”Diakonien ligger i spændingsfeltet mellem min tro og min faglighed”

15. februar 2018

Tag med på en historisk rejse fra de første søstre på Diakonissestiftelsen i 1860’erne til det moderne fællesskab om at se det enkelte menneske i 2018.

Emblemet med duen bliver båret af alle medlemmer af Diakonifællesskabet.

Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

Hvis du lukker øjnene og forestiller dig en diakonisse, vil billeder af ugifte kvinder i ordensdragter i færd med at pleje syge og ensomme, måske træde frem for dit indre blik. Men diakonisser og diakoner lever i 2018 meget anderledes end de første søstre på Diakonissestiftelsen i 1860'erne.

Når en elev i dag indtræder i Diakonifællesskabet for at få indsigt i kristendommens centrale begreber og omsætte viden til praksis, møder hun både mænd og kvinder, der lever moderne liv med familier og job.

Hvorvidt man kalder sig diakon eller diakonisse bunder i forskellige historiske rødder. I gamle dage var diakonisser livet igennem tilknyttet et såkaldt moderhus. Herfra blev de udsendt til hospitaler og boede, spiste og arbejdede med hinanden. Da tilgangen til fællesskabet i 1960'erne var dalende, blev det åbnet for diakoner også. Oprindeligt var det ensbetydende med mænd, da ordet diakon er kønsbestemt. Men med tiden blev begge køn optaget, og de var ikke knyttet til et moderhus, men var uddannet på en skole. Derfor kan kvinder stadig i dag kalde sig diakonisser, selvom de ikke bor på Diakonissestiftelsen og både mænd og kvinder kan kalde sig diakoner.

Men hvordan udfører diakonisser og diakoner deres daglige arbejde i 2018? Og hvorfor har de valgt at indtræde i Diakonifællesskabet? Det har vi spurgt to diakoner og to diakonisser om.

Læs også:

Diakonisse søster Merete Dige, 50 år, indtrådt i Diakonifællesskabet 1990

”Tanken om at lade mig indvie blev til et ønske, som dukkede op flere gange, da jeg arbejdede som sygehjælper på Søster Sophies Minde i 1980'erne. Miljøet og mange af de mennesker, jeg mødte på Diakonissestiftelsen, påvirkede mig, og jeg blev mere og mere klar over, at det var en vej for mig. Jeg valgte et par år efter at blive diakonielev. For mig er valget sket som en følge af en personlig og faglig udvikling og et ønske om at leve og arbejde diakonalt. Jeg er siden uddannet socialpædagog og kordegn, og jeg arbejder i dag i en kirke. Jeg lærte for mange år siden om ”Diakoniens borde” og mine arbejdsdage omfatter mange borde: Skrivebordet, alterbordet, køkkenbordet, kaffebordet, puslebordet, mødebordet osv. Til alle bordene knytter sig forskellige opgaver, men der er det fællestræk for mig, at det ved dem alle gælder om at se og lytte til de mennesker, jeg er sammen med. Nærvær og opmærksomhed er vigtigt i min hverdag og i mødet med andre mennesker. Diakonien skal have krop: øjne, ører, mund, hænder og fødder – det får den for mig rundt om bordene.”

Diakonisse Merete Dige: ”Nærvær og opmærksomhed er vigtigt i min hverdag og i mødet med andre mennesker.”

Diakon Paul-Erik Bork Maertens, 57 år, indtrådte i Diakonifællesskabet i 2007

”Jeg blev diakon efter at have arbejdet med syge og døende i mange år. Jeg ønskede at lade mit arbejdsliv og min personlige tro vokse yderligere sammen. I min søgen efter den manglende brik i puslespillet fandt jeg vej til Diakonissestiftelsen, og her fandt jeg et nyt sprog for den diakonale praksis, der som en rød tråd, samler mit arbejdsliv, før og nu. I dag arbejder jeg med at skabe rammer for kristne fællesskaber og tilbyde mennesker en vej ind i dem. Det foregår blandt andet i en kirke på Nørrebro, hvor vi indbyder til et varmt og nærværende kristent samvær, et måltid mad og en gudstjeneste. For mig ligger diakonien i spændingsfeltet mellem min tro og min faglighed, i nærværet og mødet med mennesker, der søger en vej ud af ensomhed.”

