og manuel behandler. Sammen med sine to medarbejdere og en sekretær har han haft sin gang på Diakonissestiftelsen i 2,5 år. Deres praksis foregår i tre lokaler med udsigt til både Diakonissestiftelsens Hospice og cyklister på Den Grønne Sti.
”De fysiske rammer er vigtige for os som behandlere, og det hører vi også fra vores patienter. Mange kommer med skader, diskosprolapser, kroniske smerter i led, og det er væsentligt for dem, at der ikke er for meget postyr omkring os,” fortæller han og drikker langsomt af den musselmalede kop i hænderne.
”Da vi flyttede ind på Diakonissestiftelsen i 2019 lå vores lokaler i kælderen, hvor der kommer mange patienter, og der er generelt meget mere aktivitet. Her oppe på 1. sal er der mere roligt og en behagelig stemning,” fortæller Niels Reinholdt eftertænksomt.

Smerteklinikker.dk ejes af Niels Reinholdt, der er uddannet akupunktør og manuel terapeut. Her smertebehandler han en nakke med laserterapi.
Mange kender Diakonissestiftelsen
Begge klinikejerne er enige om, at Diakonissestiftelsens lange historie inden for sundhedsfaglige specialer er et tegn på kvalitet, som tæller, når patienterne skal vælge en behandler.
”Diakonissestiftelsen er et brand, som folk kender. De ved, at hvis de har et problem, så går man ned på Diakonissestiftelsen. Faktisk er vi ved at drukne i henvendelser, og vi har ca. 80-100 patienter igennem på en dag,” fortæller Jens Christian Nørregaard.
Niels Reinholdt er enig i, at Diakonissestiftelsen bor i mange menneskers bevidsthed.
”Flere af vores patienter kommer fra hovedstandsområdet. De kender Diakonissestiftelsen i forvejen og har været her før til psykolog eller røntgen. Det er hjemligt for dem,” siger han og slutter:
”Vores patienter har en følelse af, at det er seriøst sted at komme, og det samlede sundhedshus udstråler kvalitet.”

Niels Reinholdt på sit kontor med udsigt til Diakonissestiftelsens have.

Dagligt går ca. 500 borgere gennem skydedøren til Diakonissestiftelsens Sundhedshus.
Fakta
|
Tema: Den gode arbejdsplads |
Læs mere om erhvervslejerne på Diakonissestiftelsen |