Diakonissestiftelsens Hjemmepleje fejrer 1 års fødselsdag

2. november 2016

- som udvalgt leverandør af hjemmehjælp på Frederiksberg

1.november var der kage, kaffe og flag i lange baner i Diakonissestiftelsens Hjemmeplejes lokaler. Blandt de godt 70 medarbejdere skulle det fejres, at det nu er et år siden, at man vandt udbuddet om at levere hjemmehjælp på Frederiksberg frem til foreløbig 2021. 

”Det har været et fantastisk år, hvor vi fra den ene dag til den anden næsten firedoblede vores kundegrundlag og efter nytår blev samlet i nye, lyse og større lokaler på matriklen på Peter Bangs Vej,” fortæller leder af hjemmeplejen Tina Faarup.

De mange nye kunder betød ansættelse af masser af nyt personale, og Tina Fårup har lagt et stort og grundigt arbejde i at få ansat engagerede og fagligt dygtige medarbejdere, der kan arbejde ud fra Diakonissestiftelsens grundlæggende værdier så som medmenneskelighed, ordentlighed og faglighed. Derfor er det også en stolt og glad Tina Faarup, der netop har fået en flot tilsynsrapport:

”Vi har i denne måned fået den bedste fødselsdagsgave i kraft af en meget flot tilsynsrapport, hvor vi bl.a. kendes på en høj kvalitet i vores ydelser, og at der kommer så få hjælpere i hjemmet som muligt.”

Kundearrangementer i det nye år

2016 blev også året, hvor Diakonissestiftelsens Hjemmepleje indgik aftale med Alzheimerforeningen om at udvikle den første demensvenlige hjemmepleje i Danmark.

”Denne spændende mulighed kommer også til at præge udviklingen i 2017, ligesom vi i det hele taget er optaget af at udvide vores aktiviteter. F.eks. at udbygge vores tilbud om privat hjemmepleje – det kan være hjælp til et ekstra bad, følgeskab til læge, hovedrengøring eller hundeluftning m.m. Derudover planlægger vi også i det nye år at afholde en række kundearrangementer i Søsterhjemmets Stuer eller i den nyrenoverede Emmauskirke,” fortæller Tina Faarup.