Diakon Paul-Erik Bork Maertens: ”For mig ligger diakonien i nærværet og mødet med mennesker, der søger en vej ud af ensomhed.”

Diakonisse Hanne Rørbæk, 48 år, indtrådte i Diakonifællesskabet i 2007

”Det er svært at sætte præcise ord på, hvorfor jeg gerne ville indvies. Men da jeg gik på Kirkefaglig Videreuddannelse, var det bare helt tydeligt for mig, at det var et dybt ønske. Jeg arbejder med borgere med meget komplekse problemstillinger; psykisk og fysisk helbred, socialt mv. Da det er en offentlig instans, er diakoni ikke et grundlag, vi arbejder ud fra. Men jeg synes jo selv, at der er langt mere diakoni i det, jeg laver, end man kan finde inden for så mange andre områder. Det handler om at hjælpe folk videre, om værdighed, at se mennesker, hvor de er - uanset situation og baggrund, og at se dem som andet end et sagsnummer.”

Diakonisse Hanne Rørbæk: ”Det handler om at hjælpe folk videre, om at se mennesker, hvor de er, og at se dem som andet end et sagsnummer.”

Diakon Dorte Schiønning Andersen, 51 år, indtrådte i Diakonifællesskabet i 2012

”At tro og at arbejde diakonalt har været som en stille kalden i mange år af mit liv. En stemme der blev stadig tydeligere i mit liv og i mit valg af fag, psykologi, og i mine frivillige hverv i fx kvinderådgivning og kirkeligt arbejde. At blive indviet diakon var til sidst det rigtige sted at stå i livet for mig. Jeg er leder af en diakonal organisation, Arbejde Adlers Hus, som er et multihus for socialt udsatte og ensomme i København. Så man kan sige, at mit fokus er organisationsdiakoni. Men der er også meget direkte diakonalt arbejde i min hverdag på jobbet, som retter sig mod det enkelte menneske, beboere, brugere og medarbejdere. Desuden lægger jeg vægt på fortalervirksomhed og gennem artikler og debatindlæg sætter jeg fra tid til anden ord på diakoniens væsen og de udsattes liv. Diakoni skal ske, ses og høres i en rå verden.”

Diakon Dorte Andersen: ”Diakoni skal ske, ses og høres i en rå verden”.

Fakta

  • Diakon kommer fra græsk diakonos, som betyder 'hjælper, tjener'.
  • Diakonifællesskabet ved Diakonissestiftelsen er et indvielsesfællesskab bestående af diakonisser og diakoner på tværs af generationer og med det bedste fra en 150-årig tradition i ryggen.
  • De første diakonisser blev indviet i 1867.
  • I 1965 blev søsterfælleskabet reformeret, så det blev tilladt at gå i almindeligt tøj, at søge sit eget arbejde og få løn for det. Fra 1969 blev det også muligt at blive i søsterfællesskabet, selvom man blev gift.
  • I 1979 blev der åbnet for, at mænd også kunne deltage i søsterfællesskabet.
  • Diakonisser og diakoner arbejder i dag forskellige steder i social- og sundhedssektoren samt i det kirkelige miljø som kirke- og kulturmedarbejdere og pædagoger.
  • Siden 1999 har medlemmerne ikke fået titlen ”søster”, fordi Diakonifællesskabet ønskede at fokusere på flere fagområder end sygeplejen, hvor søster-titlen kom fra.
  • På Diakonissestiftelsen kan 3K-uddannelsen være en indgang til Diakonifællesskabet.

Kilde: ’Køn, kald og kompetencer’ af forskningsleder på Diakonissestiftelsen Susanne Malchau Dietz