Tekst af Thomas Wittrup // thwi@diakonissen.dk
Fotos af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
“Vi plejer at sige, at man ikke dør på Søster Sophies Minde – man afslutter livet!”
Sådan beskriver ledende sygeplejerske Mette Prip forholdene, når beboerne på Diakonissestiftelsens plejehjem Søster Sophies Minde går bort.
Her dør man ikke alene
”Næsten alle vores beboere ender med at være hos os, indtil de dør. Og det insisterer vi på, at de ikke gør alene. Vi giver dem mulighed for at leve indtil det sidste og tage afsked med livet med værdighed,” fortæller Mette Prip.
”Vi gør en stor indsats for, at vores beboere afslutter livet med de mennesker omkring sig, som er tættest på. Pårørende er derfor en stor del af forløbet. Dem sørger vi også for at passe på i situationen. Der er altid mulighed for at overnatte på Søster Sophies Minde for de pårørende, hvis det er noget man ønsker”.
Ledende sygeplejerske Mette Prip er ikke bange for at tale om døden med sine beboere på Plejehjemmet Søster Sophies Minde.
Søster Sophies Minde har derudover et meget fint samarbejde med Røde Kors’ Vågetjeneste, som kommer og sidder sammen med de ældre, hvis de ikke har familie eller venner, som kan være hos dem, og når personalet ikke har mulighed for det – f.eks. om natten.
Et lille kram betyder meget
Mette Døssing oplevede døden på Søster Sophies Minde, da hendes veninde gennem 40 år, Maria, for nylig afsluttede livet på plejehjemmet:
”Jeg besøgte ofte Maria og var hos hende i de sidste minutter. Jeg husker et meget fint forløb – stille og roligt. De ansatte var så søde og meget opmærksomme på både Maria og mig. De har en god forståelse for, at efterladte sidder tilbage med nogle store følelser, som kan være svære at rumme alene. Altid klar med et lille kram, når det var svært.”
Mette Døssing beskriver plejehjemmet som ”et sted fyldt med ånd og hjerte”. En beskrivelse som hun selv gerne er med til at understøtte, når hun fortsat besøger Søster Sophies Minde som frivillig.
En sang til afsked
Også afskeden med Søster Sophies Minde sker som en del af et fællesskab, når de afdøde bliver sunget ud af de øvrige beboere, personale og pårørende.
”Vi melder ud til alle beboere, når en af deres naboer er død. Så de har mulighed for at vise den sidste respekt og sende vedkommende afsted med værdighed. Vi samles, når kisten bringes til rustvognen, hvor vi synger en salme og beder fadervor, hvis man har lyst til det,” fortæller Mette Prip om den sidste afsked.
Mette Døssings veninde Maria havde et specielt forhold til salmen Dejlig er jorden. Derfor foreslog Mette Døssing, at netop den salme blev sunget ved venindens udsyngning:
”Det var der stor lydhørhed for, og sådan blev det. Meget fint og personligt. Det var lige, som det skulle være,” fortæller hun om afskeden med veninden.
Intet tabu
Beboerne på Søster Sophies Minde har et tæt fællesskab, hvor man kerer sig om hinanden. Derfor bliver døden ikke gemt væk. Den er noget, man taler om:
”Vi gør meget ud af, at døden ikke bliver et tabu. Den er en del af vores hverdag som plejehjem, som både beboere og personale må forholde sig til. Så vi taler med beboerne om døden, og dem der er døde. Vi sørger for at have fokus på de øvrige beboere, når der er en, der dør. De beboere, som har været tættest på, bliver måske lidt kede af det og har brug for lidt ekstra støtte og omsorg og det får de selvfølgelig,” forsikrer Mette Prip, som afslutter:
"Det at være tæt på døden i sin hverdag kan være meget givende, men det kan også være hårdt for både beboere, pårørende og personale. Vi er derfor glade for at kunne hente god hjælp hos Diakonissestiftelsens præster. De er altid klar til samtaler eller rådgivning, uanset om man er beboer eller ansat."
Fakta
|
Læs også |