Under corona-nedlukningen i foråret blev alle aktiviteter aflyst i Emmauskirken. Det betød, at de knap 30 frivillige i Diakonissestiftelsens kirke fra den ene dag til den anden ikke kunne møde op til deres frivilligjob. På trods af, at de ikke havde deres gang i kirken, har frivillige alligevel bevaret tilknytningen til stedet.
Tekst og fotos af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
Det hvidkalkede rum i Emmauskirken summer igen af lavmælte stemmer til højmesser og små, meditative andagter. Kirken har ellers set langt efter sine frivillige og kirkegængere i foråret, hvor den, som andre folkekirker i Danmark, måtte lukke sin tunge trædør og afvente genåbningen.
Der gik to måneder, før de knap 30 frivillige igen kunne give en hånd som kirketjenere, kordegne, kirkesangere og kaffebryggere. Det kan være udfordrende for frivillige at bevare tilknytningen til kirken, når gudstjenester og sociale aktiviteter har været aflyst i adskillige måneder. Præst i Emmauskirken Jan Nilsson har været nødsaget til at kommunikere med de hjemsendte frivillige på nye måder, når det ikke har været muligt at få en sludder efter højmessen.
”Da nedlukningen kom i marts, og kirken afbrød sine aktiviteter, sendte jeg en e-mail til alle vores frivillige. Her orienterede jeg om situationen og skrev, at jeg stod til rådighed, hvis nogen havde lyst til at snakke. Derefter har jeg løbende sendt e-mails for at holde den sociale kontakt ved lige,” fortæller Jan Nilsson fra sit kontor.
De løbende e-mails med opdateringer om corona-situationen fik Jan Nilsson ikke megen respons på fra frivillige.
”Jeg fandt ud af, at e-mails engang imellem kan blive en envejskommunikation. Derfor forsøgte jeg i stedet at gøre noget andet,” husker han. I stedet greb Jan Nilsson ”knoglen”, ringede en del af de frivillige op.
”De satte stor pris på at få et opkald, og det var rart at tale person til person. Det endte med, at jeg faktisk ringede mere, end jeg skrev e-mails, ” fortæller Jan Nilsson og tilføjer: ”Selvom det tager længere tid at tale sammen over telefon, så prioriterede jeg det. Og jeg havde jo tiden til det, da alle vores aktiviteter var lagt ned.”
Det var ikke kun Jan Nilsson, der spurgte til frivilliges nye hverdag med håndsprit, mange timer i hjemmet og afstand i supermarked. Interessen gik også den anden vej:
”De var meget interesserede i at høre, hvordan vi havde det på Diakonissestiftelsen. Der var en stor omsorg og opmærksomhed på, hvordan livet var hos os i krisen. Det var meget positivt og dejligt, at de spurgte,” fortæller Jan Nilsson.
”Det er vigtigt at vi får samlet erfaringerne fra corona-nedlukningen, så vi kan blive klogere på, hvilke måder der er bedst at kommunikere med de frivillige på,” fortæller frivilligkonsulent Ida Vestergaard Petersen.
Det er vigtigt, at frivillige ikke føler sig glemt
Ida Vestergaard Petersen, der er frivillighedskonsulent på Diakonissestiftelsen, bakker Jan Nilsson op i, at et telefonopkald er en god måde at høre til frivilliges ve og vel.
”Det er vigtigt, at vi holder relationerne til de frivillige ved lige, også når de er ‘langt væk’ fra Diakonissestiftelsen. Hvis de ikke hører fra os, kan det bidrage til, at de bliver i tvivl om, hvorvidt de stadig er ’med’ og værdsat. Derfor er det virkelig vigtigt at skrive eller ringe til dem løbende,” fortæller Ida Vestergaard Petersen.
Udover at ringe har flere af tovholderne for frivillige, der blandt andre tæller Jan Nilsson, afprøvet forskellige metoder til at fastholde de mere end 250 frivilliges tilknytning til Diakonissestiftelsen. De erfaringer blev udvekslet i september, da Ida Vestergaard Petersen inviterede til Frivilligfagligt Netværksmøde for tovholderne på blandt andet hospice, Loppeshoppen, uddannelsescentret og de to plejehjem, der alle har sendt frivillige hjem i foråret.
”Der kom mange gode erfaringer og idéer fra tovholderne. Nogle forslog, at man kunne gå en tur i den friske luft med frivillige eller afholde en reception med bobler på afstand, andre havde også gode erfaringer med telefonopkald eller et lille nyhedsbrev om, hvordan tingene stod til. Det var stor enighed om, at det var vigtigt at huske at fortælle de frivillige, hvilken forskel de er med til at gøre, og at de mangler, når de ikke er der,” pointerer Ida Vestergaard Petersen.
Vi sikrer tilknytningen
Det har været en god læring for Jan Nilsson at kommunikere med sine frivillige på en ny måde. Det har betydet, at næsten alle frivillige er kommet tilbage efter nedlukningen og igen er i gang med deres frivilligjob.
”Jeg tror, at telefonopkaldene har givet vores frivillige en følelse af tilhørsforhold og forhåbentlig en følelse af at blive set og anerkendt. Hvis vi kommer i sådan en situation igen, har vi nogle erfaringer at bygge på, men vi er selvfølgelig altid på udkig efter nye ideer. Telefonen får jeg helt sikkert brugt igen.”
Fakta
|
Månedens tema: Kom ind i fællesskabet |
Læs mere om at være frivillig på Diakonissestiftelsen |